Viser opslag med etiketten WiP. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten WiP. Vis alle opslag

lørdag den 11. juni 2016

Fodboldhækling


Jeg forsøger mig med hækling til fodbolden i aften. Hækling efter diagram kræver jo en smule koncentration. Men det gør ikke noget, for jeg hepper ikke rigtig på nogen i aften. Jeg sidder her bare for hyggens skyld.

fredag den 10. juni 2016

Fodboldstrik


Egentlig er jeg ikke så vild med fodbold. Jeg kender reglerne, for jeg så meget fodbold med min far som barn. Og jeg hepper vildt på min søn og hans hold, når de spiller (det gør de i morgen). Men normalt ser jeg ikke fodbold, hverken på tv eller på anden vis. Og dog...

Når der spilles EM eller VM slutrunde, bliver jeg alligevel lidt interesseret. Fordi det er sådan en fest!

I aften ser vi fodbold herhjemme. Vi hepper selvfølgelig på Frankrig, for manden er franskmand. Så vi er spændte!

Og jeg har fundet strik frem, som jeg kan strikke, imens jeg ser tv. Gæstehåndklæder i bomuld. De har ellers hvilet i et stykke tid, men dette er den perfekte lejlighed til at genoplive projektet. Så det gør jeg. Imens jeg hepper på Frankrig!

søndag den 24. april 2016

Jeg forsøger mig med tunesisk hækling


Tunesisk hækling har jo egentlig været det helt store i et godt stykke tid efterhånden. Jeg er dog endnu ikke hoppet med på bølgen, selv om jeg lige afprøvede teknikken på et tidspunkt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg ikke rigtig har kastet mig ud i det, for jeg synes, at strukturen er rigtig flot. Måske fordi det har været så 'trendy', at jeg er blevet helt på tværs? Sådan reagerer jeg så underligt nogle gange. 

Men forleden kom en sød kollega og spurgte, om jeg ville hækle et par røde grydelapper for hende. De skulle ikke være tuttenuttede eller retro. Jeg tænkte straks på vævehækling, som jeg tidligere har brugt til grydelapper. Det giver en flot struktur, men det tager ret lang tid i forhold til for eksempel stangmasker.

Og så var det, at jeg tænkte på tunesisk hækling, som jeg nu har givet mig i kast med. Men det tager også ret lang tid, synes jeg. Eller er det måske bare, fordi jeg ikke er så øvet endnu?

Hvad er din erfaring med tunesisk hækling? Går det langsomt?

mandag den 14. marts 2016

Har du strikket gæstehåndklæder?

Jeg prøvestrikker et gæstehåndklæde. Jeg er godt tilfreds med mønster (bruger det samme som på min sidste karklud) og med garn. Men jeg kan ikke beslutte mig for størrelsen.

Jeg tænkte oprindelig, at jeg ville strikke det i størrelsen på almindelige håndklæder, som man bruger til at tørre hænderne i (50x70 cm), da jeg synes, de såkaldte gæstehåndklæder er alt for små til at kunne bruges til noget fornuftigt. Men der ser ud til at gå virkelig meget garn til. Så jeg tænker, at mit håndklæde skal være lidt mindre. Måske 40x60 cm. 

Har du strikket gæstehåndklæder? Hvilken størrelse fungerer godt for dig?


søndag den 6. marts 2016

Natlig strikning

Jeg er på nattevagt. Alle praktiske opgaver er overstået. De mennesker, der brug for hjælp tidligt på natten, har fået hjælp. Nu satser jeg på halvanden times fred og ro til lidt computerarbejde, før morgentravlheden starter. Ind imellem tager jeg en strikkepause (karklud DIY # 1) og ser lidt ViaPlay.

Jeg håber, I alle må få noget søvn eller i det mindste en rolig nat derude. 


torsdag den 24. december 2015

Andet og tredje par


I aftes blev jeg færdig med sæsonens andet par strikkede strømper. De er til min søn, som tog dem på med det samme. Farven er en fin petroleumsblå, som ikke helt kommer til sin ret på billedet.

Igen er det helt rart, at når den første strømpe er færdig, så er den anden det også. De er nemlig strikket to-på-én pind. På traditionel vis oppefra og ned. Med kilehæl, tror jeg, det hedder. 

Jeg er begyndt på endnu et par. Til manden, i mørkegrå. Dem hygger jeg mig med i dag.


fredag den 2. oktober 2015

Karklude igen

Jeg er virkelig uinspireret for tiden. Der venter skam et par spændende projekter på mig. Og jeg har også et par stykker, som jeg gerne vil afslutte. Men jeg får hverken strikket eller hæklet noget, der kræver nogen som helst koncentration.


Jeg strikker karklude igen. Jeg købte et garn i Netto forleden, som indeholder 70% bambus og resten bomuld. Det er noget tykkere end det bomuldsgarn, jeg plejer at bruge til karklude. Men jeg købte det i tre yndlingsfarver, så jeg håber på et godt resultat. Bambus og bomuld skulle i hvert fald være godt til karklude. Det har jeg også tidligere erfaret. Men med tyndere garn.

mandag den 24. august 2015

Så trævler jeg op igen


Jeg har i et stykke tid strikket på en bluse til min datter. I aften fik hun så prøvet den på.

