mandag den 14. juli 2014

Gamle håndarbejdsbøger

Jeg var et hurtigt smut forbi et lille lokalt bagagerumsmarked, før jeg tog på sommerferie. Jeg fandt disse gamle bøger og hæfter til en 10'er. Sælger var glad for, at de kom til et hjem, hvor de bliver brugt. Og jeg glæder mig til at bruge dem. Jeg holder altid øjnene åbne for lignende bøger, da jeg synes, de er vældig inspirerede og underholdende.


Og i tråd med mit sidste indlæg om færøske mønstre, er det passende her at vise et par billeder fra hæftet med hønsestrik. Jeg glæder mig til at læse mere - og til at strikke mønstrene.




søndag den 13. juli 2014

Føroysk Bindingarmynstur

Forleden aften snakkede jeg om, at jeg i lang tid har ønsket mig den færøske strikkebog Føroysk Bindingarmynstur, hvorpå min mor fluks rejste sig fra sofaen, gik over til reolen og hentede en bog, og gav den til mig. Jeg anede ikke, at hun havde bogen. Oprindelig var den heller ikke hendes. Den tilhørte min farmor, som døde sidste år. Nu er bogen min. Tusind tak!


Bogen ser ikke ud af meget udenpå, men indeni er en samling traditionelle færøske strikkemønstre til tofarvet strik. Nogle af mønstrene er illustreret i farver, andre i sort/hvid. Jeg genkender mange af mønstrene fra flotte trøjer og andet strik, som jeg har set på Færøerne.




Min udgave af bogen er fra 1986. Den er fjerde udgave. Jeg mener, der er kommet flere udgaver siden denne. Bogen er vældig populær blandt strikkende færinge. Og jeg kan sagtens anbefale den til andre også. Selv glæder jeg mig til at blive inspireret af bogen. Det klør i fingrene efter at gå i gang med noget farvet mønsterstrik.

torsdag den 10. juli 2014

To små hæklede kurve


Jeg rejste til Færøerne uden håndarbejde i bagagen!

Jeg ved, nogle strikkere/hæklere vil få åndenød ved tanken om at bevæge sig alt for langt hjemmefra uden et håndarbejde i tasken.

Men da jeg rejser med to små børn, får jeg alligevel ikke strikket eller hæklet på rejsen. Og desuden ved jeg, at min mor - som vi besøger - har et pænt stort garnlager, så jeg turde godt rejse uden eget garn.

Hun fandt noget gammelt bomuldsgarn frem i en fin gul/hvid meleret farve: Harlekin fra Marks & Kattens. Jeg hæklede med dobbelt tråd og nål nr. 3,5. Der gik næsten et nøgle til hver lille kurv.

Jeg efterlader kurvene på Færøerne og tænker, at de kan bruges i badeværelset. Eller min mor kan forære eller sælge dem videre.



søndag den 6. juli 2014

Himmel på jord

Disse skønne omgivelser har jeg nydt med familien i dag. Vi er på Færøerne. Og da vejret var skønt, tog vi børnene på stranden. De badede og nød det. Jeg sad i solen og nød at se dem lege. Jeg blev endda solbrændt. Dejlig dag på stranden i den lille bygd Sandavágur, hvor jeg voksede op.







fredag den 4. juli 2014

Hvordan vælger man?

I dag stod jeg foran denne reol med Navia garn. Jeg havde tænkt mig at købe nogle nøgler for måske at strikke en tunika til datteren. Men hvordan vælger man farve, når der er så mange flotte at vælge imellem? Jeg gik hjem tomhændet.

Nu må jeg så tænke nogle tanker om farver, før jeg står foran reolen næste gang. For jeg har besluttet, at jeg SKAL købe noget Navia.


Faste læsere har måske undret sig over, at jeg ikke har blogget i længere tid. Bare rolig, der er intet i vejen. Jeg har bare haft tankerne - og hænderne - andre steder. Jeg har dog strikket, hæklet og bagt som sædvanlig. Og jeg regner med at være mere aktiv på bloggen igen fra nu af. Tak, fordi I stadig læser med. 

tirsdag den 3. juni 2014

Festlige earpods fra Soundpod.dk

Sponsoreret indlæg - Annonce

Her i huset bruger vi flittigt vores bærbare enheder som telefoner og computere. Datteren hører gerne musik på sin telefon, jeg hører radio på min, og manden sidder gerne sammen med os andre, når han ser noget på YouTube, og for at undgå at forstyrre, bruger han earpods. Det gør vi alle, både herhjemme og på farten. Og så er der jo også de tidspunkter, hvor man vil have hænderne fri, selv om man snakker i telefonen.

Soundpod.dk sælger de fedeste earpods med mikrofon og lydregulering til en pris, hvor alle kan være med. Til kr. 29,50 har man endda mulighed for at skifte efter humør. Og det er der rig mulighed for, da de i øjeblikket tilbyder 24 forskellige designs. Der er earpods i alle mulige farver og mønstre. Mine fire favoritter ser du her. Jeg er helt klart til dyreprints og metallic. Men de tilbyder også blomsterprints og pangfarver. Hvilke er dine favoritter?
Guld

Panther

Sølv

Zebra
Hos Soundpod.dk foregår betalingen hurtigt via MobilePay, Swipp eller Paypal. Med sidstnævnte kan man betale med betalingskort, selv om man ikke har sin egen Paypal konto. Og det er ligeså sikkert som at betale med dankort. 

lørdag den 31. maj 2014

Hæklet gulvtæppe til min datter


Sidste sommer købte jeg i Yarnfreak i Århus Zpagetti-garn til et tæppe til min datter. Hun valgte selv farverne. Garnet har ligget indtil for nylig, hvor jeg endelig tog mig sammen og begyndte at hækle. Så tog det da også kun tre dage at få tæppet færdigt. For det går hurtigt med Zpagetti-garn!

Jeg har hæklet rundt i stangmasker, uden nogen opskrift. For at hækle rundt, det kan jeg efterhånden. Jeg har varieret udtagningerne, så tæppet blev rundt og ikke 12-kantet, som det ellers kan blive. Til sidst hæklede jeg en kant i krebsemasker, inspireret af Yarnfreak. Jeg synes, den sætter prikken over i'et, så jeg er glad for at jeg besluttede, at hækle kanten. Til gengæld fortryder jeg lidt, at jeg ikke hæklede en omgang mere med lilla i midten. Men nu får tæppet lov til at være, som det er. Datteren er glad for at have det på gulvet i sit værelse, og det er det vigtigste.

Tæppet vejer knap 1700 gram og måler ca. 80 cm i diameter. Jeg har hæklet med hæklenål nr. 12. Jeg startede med tre store nøgler Zpagetti, og jeg hæklede indtil der ikke var nok gul tilbage til en hel omgang, hvorefter jeg tilføjede kanten i lilla. Min datter valgte gul og orange, og jeg tilføjede lille (som jeg havde som rest fra et andet tæppe) for at få tæppet lidt større. Det er nok farverne på det nederste billede, der svarer bedst overens med virkeligheden.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...