Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag

lørdag den 2. juli 2016

Er gammelt projekt blev fundet frem


I går gik jeg på opdagelse i min bomuldsrestekurv. Der var spændende ting og sager. Blandt andet fandt jeg denne grønne slange frem, som jeg ikke har hæklet på i lang tid.

Den har ikke været glemt. Men den bliver kun hæklet af grønne rester, og der har ikke været så mange på det sidste.

Nu er jeg så i gang med at hækle slangen igen. Den bliver min fodboldhækling for i aften.

Sønnen er utålmodig, men jeg hækler altså i mit eget tempo. Et tempo, hvor jeg kan slappe af. Så det nytter ikke noget at jage med mig. ;)

lørdag den 11. juni 2016

Fodboldhækling


Jeg forsøger mig med hækling til fodbolden i aften. Hækling efter diagram kræver jo en smule koncentration. Men det gør ikke noget, for jeg hepper ikke rigtig på nogen i aften. Jeg sidder her bare for hyggens skyld.

fredag den 10. juni 2016

Filethækling - long time no see


Det er evigheder, siden jeg for alvor har hæklet andet end småtterier. Klude, oldemorfirkanter, vimpler, juletræer og lignende har jeg hæklet masser af, men beklædning...Jeg kan ikke huske sidste gang.

Jeg husker derimod, at da jeg gik i folkeskole (vi er tilbage i 80'erne), syntes jeg, filethækling var sjovt. Og jeg har i årenes løb haft mange tanker om at prøve det igen. Men jeg er aldrig rigtig kommet i gang.

Derfor var det fedt, at der i sidste uge i Sally's var en opskrift på en filethæklet kimono. Jeg købte garn i går og gik i gang, imens jeg sad i haven og nød solen. I går var der jo ikke for varmt, så jeg kunne sagtens lave andet end bare at ligge på langs eller at gemme mig i skyggen.

'Den udfordrende' står der ved opskriften. Og første udfordring bestod i, at finde ud af, at jeg faktisk IKKE skulle hækle, som der stod i begyndelsen af opskriften, men bare holde mig til diagrammet med det samme. Efter det er det faktisk gået glat. Jeg har hæklet flere rækker, så jeg er kommet meget længere end på billedet. Forhåbentlig kommer opskriften ikke til at forvirre mig yderligere. For selve hæklingen har faktisk ikke været svær. 

lørdag den 14. maj 2016

Jeg har hæklet grydelapper


Grydelapperne, som jeg har hæklet for en kollega, er blevet færdige. Det tog sin tid, men for et par dage siden nåede jeg målet. Og i går satte jeg snor i dem. Jeg har brugt en sort lædersnor. Egentlig ville jeg gerne have brugt en tykkere snor, men denne var, hvad jeg lå inde med, og jeg ville ikke køre ud og købe nyt, så jeg måtte nøjes. Det gode ved lædersnoren er, at den er nem at skifte ud eller bare tage ud, når grydelapperne skal vaskes. For det skal de vel på et eller andet tidspunkt. 

Grydelapperne er hæklet i tunesisk hækling. Jeg har hæklet fire ens kvadrater på cirka 25x25 cm (eller deromkring) og derefter hæklet dem sammen med fastmasker til to grydelapper med dobbelt lag. De er tykke og dejlige, og jeg er sikker på, at de nok skal sørge for, at man ikke brænder fingrene.

Garnet er almindeligt 8/4 bomuldsgarn fra Stoff & Stil. Der gik knap 3 nøgler til. Og jeg har brugt hæklenål til tunesisk hækling nr. 4,5. Heldigvis havde jeg fået et tip om, at til tunesisk hækling skal man bruge en nål, som er cirka 2 numre tykkere, end man ellers ville havde brugt. Dermed fik jeg købt den rigtige tykkelse i hæklenål med det samme.

Grydelapperne skal min søde kollega bruge til en gave til hendes veninde. Hun så den første grydelap, da jeg var færdig med den. Heldigvis kunne hun godkende den. 

