onsdag den 10. juli 2013

Skóleistar til min søn

Disse blev jeg færdig med i aftes, og min søn tog dem på i morges, da han stod op. Jeg havde lagt dem parat til ham, så han kunne blive overrasket over at finde dem. Og han blev også glad. Han blev også forkælet med en chokoladekiks lidt senere, og det har allerede sat sine spor på hans skóleistar.
 
Da de er små (str. 27), og jeg har brugt strømpegarn med lange farveskift, fik de tilfældigvis hver sin farve. Men det gør slet ikke noget. Min søn synes, det er nogle seje, blå skóleistar, siger han. Men han ville ikke posere for kameraet med dem på sine små fødder.

Jeg strikkede i dobbelt tråd i strømpegarn med en løbelængde på 210 meter pr 50 gram. Jeg brugte mindre end ét nøgle til dem, så der er en god rest tilbage til andre sjovt projekter.

tirsdag den 9. juli 2013

Strikkemagasin 7 - 2013

For få dage siden blev jeg fristet til at købe Alt Om Håndarbejdes Strikkemagasin 13, 2013. Jeg har opsagt mit abonnement, da jeg jo aldrig vil kunne få tid til at bruge alle de opskrifter. Jeg har så beholdt Kreativ Strik, som ikke udkommer ligeså ofte. Men der stod jeg en tidlig morgenstund hos bageren efter en lang nattevagt, og så kaldt magasinet på mig fra stativet. Og det kom med hjem...
 
 
Og der er jo fine opskrifter i bladet, lavet af dygtige designere. Men ikke så meget som jeg bare må lave. Dog fangede nogle ting min opmærksomhed.
 
Denne grønne bluse har så frisk en farve, at den bare skriger "sommer". Og så minder snittet mig en smule om en kjole, jeg strikkede til mig selv i 1992, hvis jeg husker rigtigt.
 
 
Jeg falder altid for hæklede blomster. Og jeg har en stor svaghed for det garn, der er brugt til det hæklede sjal - nemlig Angel fra Permin.
 
 
Endnu en gang faldt jeg for en opskrift af Lene Holme Samsøe. Denne hæklede og strikkede kjole er jo rigtig fed. Desværre er den for lille til min datter. Men måske jeg kan lade mig inspirere...
 
 
Denne kjole ville nok ikke klæde mig. Jeg har ligesom ikke figuren til den. Men hvor er den bare vanvittig flot!
 
 
Den blå bluse er i et fint snit, som nok ville klæde mig. Måske med længere ærmer.
 
 
Jeg elsker striber! Og så ser denne opskrift ud til at være særdeles anvendelig - også uden striberne. Desuden tror jeg, at jeg har kilovis af garn der passer i tykkelsen, så jeg har nærmest ingen undskyldning for ikke at strikke trøjen til min datter.
 
 

Kreativt rod?


Hah! Jeg ville være fuld af løgn, hvis jeg prøvede at påstå det!
 
Jeg har flyttet mit krea-rod fra et hjørne til et andet. Jeg har skubbet tingene til side, så der nu er en lille plads til computer på mit arbejdsbord. Og jeg er glad for at være tæt på vinduet, så jeg kan holde øje med børnene, der leger udenfor, og der er masser af lys. Men ellers er jeg ikke kommet meget videre. Hylderne er stadig ikke kommet op, og jeg har inddraget vindueskarmen til æsker. Desuden er garnkurvene under bordet overfyldte, og der ligger ledninger og roder.
 
Men jeg søger jo zen, så jeg lader mig ikke gå på af rodet. Jeg flygter bare fra det! Enten ved at lave mine kreative ting et andet sted, eller ved at lade som om kun mit lille hjørne af bordet eksisterer, når jeg sidder ved det.
 
Til gengæld ser garnreolen stadig ok ud. Den bliver reorganiseret, hver gang der opstår for mange tomme huller. Så der forekommer udskiftning og opfyldning en gang imellem. Og alle de dejlige farver indbyder virkelig til at gå i gang med alverdens projekter. Og ellers giver det bare glæde at se på dem i dagligdagen.
 
 

Udehækling igen

Jeg sidder igen ude på bænken og hækler, imens børnene leger. Hvor er sommeren dejlig, når den viser sig fra denne side!

mandag den 8. juli 2013

Skóleistar i børnestørrelse

 
I aftes blev jeg færdig med et par skóleistar til min datter. Hun bruger størrelse 31-32, og disse passer nøjagtig til hendes fødder. Der er ikke noget rum at give af. Så jeg bliver nok nødt til at lave endnu et par, som er en lille smule større. Hun synes, de er hyggelige. Og lillebror har også bestilt et par, så jeg ved, hvem jeg skal strikke til næst.
 
 

Hæklede oldemorfirkanter

Jeg hækler oldemorfirkanter igen!

Jeg havde nogle liggende, som jeg hæklede til min søns tæppe af oldemorfirkanter. Jeg brugte dem ikke til tæppet, da de var for små. Garnet viste sig at være tyndere end alt det andet garn, jeg havde brugt, selv om det ikke burde være det ifølge informationen på banderolen.

Nu hækler jeg så nogle flere firkanter i det samme garn. Blå og grønne bliver de. Og de skal komme min søn til gode - sådan da. De bliver hæklet sammen til et tæppe til hans build-a-bear hund.

søndag den 7. juli 2013

Zpagetti-tæppe

 
 
Endelig er det lykkedes mig at hækle et Zpagetti-tæppe færdigt!
 
Jeg har trævlet op flere gange, og i sidste ende besluttede jeg mig for bare at hækle et almindeligt, rundt tæppe i stangmasker. Enklere kan det næppe blive. Men så fungerer det også.
 
Jeg har brugt 1045 gram Zpagetti, og tæppet måler 68 cm i diameter. Jeg startede med en magisk ring og fortsatte så med stangmasker i 12 omgange. Udtagningerne er med vilje lagt på samme sted, så tæppet bliver en lille smule 12-kantet (altså 12 udtagninger for hver omgang). Bare for at det ikke skulle blive helt almindeligt rundt.
 
Tanken er, at det skal bruges som bademåtte. Men det skal lige afprøves, før jeg beslutter mig endeligt.
 
Jeg er dog ikke færdig med Zpagetti endnu. Jeg har ikke mere hjemme, men har tænkt mig at købe mere og så få hæklet det doily-tæppe, som jeg oprindelig havde planlagt.
 
 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...