onsdag den 21. maj 2014

Etiketter til mine kreationer

For nylig bestilte jeg stofetiketter til at sætte på mit håndarbejde. Jeg giver en del ting væk og har på det sidste også lavet ting til salg, så jeg tænkte, det ville være en god idé at sætte etiketter på. Så ved folk, hvor de skal henvende sig, hvis de vil have mere.

Etiketterne er fra Ikast-Etiket, og de er så fine. Jeg er ikke helt tilfreds med teksten, som jeg bestilte. Men det kan jeg lave om på næste gang. Nu skal jeg i gang med at sy etiketterne på nogle hæklerier.


Dette indlæg er IKKE sponsoreret. Jeg udtrykker bare min begejstring for produktet, som er nyt for mig. 

tirsdag den 20. maj 2014

Færøsk garn

Jeg skammer mig lidt over at indrømme det, men jeg har faktisk ikke mange erfaringer med at strikke i færøsk garn. Én forklaring er selvfølgelig, at jeg ikke har boet på Færøerne i 20 år. Men jeg har jo besøgt øerne hvert år, siden jeg flyttede til Danmark, så jeg har haft muligheden for at købe færøsk garn. Det er bare ikke noget, jeg har tænkt så meget på, når jeg har været på ferie.

Men faktum er, at der findes lækkert uldgarn i de smukkeste farver på Færøerne. Og for nylig har jeg været så heldig at få noget af det tilsendt med posten i pakker fra hemmelige venner, da jeg er medlem af et par færøske grupper på Facebook, hvor man udveksler gaver.

Jeg har fået tilsendt garn både fra Snældan og Navia i de flotteste farver. Jeg er meget taknemmelig. Nu skal jeg bare finde ud af, hvad garnet skal bruges til. Se disse fine farver!


Jeg ved, at flere at jer læsere er glade for færøsk garn. Er du én af dem? Hvilket færøsk garn er din favorit og hvorfor?

mandag den 19. maj 2014

Hvad hækler du?

Hvis du spørger mig, kan der slet ikke være tvivl om, hvad jeg er ved at hækle. Men det er åbenbart ikke tydeligt for alle andre. Jeg har hørt mange sjove gæt. Hvad tror du, det er?

En dejlig, smuk aften nydes ude på bænken med min aftenkaffe, imens børnene leger med deres venner. Skønt!


torsdag den 8. maj 2014

Nye hæklede vimpelranker

Som jeg tidligere har skrevet, går jeg en gang imellem i produktionsmodus. Blandt andre ting hækler jeg vimpelranker, og jeg har lige samlet tre i forskellige farvekombinationer. Disse skal sælges. Nu er spørgsmålet så, hvordan de skal prissættes...


tirsdag den 6. maj 2014

Hæklet ærmekant

Lad mig sige med det samme, at jeg ikke skriver om dette projekt for at fremvise et flot resultat. Alligevel var projektet en succes, fordi jeg lærte en del, så jeg helt sikkert opnår et flottere resultat næste gang. Processen var fed!

Forleden aften foldede jeg vasketøj og fandt, at min datter havde fået ødelagt ærmekanten på en af sine bluser. Da det ikke var en yndlingsbluse (hun synes, hun er blevet for stor til Hello Kitty), turde jeg godt klippe kanterne af begge ærmer og forsøge at hækle en ny kant på.

Jeg brugte min 'sharp crochet hook' og dobbelt tråd af virkelig tyndt merceriseret bomuld 12. Jeg hæklede en omgang fastmasker direkte i stoffet og en helt enkel omgang med luftmasker og fastmasker ovenpå. Resultatet blev nogenlunde. Og jeg fik øvet mig lidt i brugen af hæklenålen samt fik afprøvet, hvor stort mellemrum, der skal være imellem hullerne, og hvor fast, der skal hækles. Og nu tør jeg godt kaste mig ud i noget lignende en anden gang. 



fredag den 25. april 2014

Jeg er nu Ravelry designer!

Ja, jeg siger det med lidt selvironi. Men i dag har jeg endelig fået gjort en af mine DIYs tilgængelig til download som pdf-fil på Ravelry.com. Det føles lidt stort. Det drejer sig om det stribede tæppe med restegarn, som jo er en helt enkel opskrift, men som får en del hits fra Ravelry, og som jeg også har fået nogle henvendelser omkring. Spørgsmålet har været, hvornår min DIY ville være tilgængelig på engelsk.

Gå til siden på Ravelry.com ved at klikke her.


Oversættelsen er tilgængelig nu med hjælp fra den yderst hjælpsomme bossa, som bare sprang til og hjalp mig med oversættelsen, med det samme som jeg spurgte. Tusind tak for hjælpen! Besøg også hendes blog med fantastisk strik: Log Home Living og Strikkedilla. Hun skriver på norsk.

torsdag den 24. april 2014

Det vrimler med vimpler

55 vimpler har jeg hæklet indtil videre. Kun fire af dem mangler at få hæftet ender. Jeg er godt på vej i min masseproduktion og snart klar til at begynde at samle i vimpelranker. Men det er gået op for mig, at jeg ikke har hæklet nogle røde vimpler.

Faktisk har jeg kun to nøgler rødt bomuldsgarn, som jeg havde tænkt mig at bruge til noget andet. Det kan være, jeg bliver nødt til at shoppe lidt. Det er dejligt, men det kan også være lidt farligt, for garn har det med at falde ned i min indkøbskurv, uden at jeg har planlagt det.

Hvordan har du det med at shoppe garn? Kommer du også nemt til at købe mere, end du havde planlagt? Eller køber du måske kun til dine planlagte projekter?

 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...