Hvor er det dejligt, når man strikker top-down, for så kan tøjet prøves på undervejs. Elsker det!

Nå, men det viste sig, at hun godt kunne tænke sig blusen løsere. Så jeg trævler op for at strikke den i en større størrelse efterfølgende.

Jeg havde svoret, at jeg ikke ville gøre det, og i stedet bruge blusen som gave. Men datteren var ret vild med blusen, og farven klæder hende så fint, så jeg har besluttet, at den alligevel skal være til hende. 

torsdag den 13. august 2015

Ventestrik


Nej, jeg mener ikke vendestrik men ventestrik. For det er det, jeg har gang i. Jeg strikker, imens jeg venter. På min 5-årige, som er startet i skole i denne uge og insisterer på at blive hentet kl. 14. Når jeg så dukker op, vil han gerne lege mere, for så er det SFO-tid, og han føler sig ikke mere så usikker, som når han bliver afleveret om morgenen.

I dag har jeg så taget strikketøj med, for jeg kan ligeså godt bruge ventetiden fornuftigt. Og jeg har masser af tid. For jeg har ferie, da jeg havde på fornemmelsen, at han ville få mere brug for en tålmodig mig her ved skolestart, end han havde i sommerferien.

Min store pige på 8 har kastet sig ud i starten af 3. klasse, ligesom hun gør med alt her i livet. For hende er det tilsyneladende nemt. Lillebror har brug for lidt mere tid og tryghed for at kunne vænne sig til noget nyt. Men når han føler sig tryg og på sikker grund, blomstrer han op igen. 

Jeg begyndte i aftes i Striklecafé i Bydelshuset på en bluse til datteren. Strikket oppefra og ned i bomuldsgarn med lidt glimmer.


søndag den 26. juli 2015

Jeg knytter

Efter nærmest udelukkende at have strikket og hæklet i lang tid, fik jeg i dag lyst til at brodere. Så jeg fandt brodergarn frem, før jeg kom i tanker om, at et broderi jo skal planlægges - i hvert fald en lille smule. 

Så jeg klippede nogle længder af garnet og gik i stedet i gang med at knytte. Jeg var rigtig god til at knytte armbånd i slutningen af 80'erne og lavede virkelig mange. Teknikken ligger tilsyneladende stadig i fingrene. Nu må vi se, om de også bliver ligeså pæne som dengang, eller om jeg lige skal øve mig lidt.


lørdag den 25. juli 2015

Dagens underholdning - strik og lydbøger


Efter en hård dag i går, hvor jeg var sengeliggende med migræne, har jeg i dag brug for en rolig hygge-og-slappe-af-dag.

Så er det godt, jeg har mit nemme strikketøj. En rundpind og et nøgle bomuldsgarn bliver til en karklud, imens jeg nyder Lars Keplers 'Stalker' som lydbog på Mofibo på telefonen. 

Og lige præcis Mofibo er jeg nødt til at anbefale til dig, der elsker bøger men måske har svært ved at finde tid til at læse.

Jeg downloadede appen, fordi jeg gerne ville høre lydbøger. Men i starten kunne jeg slet ikke vænne mig til at høre en anden stemme læse, end den jeg selv hører i mit hoved, når jeg læser. Så jeg loggede på for at opsige mit abonnement, men fik i stedet tilbud om en måneds gratis medlemskab. Det var vældig klogt af Mofibo, for jeg besluttede at give det en chance mere, og nu har de fået en ny kunde i mig. Faktisk har de fået to nye kunder, for min datter er også blevet vældig begejstret for lydbøger.

Lad mig lige for en god ordens skyld nævne, at jeg ikke bliver betalt for min anbefaling af Mofibo. Jeg deler bare min begejstring. Andre lignende tjenester er sikkert også underholdende.

Jeg er bare glad for, at jeg den sidste måneds tid har hørt flere Jo Nesbø og Lars Kepler bøger, imens jeg har kørt bil, vasket op, slappet af med strikketøj eller ligget og været ved at falde i søvn. Skønt! Og jeg har set meget mindre tv, end jeg plejer. Måske tiden så er inde til at opsige Netflix? Nej, det tror jeg dog, børnene ville blive vækdig kede af.

Nu står den så på strik og 'Stalker' i køkkenet, imens regnen siler ned udenfor, og jeg en gang imellem vender en pandekage.

God weekend til jer alle på trods af det sørgelige sommervejr!

onsdag den 1. juli 2015

Så kom sommeren!

Så kom sommeren endelig til Danmark! Jeg mærker det, ved at jeg har fået lyst til at sidde i haven og nyde solen, imens jeg laver håndarbejde i stedet for at sidde i sofaen.

Så i dag har jeg siddet og hæklet på et nyt projekt, imens jeg nød min iskaffe, og børnene legede i soppebassinet ved siden af.

