Det føltes nærmest som at være INDSAT, da jeg var nødt til at tilbringe over et døgn på Kirurgisk Børneafsnit på Aarhus Universitetshospital helt uden at strikke eller hækle. Men jeg overlevede. Og det gjorde min datter også. Og det handlede jo om hende, så det var lige meget, at jeg glemte at bede manden komme med noget strikketøj, da han hentede vores tandbørster og skiftetøj.
Datteren faldt fredag ned fra et højt legetårn i skolegården. Dette resulterede i, at begge knogler i underarmen brækkede, tæt på håndleddet. Hun kom i fuld narkose for at få det ordnet, og de var nødt til at sætte noget metal ind for at stabilisere knoglerne. Det var en hård omgang, men nu er humøret godt igen. Vi kom hjem for et døgn siden, og hun har allerede været til en fødselsdagsfest samt har vist gipsen frem til de fleste af veninderne.
Nu mener jeg så, at ud over legetøj og læsestof, måtte man godt sørge for lidt strikkepinde og garn på alle hospitalsafdelinger og venteværelser. Vi er nogle, der tackler forskrækkelser, bekymringer og ventetid langt bedre, når vi kan holde vores hænder beskæftiget med noget fornuftigt. For eksempel kunne man lægge en simpel opskrift frem til en strikket firkant samt passende garn og pinde, og så kunne alle vi bekymrede strikke tæpper til velgørenhed på den måde. Så kom der da noget ud af al den ventetid.
Ét sted har jeg oplevet, at der på denne måde var tænkt på de strikkede, som uheldigvis ikke havde deres eget strik med. Det var på det færøske patienthotel tilknyttet Rigshospitalet, som jeg besøgte sidste år. De fleste færøske kvinder sætter nemlig pris på at få mulighed for at slå nogle masker op og skabe noget nyttigt og smukt. Foruden at dulme nerverne med de gentagne bevægelser og tankerne på opskriften.