mandag den 20. januar 2014

Årets første par strømper

Årets første par strømper går til min mand. Jeg blev færdig med dem i aftes, og de er hverken vasket eller brugt endnu. Så de ligger her i al deres ubrugte krøllethed. Men her er de så. Strikket på samme måde som dem, jeg gav ham til jul og i samme garn (Bumbo strømpegarn fra Bilka). Bare i en gråbrun nuance, som måske ikke helt fremgår af billedet, hvor strømperne til jul var lysegrå.

Men hedder det i virkeligheden sokker, når de er til en mand? En gang imellem er jeg altså en sprogspasser, og andre gange føler jeg mig helt skråsikker.


Jeg elsker selv at bruge strikkede strømper, og jeg oplever også, at folk bliver rigtig glade, når jeg giver dem strikkede strømper. Og det er enormt tilfredsstillende, når et nyt par er klar til at blive taget i brug. Men de er godt nok keeeedelige at strikke. Det går ikke ret hurtigt i det tynde garn, som jeg gerne vil bruge, og så skal man endda strikke to af dem! Derfor har jeg besluttet, at jeg fremover skal til at være lidt mere eventyrlysten i min strømpestrikning og afprøve nye mønstre og farver.

Indtil videre har det hjulpet lidt på kedsomheden at strikke med rundpind og 'magic loop' fremfor på strømpepinde. Og det hjælper med farveskiftende garn frem for ensfarvet.

Har du nogle gode fif til strømpestrikning? Nyder du at strikke strømper eller finder du det ligeså kedsommeligt som jeg gør?

søndag den 19. januar 2014

Ny opslagstavle med washi-tape


For et stykke tid siden købte jeg en helt almindelig opslagstavle af kork med træramme i den lokale genbrugsbutik. Det er vist en model, der stammer fra IKEA, men nu fik jeg den endnu billigere og i perfekt stand - faktisk var den stadig indpakket. Den er bare kedelig (!), især når den nu skal bruges i min 7-årige datters værelse.

Jeg havde tænkt mig at male tavlen, men nu var den allerede blevet taget i brug af datteren, så det trak ud. I går hjalp jeg hende med at rydde op på hendes skrivebord, og så fik jeg lige den idé, at jeg kunne prøve at dekorere tavlen med washi-tape. Og det viste sig at være en succes.

Jeg brugte en washi-tape, som jeg har købt i Bilka. Den er smal og føles en smule mere plastik-agtig, end washi-tape normalt gør. Men til dette formål var den perfekt. Og min datter er glad for mønsteret og farverne, som passer godt til hendes værelse.


Først tog vi tavlen ned og fjernede alt rod på den. Og så var det bare at gå i gang med at tape og klippe lidt til i hjørnerne. Det tog sådan cirka 2-3 minutter, før det hele var på plads igen! Datteren er glad for resultatet, så det er jeg også.





Imens jeg ryddede op på skrivebordet, indrettede datteren et lille soveværelse til sine build-a-bears ved siden af skrivebordet. Det var med seng, natbord, billeder og pynt. Ninka har sovet der i nat, og hun var godt tilfreds med det nye værelse.


Jeg undskylder for billedernes dårlige kvalitet. Endnu en gang havde jeg fat i iphone uden blitz. Billederne blev faktisk endnu værre med blitz.

lørdag den 18. januar 2014

Til Mig Selv - Februar 2014

Julie fra Krea Krumspring har sat gang i et tema for februar måned, hvor vi gerne skulle få lavet noget til os selv efter at have brugt det meste af tiden før jul på at lave gaver til andre. Jeg kender det godt, jeg får strikket og hæklet en masse til andre - især til min datter - og det er ikke kun i tiden op til jul. Samtidig får jeg sjældent rigtig gang i noget til mig selv. Det vil jeg lave om på i februar!


Tilføjelse

To nysgerrige og kloge kvinder har i kommentarerne spurgt, hvad jeg så har tænkt mig at lave til mig selv. Mon jeg var bange for at forpligte mig, da jeg ikke skrev noget om det i første omgang? Men de har jo ret, jeg skulle have delt nogle af mine tanker om, hvad jeg så ville lave.

Jeg har i et stykke tid gået og haft lyst til at lave en lang cardigan til mig selv. Egentlig har jeg tænkt på at strikke en enkel men hyggelig ting, nærmest til at putte mig ind i. Men det kunne også gå hen og blive en noget mere udfordrende strik med strukturmønstre eller snoninger, som jeg ikke rigtig har strikket i lang tid, men som jeg er vild med at strikke.

Den sidste uges tid har jeg tænkt på pulsvarmere eller deciderede armvarmere, da jeg synes, den vinterfrakke, som jeg bruger mest, har lidt løse ærmer, som tillader kulden at kravle op ad armene. Et par flotte armvarmere - eller måske lange handsker eller vanter - ville være dejlige på de rigtig kolde dage. Måske med en hue, der passer til.

Sidste vinter strikkede jeg desuden et tørklæde, som jeg i første omgang var rigtig glad for. Men sidenhen har jeg ikke brugt det særlig meget, da jeg ikke var helt rigtigt alligevel. Jeg er glad for garnet og farverne men ikke helt for formen på tørklædet, så jeg har tænkte nogle tanker om at lave det om eller måske endda at trævle op og strikke om. Men det bliver ikke helt nemt, da garnet er kidmohair...

Ravelry stashliste er færdig!

Som I kan se, så har der været en del indlæg om Ravelry på det sidste. Det skyldes, at jeg har været i gang med at stashe alt mit garn på Ravelry, og så har jeg også kigget på andre sider derinde, når jeg nu var i gang. Man er jo nysgerrig. Men nu er jeg færdig med at stashe, ja, det vil sige, at nu har jeg en inventarliste over det meste af mit garnlager.