En dejlig, doven dag, som skal afsluttes med en hyggelig aften til Striklecafé i Bydelshuset. Kom med, hvis du bor i nærheden!


onsdag den 24. juni 2015

Spar 35% på bomuldsgarn


Da det gode sommervejr endnu ikke er kommet er der stadig mulighed for at nå at strikke sommerens yndlingsbluse. Eller hækle skønne grydelapper og gæstehåndklæder til sommerhuset.

Jeg sørger altid for at have et godt lager af bomuldsgarn i forskellige farver. Så er der altid mulighed for at starte små projekter til at have med på farten. Hæklede eller strikkede ting til hjemmet er også gode som gaver. Lige for tiden strikker jeg karklude i perlestrik i forskellige farver - nogle til mit eget køkken og andre til at bruge som små hverdagsgaver.

Lige nu er Drops Supersale i gang hos Rito.dk.

Du kan spare minimum 34% på 7 forskellige bomuldskvaliteter.


Affiliate links i indlæg

tirsdag den 26. maj 2015

Migræne hækling

Jeg har desværre ligget i sengen med migræne hele dagen. Men nu letter det lidt. Jeg har fået hæklet endnu en firkant færdig og har hæftet ender på alle firkanter. Nu har jeg tilsammen 55 hæklede firkanter i sort, grå og lilla nuancer. Der er lang vej til et tæppe endnu, men det går da fremad.


mandag den 25. maj 2015

Tv-strik

Dejlig nem strik på rundpinden, imens jeg ser serier på Netflix. Karklud i perlestrik og en dejlig grøn farve.


fredag den 15. maj 2015

Sæsonen er startet!

Mange af jer er allerede gået i gang med at hækle og strikke udendørs i solskinnet. Af en eller anden grund er jeg ikke rigtig kommet i gang før nu.

Det blæser en smule, men solen har også været fremme. Og her sidder jeg på bænken og slapper af med at hækle firkanter efter arbejde, imens børnene leger ved siden af.

Om ikke så lang tid skal vi spise aftensmad, og så er det nok for koldt til at sætte mig udenfor og hækle bagefter - selv om børnene nok vil insistere på lidt mere udeleg, før de skal ind igen.


lørdag den 28. marts 2015

Begyndelsen på et nyt tæppe

Jeg er begyndt at hækle firkanter igen. De er så dejlig nemme at gå til. Og nemme at have med i tasken og hækle på, når der er et øjebliks pause.

Faktisk begyndte jeg at hækle ud af rester før jul. Nu har jeg 36 firkanter. Så det er jo ikke, fordi det er gået hurtigt indtil nu. Men det gør ikke noget. 

Jeg har hæklet i sort og i gråt, både ensfarvet og farveskiftende garn. Og så har jeg én firkant i grå og lilla nuancer. Indtil nu har jeg tænkt, at jeg ville bruge rester og eventuelt købe garn i netop sort, gråt og lilla i alle mulige nuancer. Men jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt jeg bare skal holde mig til sort og gråt. 

Tæppet bliver til slut hæklet sammen med fastmasker i sort garn. Ligesom tæppet, jeg hæklede til min søn for et godt stykke tid siden.


Dejlig doven lørdag

Jeg har arbejdet nat tidligere på ugen. Det har en tendens til at smadre min døgnrytme. Derfor er det ekstra dejligt med en friweekend, hvor jeg langsomt kan finde tilbage til normal døgnrytme samt få slappet godt og grundigt af (så godt som man nu kan det med to små børn!).

Jeg skulle intet i dag, ud over at rydde op, fylde opvaskemaskine og lidt småt arbejde på computeren. Der var flere ting, jeg kunne have givet mig i kast med. Men i stedet har jeg hæklet firkanter og hygget med mand og børn - og magasiner.

Sidstnævnte signalerer virkelig afslapning for mig. Jeg købte Hendes Verden og Sallys tidligere på ugen og skal til at læse lidt. Og så har jeg kigget i Kvinna, som er et færøsk magasin, som jeg abonnerer på.


søndag den 15. februar 2015

Hæklet vaskeklud


Jeg har hængt ud i sofaen det meste af dagen. Min søn er stadig rigtig sløj, og da jeg også er noget slap, har vi delt sofahjørnet. Han har sovet en del, og jeg havde endelig kræfter til at hækle lidt.

Jeg er i gang med en hæklet vaskeklud i vævehækling - tror jeg. For det kunne også være en lækker karklud. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt den er stor nok. Hvor stor bør en hæklet (eller strikket) karklud være efter din mening?

onsdag den 11. februar 2015

Gråt i gråt

Vi er alle fire syge herhjemme. Alle med feber. Elendigheden vil næsten ingen ende tage, børnene kan end ikke lege. Hvis vi ikke ligger i sengen, ligger vi i sofaen med Netflix eller DVD ad libitum.

Vi har taget dynerne med ind i sofaen, og nu hvor Panodiler og Treo virker, forsøger jeg mig med at strikke en karklud i perlestrik, som jeg begyndte på for nogle dage siden. Ja, det tager sin tid med den her sneglefart. Til gengæld elsker jeg strukturen i perlestrik.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...