Dette er mit første projekt i tunesisk hækling. Jeg er vild med strukturen i det hæklede. Men ligesom jeg tidligere har skrevet, er det en langsom fremgangsmåde for mig. Så jeg er i tvivl om jeg tør give mig i kast med de puder, som jeg havde tænkt at hækle til min søns værelse. 




søndag den 24. april 2016

Jeg forsøger mig med tunesisk hækling


Tunesisk hækling har jo egentlig været det helt store i et godt stykke tid efterhånden. Jeg er dog endnu ikke hoppet med på bølgen, selv om jeg lige afprøvede teknikken på et tidspunkt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg ikke rigtig har kastet mig ud i det, for jeg synes, at strukturen er rigtig flot. Måske fordi det har været så 'trendy', at jeg er blevet helt på tværs? Sådan reagerer jeg så underligt nogle gange. 

Men forleden kom en sød kollega og spurgte, om jeg ville hækle et par røde grydelapper for hende. De skulle ikke være tuttenuttede eller retro. Jeg tænkte straks på vævehækling, som jeg tidligere har brugt til grydelapper. Det giver en flot struktur, men det tager ret lang tid i forhold til for eksempel stangmasker.

Og så var det, at jeg tænkte på tunesisk hækling, som jeg nu har givet mig i kast med. Men det tager også ret lang tid, synes jeg. Eller er det måske bare, fordi jeg ikke er så øvet endnu?

Hvad er din erfaring med tunesisk hækling? Går det langsomt?

søndag den 18. oktober 2015

De seneste 9 - på Instagram


Jeg er ikke så vanvittig aktiv på Instagram for tiden, men en smule bliver der alligevel postet. 

Man kan se, hvad der bare fylder vores lørdage, og hvad der fylder min datters hoved til hverdag også. Ridning! Hun er nemlig begyndt at gå til ridning lørdag morgen. Så vi står tidligt op, og jeg har lært at strigle hest og rense hove, samt at sadle op og lignende. Datteren lærer først og fremmest at ride på Karmen – som vi alle er faldet pladask for.

De sidste uger har helt klart ikke været de store projekters tid. Jeg har hæklet lidt på et tæppe, jeg har gang i. Jeg har hæklet en telefontaske til datteren. Og jeg er blevet færdig med en grøn bluse i bomuld - med glimmer - til datteren.

Og så har vi haft en stand på Loppeforum. Jeg har solgt nogle småting, som jeg har hæklet. Desuden har vi ryddet op i lejligheden og har fået solgt en masse ting, som vi ikke længere havde brug for.

Efteråret er kommet, og børnene har været til Halloween hygge i Bydelshuset, hvor de lavede en græskarlygte. Den er de meget stolte af, og den står og (u)hygger med fyrfadslys i om aftenen. 

søndag den 11. oktober 2015

Hæklet telefontaske


Forleden fortalte min datter, at hun manglede en lille taske bare til sin telefon. Vi kiggede i et par butikker men fandt ikke den perfekte taske. Så jeg tilbød at hækle én til brug, indtil hun fandt den perfekte taske i en butik. Datteren valgte selv farver i reolen med bomuldsgarn. Og hun blev så glad for den færdige taske, at hun ikke synes, vi behøver købe én. 

Jeg har brugt almindeligt bomuldsgarn fra Søstrene Grene i to forskellige farver. Tilsammen brugte jeg mindre end 50 gram garn.

Ingen opskrift. Jeg hæklede bare derudaf i vævehækling. Et rektangel, som blev foldet til en lomme og hæklet sammen i bunden og siden. Tasken bæres på skrå med en lang rem, som er hæklet i fastmasker.

Hurtigt og nemt. Nogle små skønhedsfejl, som jeg ville rette, hvis jeg skulle hækle en lignende taske til gave eller salg. Men et ganske brugbart resultat. Og en glad datter.


torsdag den 8. oktober 2015

Bordskåner i Zpagetti


For et stykke tid siden sad jeg med nogle rester i Zpagetti garn og tænkte, at det var da dumt bare at have dem liggende. De måtte kunne bruges til noget ligesom alle andre garnrester.

Så jeg slog op på hæklenålen og hæklede uden at tænke så meget over det en blomst efter egen opskrift.

Det slog mig, at den kunne sagtens bruges som bordskåner. Og sådan blev det.

Jeg hæklede flere bordskånere. Det viste sig imidlertid, at de mest vellykkede var dem, som var hæklet af det tykkeste garn. Tykkelsen på  Zpagetti-garnet varierer nemlig.

Nu er nogle af bordskånerne blevet pakket ind og gjort klar til salg. De bliver ikke ret dyre. Så må vi se, om nogen vil købe.

torsdag den 17. september 2015

Jeg sælger blomster!


