I et langt stykke tid har jeg undladt at købe større mængder garn. Jeg har jo så meget, som det også fremgår af stahslisten på Ravelry, så jeg har ikke helt kunnet retfærdiggøre nye indkøb.
Men nu skal jeg til at begynde på et større projekt for at forkæle en anden (mere om det på et andet tidspunkt), og så bliver jeg nødt til at købe noget garn, når jeg nu ikke har noget passende. Og det er nærmest dumt ikke at købe lidt ekstra, når man nu er i gang - man bør jo prøve noget nyt engang imellem.
Jeg har bestilt Pure Royal Baby Alpaca i en mellembrun farve. 8 nøgler á 50 gram. Det burde være rigeligt til det påtænkte projekt, og måske til et par ekstra projekter endda. Garnet både føles og ser lækkert ud. Farven er ny for mig, da det er ekstremt sjældent, jeg vælger brun. Men det er der jo andre, der gør, og det må man nogen gange rette sig efter.
Det andet garn er nogle fluffy kunstfibre (polyamid). Det kaldes Smooth Fur, og det er så blødt, at jeg både har lyst til at pakke mig ind i det og rulle rundt i det. Aner ikke, hvad det skal bruges til. Men jeg må finde på noget, for nu har jeg tre bundter á 100 gram. Og det er i nogle af mine sædvanlige farver: hvid og grå.
Alt garnet er fra Yarn-Paradise i Tyrkiet. Det blev leveret på ca. halvandet døgn!
Må du købe alt det garn, du har lyst til her i årets start? Eller skal du også vente, indtil lageret svinder ind, eller det skal bruges til noget helt specifikt?