Jeg har stashet alt det garn, der har banderoler på, og ganske få garnnøgler uden banderoler, hvis jeg var helt sikker på, hvad det var for noget garn. Og der er nu 154 forskellige emner på listen. Der er helt ny indkøbt garn, og der er ældgammelt garn, som er blevet fundet på mine forældres loft, eller som jeg har fået foræret, samt garn, som jeg selv har købt for en del år siden.

Der er superlækkert kvalitetsgarn, og der er virkelig billigt garn. Der er garn købt online, i garnbutikker, i supermarkeder, i hobbybutikker, hos Søstrene Grene og andre tilfældige steder. Der er rigtig meget garn, som jeg kun har ét eller to nøgler af, og der er en del, som jeg har flere nøgler af. Noget af garnet har jeg købt i små partier, fordi jeg synetes, det var flot, andet bare for at få en ekstra farve strømpegarn eller bomuldsgarn til lageret, da jeg ofte bruger lige disse to typer garn i små portioner. Meget lidt af garnet er købt ind til et specifikt formål, for når jeg køber ind til et bestemt projekt, så går jeg som regel i gang med det ret hurtigt.

Der er garn i alverdens farver: neon, pangfarver, pasteller, støvede nuancer, og de helt farveløse sort, hvid og grå. Og der er garn i alverdens kvaliteter: uld, bomuld, mohair, angora, akryl, hør, silke, polyester. Der er en hel del rent bomuldsgarn, for det bruger jeg meget. Der er også en hel del uldblandinger, for dem bruger jeg til strømper og tøj. En smule akryl er der også, for det er dejligt billigt til små detaljer og bamsetøj. Der er ikke ret meget effektgarn, for det har jeg aldrig været ret god til at bruge. Det er som om jeg ikke helt har fantasi til, hvad jeg kan bruge det til, så jeg har aldrig købt ret meget af det. Men jeg er lige så stille ved at komme i gang med at få nogen idéer til det.

Jeg er rigtig glad for, at jeg har lavet denne stashliste. Det har nemlig tvunget mig til at organisere mit garn mere, end det har været før. Jeg har fået overblik over, hvad jeg har, og kan tage stilling til, hvad jeg har brug for mere af - eller netop IKKE har brug for mere af. Og jeg har i processen fået nogle idéer til, hvad jeg kan bruge noget af garnet til.




Jeg har fået organiseret min garnreol bedre, så den nu indeholder mest bomuld (inddelt i mærker) og strømpegarn, samt lidt andet. Jeg har ryddet op i mine to baljer garn, så den ene nu indeholder garn i større partier, og den anden indeholder det garn, som jeg kun har få løse nøgler af. Og så har jeg fået lidt bedre styr på garnresterne, som jeg opbevarer i Tiger-poser eller i små kurve, hvis jeg lige er i gang med at bruge af dem.

Tilføjelse:
Jeg har tænkt mig at lave et indlæg med nogle tips til at stashe garn på Ravelry. Og hvordan listen kan være nyttig. Tilføj mig gerne til din venneliste, hvis du bruger Ravelry. Jeg hedder gudrunjac derinde.

onsdag den 15. januar 2014

Underligt fascinerende - Ravelrys FO Radar

Har du opdaget Ravelrys Finished Objects Radar? Det er en side på Ravelry, der bliver opdateret, hver gang, nogen lægger biller ind af et Finished Object. De kommer glidende ind i 'real time' simpelthen. Jeg klikker ind og kigger på siden en gang imellem, efter at have opdaget den ved et tilfælde for nylig. Og hver gang bliver jeg nærmest hypnotiseret for et øjeblik. Der bliver godt nok uploadet billeder af mange flotte ting. Og en gang imellem tænker man: "Ups! Hvad var det?", når der kommer et billede, der ligesom ikke hører hjemme imellem de andre.

Klik på linket og prøv selv at kigge med: http://www.ravelry.com/projects/radar


mandag den 13. januar 2014

Hue og tørklæde til Build-a-Bear

Her i starten af januar skulle min datter til fødselsdagsfest hos en af pigerne fra klassen. Der skal selvfølgelig en lille gave med, og da gavebudgettet ikke er det største (30 kr blev det besluttet på forældremøde), har jeg nogle gange valgt at strikke noget bamsetøj i stedet for at gå ud og købe nogle småting.

De fleste af pigerne fra klassen er glade for deres Build-a-Bears og har dem med i skole om fredagen, når de må have legetøj med, foruden at de leger med dem, når de er hjemme og lege hos hinanden. Så min datter ved lige nøjagtig, hvilke af pigerne, der ville sætte pris på noget tilbehør til bamsen.

Jeg har flere gange haft fat i nogle garnrester af akryl- eller strømpegarn for at strikke huer med huller til ørene, da mange af pigerne har kaninbamser. Denne gang blev det dog til en almindelig hue med tilhørende tørklæde. Modtageren var rigtig glad, fortalte min datter.

onsdag den 8. januar 2014

Gæsteblogger hos Belladotte

Jeg har i et stykke tid fulgt med i bloggen Belladotte. Helle kendte ikke min blog i forvejen, men i denne uge er jeg gæsteblogger hos hende, og hun siger fine ting om min blog. Tusind tak for det, Helle.

Jeg kan se i statistikken, at nogle af jer kommer fra Belladotte. Og jeg vil gerne sige velkommen til jer - og alle andre læsere. Husk at melde jer til, hvis I vil følge med. Der er ikoner til flere sociale medier i højre side af bloggen. Jeg håber, I vil finde glæde og fornøjelse - og måske også inspiration - ved at kigge rundt på min blog og læse et indlæg eller to.

Med venlig hilsen,

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...