Jeg har i et stykke tid haft en bunke hæklede blomster liggende. Jeg har hygget mig med at hækle dem af garnrester, og jeg har glædet mig over alle farverne.

Nogle af blomsterne har jeg også brugt til forskellige projekter. Men jeg må nok indse, at jeg aldrig får brugt dem alle sammen.

Derfor har jeg i dag lavet små poser med tre hæklede blomster i hver. De skal sælges på min stand på Loppeforum.

Nu er spørgsmålet bare, hvad jeg skal tage for dem?

søndag den 23. august 2015

Hæklet abekat


Vi fandt denne lille hæklede abe i den lokale genbrugsbutik for et stykke tid siden. Jeg ved ikke, hvem der har lavet den, eller om den er fra Danmark eller udlandet. Men jeg må beundre de fine masker og små sting, hvormed den er syet sammen og dekoreret. Jeg havde ikke den krævede tålmodighed. Nu er aben min søns yndlings nøglering (han er vild med aber!) sammen med LEGO Darth Vader med lys i fødderne. 

mandag den 10. august 2015

Tunesisk hækling


Det er alle vegne for tiden - i magasiner, på blogs og på Facebook: tunesisk hækling. Nu har jeg også lært det, og det er nemt!

Jeg var færdig med et mindre hækleprojekt i aftes og sad dér med garn og hæklenål, og så lå der et magasin på bordet foran mig, hvor forsiden nævnte noget om tunesisk hækling. 

Jeg kastede mig ud i det, og det tog ikke mange forsøg, før jeg syntes, jeg havde styr på det. Tilbage er selvfølgelig at lære at bruge teknikken i et rigtigt projekt. Men så skal jeg have fat i noget ordentligt grej. Som det er nu, har jeg kun almindelige hæklenåle, og de er for små. 

Jeg synes, strukturen i tunesisk hækling er rigtig fed, især på retsiden. Og jeg kunne godt tænke mig at lave noget mere. Dog lagde jeg mærke til, at strukturen blev meget tæt, og jeg kunne godt have brugt en hæklenål, som er lidt tykkere, end jeg ellers ville bruge til det garn.

Nu skal jeg så finde ud af, hvad jeg skal hækle. Jeg har set mange fede puder i tunesisk hækling. Og vi kunne godt trænge til nogle nye puder i sofaen. Måske...

onsdag den 1. juli 2015

Så kom sommeren!

Så kom sommeren endelig til Danmark! Jeg mærker det, ved at jeg har fået lyst til at sidde i haven og nyde solen, imens jeg laver håndarbejde i stedet for at sidde i sofaen.

Så i dag har jeg siddet og hæklet på et nyt projekt, imens jeg nød min iskaffe, og børnene legede i soppebassinet ved siden af.

En dejlig, doven dag, som skal afsluttes med en hyggelig aften til Striklecafé i Bydelshuset. Kom med, hvis du bor i nærheden!


tirsdag den 26. maj 2015

Migræne hækling

Jeg har desværre ligget i sengen med migræne hele dagen. Men nu letter det lidt. Jeg har fået hæklet endnu en firkant færdig og har hæftet ender på alle firkanter. Nu har jeg tilsammen 55 hæklede firkanter i sort, grå og lilla nuancer. Der er lang vej til et tæppe endnu, men det går da fremad.


fredag den 15. maj 2015

Sæsonen er startet!

Mange af jer er allerede gået i gang med at hækle og strikke udendørs i solskinnet. Af en eller anden grund er jeg ikke rigtig kommet i gang før nu.

Det blæser en smule, men solen har også været fremme. Og her sidder jeg på bænken og slapper af med at hækle firkanter efter arbejde, imens børnene leger ved siden af.

Om ikke så lang tid skal vi spise aftensmad, og så er det nok for koldt til at sætte mig udenfor og hækle bagefter - selv om børnene nok vil insistere på lidt mere udeleg, før de skal ind igen.


lørdag den 28. marts 2015

Begyndelsen på et nyt tæppe

Jeg er begyndt at hækle firkanter igen. De er så dejlig nemme at gå til. Og nemme at have med i tasken og hækle på, når der er et øjebliks pause.

Faktisk begyndte jeg at hækle ud af rester før jul. Nu har jeg 36 firkanter. Så det er jo ikke, fordi det er gået hurtigt indtil nu. Men det gør ikke noget. 

