onsdag den 12. februar 2014

Ny hæklet rund pude

I aftes blev jeg færdig med en rund hæklet pude til min datter. Hun tog den med i seng og har haft den til at pynte i værelset i dag. Men nu har hun en veninde på besøg, så jeg har taget puden ind i stuen for at tage billeder. Der er et lidt sjovt lys på billederne, da jeg gerne ville give nogen af dagens solstråler lov til at være med på billederne.



Puden er hæklet i 100% bomuld 8/4 og med hæklenål nr. 2,5. Til at begynde med brugte jeg rester fra det hæklede tæppe, som jeg gav min datter for ikke så længe siden, og som består af én stor oldemorfirkant.

Jeg valgte garn nogenlunde tilfældigt og skiftede for hver omgang. Jeg hæklede lige mange omgange til hver af pudens sider, indtil der ikke længere var nok af hver enkelt farve til en omgang. Derefter brugte jeg to nøgler pink bomuldsgarn fra Søstrene Grene for at gøre puden færdig. Tilsammen har jeg brugt omkring fire nøgler garn. 

Puden er hæklet rundt i stangmasker med tolv udtagninger på hver omgang, 27 omgange i alt (jeg startede med en magisk ring). Rækkefølgen af farverne er forskellig på hver side. Til sidst har jeg hæklet sammen med fastmasker.

Monteringspuden er en rund pude med dun/fjer, som jeg i tidernes morgen købte hos Stof2000 for ikke ret mange penge.

Jeg er ret godt tilfreds med resultatet, da jeg synes, jeg efterhånden er ved at blive god til at hækle rundt - og gøre det pænt. Datteren er også glad for puden.



tirsdag den 11. februar 2014

Til mig selv! - Strømper med små snoninger


Så blev strømperne til mig selv færdige. Faktisk blev de færdige i forgårs om aftenen, imens jeg sad i sofaen og så noget på Netflix. Dejligt afslappende. Jeg har prøvet dem på, og de er dejlige og passer helt perfekt. Så det lykkedes mig da at forkæle mig selv med noget denne Til mig selv! måned. Forhåbentlig får jeg i det mindste gang i endnu mere til mig selv, inden måneden er omme.

Jeg har brugt dejligt strømpegarn fra Stof & Stil. Det er ret blødt af strømpegarn at være, og jeg er vild med farverne. Garnet hedder Wool Blend og består af den sædvandlige blanding af uld og nylon, som sædvanligvis bruges til strømpegarn. Jeg brugte kun lige over et nøgle og har næsten et helt tilbage til fremtidige projekter, da jeg altid køber to nøgler af hver farve strømpegarn.

Strømperne er i størrelse 40/41, og skaftet er ikke ret langt, dog langt nok til at komme godt op over anklen. Og de varmer dejligt.

De små snoninger giver lige en fin effekt, synes jeg. Mønsteret er nemt at strikke. Faktisk er det nærmest som at strikke 2 ret og 2 vrang hele strømpen igennem. På hver fjerde omgang snos de rette masker mod venstre. Der er ikke brug for hjælpepinde, for når man snor med bare to masker, kan man lave 'snydesnoninger'. Man strikker først den anden maske ret bagved og så den første maske som normalt, og først derefter tager man begge masker af pinden til venstre. I starten er det lidt besværligt, men man lærer hurtigt teknikken, og så tager det ikke ret lang tid, når man har øvet sig lidt.



lørdag den 8. februar 2014

Til mig selv! - Strømper med små snoninger på vej

Endelig er jeg gået i gang med at lave noget til mig selv, som det jo var planen her i februar. Hvis du vil læse mere om, hvad andre bloggere laver til sig selv denne måned, så kig på bloggene på listen, som du finder på Krea Krumspring.

Jeg strikkede et par enkle strømper med tynde snoninger til en veninde en julegave. Jeg var selv ret vild med dem, så nu har jeg fundet tøsefarvet strømpegarn frem og er gået i gang med et par til mig selv (!).

Jeg har været på arbejde hele aftenen og skal nu overnatte i rådighedsrummet. Jeg må gerne sove, men skal være parat, hvis der bliver brug for mig. Jeg kan bare ikke falde i søvn med det samme, så jeg bruger lige et par timer på at strikke foran fjernsynet.


torsdag den 6. februar 2014

Flere skóleistar til min datter

I aftes blev jeg færdig med dette par skóleistar til vores datter på 7 år. Hun er ikke vokset ud af det sidste par, som jeg strikkede, men hun ønskede sig et ekstra par.

Disse blev lige en lille bitte smule for store, men de kan bruges alligevel. Garnet er et gammelt nøgle Bumbo Strømpegarn fra lageret. Og farverne er lige noget for hende: rød, gul og guldglimmer.

Som altid har jeg brugt min egen opskrift, som er tilgængelig her på bloggen, og har tilpasset størrelsen til modtagerens fod.


onsdag den 5. februar 2014

Flere skóleistar på vej

Når jeg har været på arbejde om aftenen, kan jeg ikke falde i søvn med det samme, som jeg kommer hjem. Og så kan det være godt med noget let underholdning og nem strik.

I aften smed jeg mig i sofaen, tændte for en krimi på Netflix og slog masker op til endnu et par skóleistar til min datter. Hun kom nemlig og bestilte endnu et par, da jeg for nylig strikkede et par til hendes bror.

Halvanden skóleist nåede jeg, før jeg besluttede at stoppe. Garnet er strømpegarn med guldglimmer. Jeg har kun et nøgle tilbage af det, så det passer fint til et par skóleistar i børnestørrelse.


tirsdag den 4. februar 2014

Hvordan blogger du på farten? - iPhone App - Blogger

Forleden skrev jeg et lille indlæg om at strikke og blogge i bussen. Jeg blogger faktisk ret ofte på farten, og af nogle af  kommentarerne fremgik det, at det er der også andre, der gør. Men hvordan blogger du på farten?

Jeg bruger en app til min iPhone, som hedder Blogger. Den er selvfølgelig til blogspot blogs, og så vidt jeg husker, er den gratis at downloade. Jeg har i lang tid tænkt, at det gør de fleste nok. Men så gik det op for mig, at der også er andre måder at gøre det på, bl.a. via mail. Ikke fordi jeg har prøvet det.


Appen er i hvert fald nem og hurtig, og den har de basale funktioner, som man har brug for. Man kan så gå ind senere på computeren og rette endnu mere til, hvis indlægget ikke ser helt rigtigt ud. Man bruger billeder direkte fra telefonen og slipper dermed for at overføre.




Hvis man så alligevel vil oprette et indlæg fra computeren med billeder fra telefonen, kan man lægge billederne ind i et indlæg via Blogger appen og gemme som kladde, og så er de med det samme tilgængelige på nettet. Ikke noget bøvl med at gemme på computer og finde frem igen.




En svaghed ved appen er, at man ikke kan programmere udgivelsen af indlæg til et bestemt tidspunkt. Men dette kan man arbejde nogenlunde udenom ved at oprette indlægget som kladde og så - ved brug af få klik - at udgive det på et senere tidspunkt.




mandag den 3. februar 2014

Lutter lækre labels

Jeg har været et smut fordi Søstrene Grene i arbejdsøjemed *heldige mig*. Jeg gik lidt amok i deres pastelfarvede klistermærker. Kan dog se, at jeg er kommet til at tage guld i stedet for sølv af de større cirkler.

Jeg købte også garn og fortryder allerede, at jeg ikke tog mere af den ene farve. Så jeg må vel besøge Søstrene snart igen...


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...