søndag den 1. december 2013

DIY - Hæklet juletræ


Mine små, hæklede juletræer har fået en del positiv opmærksomhed på Facebook og Instagram, så jeg har besluttet at lave en enkel DIY.

Juletræet består af to hæklede trekanter, som hækles sammen med fastmasker og fyldes med fyldvat eller andet godt fyld, før den sidste side hækles sammen.

Garn:
Anna og Claras Bomuldsgarn (løbelængde ca. 160 meter pr. 50 gram) eller tilsvarende. Du får flere juletræer ud af ét nøgle.
Hæklenål:
nr. 2,5 (der skal hækles rimelig fast, så fyldet ikke ses igennem maskerne. Skift derfor til en tyndere hæklenål, hvis du hækler løst).
Størrelse:
Ca. 11,5 cm.
Tilbehør:
Fyldvat, pladevat eller lignende til fyld.

Du kan vælge at bruge tyndere eller tykkere garn og hæklenål. I så fald vil juletræet blive henholdsvis mindre eller større end i denne DIY.

Forkortelser:
Stm = stangmaske
Fm = fastmaske
Lm = luftmaske

Obs! Der hækles rækker, og der vendes med 2 lm, hvor man normalt plejer at vende med 3 lm. Du kan vælge at vende med 3 luftmasker, hvis det passer bedst for dig. Jeg opnår dog det pæneste resultat, når jeg vender med 2 lm.

1. række: slå 3 lm op og hækl derefter 1 stm i den tredje lm fra nålen
2. række: 2 lm til at vende på, 2 stm i den næste maske
3. række: 2 lm, 1 stm, 2 stm i den sidste maske
4. række: 2 lm, 2 stm, 2 stm i den sidste maske
5. række: 2 lm, 3 stm, 2 stm i den sidste maske
...fortsæt denne fremgangsmåde med udtagninger i slutningen af rækken indtil...
14. række: 2 lm, 12 stm, 2 stm i den sidste maske. Bryd garnet og luk af.

Hækl endnu en trekant magen til den første.

Montering:
Læg de to trekanter med vrangen imod hinanden. Start i det ene nederste hjørne og hækl op langs den ene lange side og ned ad den næste, og til sidst hen langs bunden. Der hækles sammen med fm, ca. 26 fm på de lange sider og ca. 12 fm i bunden. Oveni dette hækler du tre fm i masken i hvert af de nederste to hjørner, og 4 eller 5 fm i masken i toppen.

NB! Før den nederste side hækles sammen, fyldes fyldvat eller andet vat i hulrummet. Brug en pind eller den tykke ende af hæklenålen til at få fyldet godt ud i toppen. Jeg bruger kun en smule fyld til træerne, men du kan vælge at lave dem meget tykkere.

Hæft enderne. Efterlad de to tråde i toppen og træk f.eks. en perle på til pynt. Eller hæft dem og hækl en snor i luftmasker eller træk en helt anden snor igennem. Snore i forskellige farver og materiale kan nærmest helt ændre udtrykket på juletræet, og du har her mulighed for at sætte helt dit eget præg på det.

Det var det hele! God fornøjelse med din nye julepynt. Da det ikke tager ret lang tid at hækle træerne, kan du sikkert godt nå at hækle flere - til dig selv eller som gaver. Hækle dem gerne i flere forkellige farver, eller i flere forskellige nuancer af grøn, hvilket giver et fint udtryk.


1. december - Kalenderlys


Datteren på 7 år fik i dag lov til at lave en lille dekoration til vores kalenderlys. Jeg hjalp med at lægge ler i den lille potte og sætte lyset godt fast. Ellers har hun lavet det helt selv, og jeg har med vilje ikke blandet mig i noget.

Datteren er stolt af resultatet, og jeg er stolt af hende. Lyset skal tændes første gang, når vi lige om lidt spiser aftensmad.