Jeg har hæklet i sort og i gråt, både ensfarvet og farveskiftende garn. Og så har jeg én firkant i grå og lilla nuancer. Indtil nu har jeg tænkt, at jeg ville bruge rester og eventuelt købe garn i netop sort, gråt og lilla i alle mulige nuancer. Men jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt jeg bare skal holde mig til sort og gråt. 

Tæppet bliver til slut hæklet sammen med fastmasker i sort garn. Ligesom tæppet, jeg hæklede til min søn for et godt stykke tid siden.


Dejlig doven lørdag

Jeg har arbejdet nat tidligere på ugen. Det har en tendens til at smadre min døgnrytme. Derfor er det ekstra dejligt med en friweekend, hvor jeg langsomt kan finde tilbage til normal døgnrytme samt få slappet godt og grundigt af (så godt som man nu kan det med to små børn!).

Jeg skulle intet i dag, ud over at rydde op, fylde opvaskemaskine og lidt småt arbejde på computeren. Der var flere ting, jeg kunne have givet mig i kast med. Men i stedet har jeg hæklet firkanter og hygget med mand og børn - og magasiner.

Sidstnævnte signalerer virkelig afslapning for mig. Jeg købte Hendes Verden og Sallys tidligere på ugen og skal til at læse lidt. Og så har jeg kigget i Kvinna, som er et færøsk magasin, som jeg abonnerer på.


onsdag den 11. marts 2015

Færdige småting

Jeg er ved at gøre diverse hæklede og strikkede ting og sager klar til salg. De har egentlig ligget klar i lager et stykke tid. Men i går fik jeg taget billeder, og jeg er ved at redigere. Samt planlægge. Jeg elsker at kigge på disse små, farvestrålende stakke af ting, jeg har lavet.

Tre hæklede vimpelranker

Strikkede karklude

Strikkede skóleistar (futter)

mandag den 9. marts 2015

Sæber med betræk


For et stykke tid siden (allerede før jul), besluttede jeg at afprøve en idé, som jeg for lang tid siden så på nettet. Det er så lang tid siden, at jeg ikke kan huske, hvor jeg så den. Uanset, så har jeg ikke brugt nogen opskrift eller DIY. Jeg har bare prøvet mig frem selv i et mønster, som jeg selv har valgt.

Jeg har købt nogle sæber fra Søstrene Grene. Dem ville jeg gerne bruge som små gaver til en bekendt. Jeg tænker, at de også vil kunne bruges som værtindegaver og lignende.

Jeg har hæklet et betræk til hver sæbe. Nærmest en vante, dog uden fingre. Det er meningen, at betrækket skal bruges som en vaskeklud. Man tager sæben med i bad, med det hæklede betræk ud over, og vasker sig. Da betrækket er hæklet i 100% bomuld, kan det sagtens tåle at blive vasket i maskin efter brug.

Jeg har hæklet rundt i vævehækling. Jeg blev så vild med bagsiden af arbejdet, at jeg besluttede at vende vrangen ud på betrækket. Da jeg har prøvet mig frem, er begge betræk ikke helt ens. Jeg er mest tilfreds med nummer to. Men sådan vil det jo ofte være, når man prøver sig frem med en idé. Det bliver ofte bedre og bedre for hver gang, man prøver.

Er der stemning for en nem DIY? Så vil jeg da gerne lave én.




søndag den 15. februar 2015

Hæklet vaskeklud


Jeg har hængt ud i sofaen det meste af dagen. Min søn er stadig rigtig sløj, og da jeg også er noget slap, har vi delt sofahjørnet. Han har sovet en del, og jeg havde endelig kræfter til at hækle lidt.

Jeg er i gang med en hæklet vaskeklud i vævehækling - tror jeg. For det kunne også være en lækker karklud. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt den er stor nok. Hvor stor bør en hæklet (eller strikket) karklud være efter din mening?

søndag den 1. februar 2015

Hækledag

Jeg er syg og derfor hjemme fra arbejde. Jeg har sovet en hel del, da kræfterne har manglet. Og ellers har jeg en stor del af tiden opholdt mig i sofahjørnet, hvor jeg har siddet og hæklet. Vimpler og juletræer har jeg haft gang i som sædvanlig, men også nogle vaskeklude. Solskinnet i dag giver tro på, at jeg snart kan komme på højkant igen. 


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...