Jeg har valgt et tyndt kalenderlys i år for at sikre mig, at vi kan nå at få det brændt. Nogle år med tykke lys, er de slet ikke blevet brændt ned. Og da jeg ikke synes, det er ret charmerende at brænde nummer 17 juleaften, har jeg gjort noget ved det i år. 

Hvornår tænder I normalt jeres kalenderlys?

Jeg sætter meget pris på den måde, min mor altid plejede at tænde kalenderlyset på morgenbordet. Den dejlige nedtælling til jul gjorde det i barndommen hyggeligere at stå op på de kolde - og mørke! - færøske vintermorgener.

Jeg fører gerne denne enkle tradition videre i min egen lille familie her i Danmark. I dag kommer vi dog først i gang til aften, da min datter først skulle lave dekorationen. 

Advent 2013

Jeg ønsker en glædelig advent 2013 og 1. december til alle mine læsere.


I dag har jeg endelig fået lavet årets adventsdekoration. Det blev ikke en krans, for kranse er virkelig ikke en af mine spidskompetencer. Men til forskel fra de sidste mange år har jeg haft gang i gran og ler.


Dekorationen står på et lilla kagefad - lilla for advent. Fire enkle, hvide lys og nogle grønne grene blev sat fast i ler.

Midt i det hele placerede jeg en Bambi, som jeg købte i Netto sidste år. Børnene er vilde med ham!

Og til sidst placerede jeg nogle kogler og dryssede rundhåndet kastanjer ud over det hele.


I år har jeg faktisk gjort mere ud af adventsdekorationen, end jeg plejer. Som oftest er det bare fire lys og noget pynt på et fad. Lynhurtigt at lave, og det kan sagtens se flot og dekorativt ud.

Har du gjort meget ud af det i år? Eller har du valgt den hurtige løsning?

lørdag den 30. november 2013

Piger & perler


Min datter havde en veninde til aftensmad i aftes samt til overnatning. De er begge søde piger med masser af fut i men også vældig fantasifulde og kreative. De tegner ofte sammen. Men i aftes kastede de sig iver perlepladerne - efter sengetid! Det blev til to små plader, hvor de lavede én hver, og en stor plade, som de lavede i fællesskab. Jeg synes, den store er SÅ fin. Desværre må jeg ikke få den, da den er lavet til deres klasselærer. Heldige hende, siger jeg bare!

torsdag den 28. november 2013

Flere hæklede juletræer


Ja, jeg fortsætter med at lave de små hæklede juletræer. Jeg ved ikke helt endnu, hvordan de skal bruges. Men jeg tænker, at der er så mange muligheder, at jeg ikke behøver begrænse mig til ét formål. Så jeg kan da bare lave rigtig mange.

Er der interesse for en lille DIY?

Selv om de er vældig nemme at hækle, kan jeg godt lave en vejledning, hvis det har nogen interesse.

Ændringer på bloggen

Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til det, men bloggen har altså fået eget domæne. Jo da, det skete faktisk for et stykke tid siden. Blogspot adressen fungerer stadig, men den henviser automatisk til det nye domæne ByGJ.dk

Jeg havde en del overvejelser, før jeg købte det nye domæne. For egentlig synes jeg, at det er helt fint med et blogspot domæne. Når man ser det, er man med det samme klar over, at det drejer sig om en blog. Det er vældig praktisk, synes jeg. Men jeg valgte alligevel eget domæne med tanke på, at så er der større udviklingspotentiale. Jeg valgte et dk domæne, da jeg har tænkt mig at fortsætte med at skrive dansk og ikke satse på noget mere globalt - i hvert fald indtil videre.

Der har været et par sponsorerede indlæg. Og der vil komme nogle i fremtiden. De betaler bl.a. for domænet. Der kommer flere i fremtiden, men det er ikke meningen, at de skal komme ofte eller tæt på hinanden. Jeg vil forsøge at holde mig til emner, som er nogenlunde relevante for bloggens tema, eller for det at blogge eller være online. Sponsorerede giveaways kan også forekomme. Til gengæld har jeg indtil videre fjernet alle reklamer i sidepanelet.

Alle sponsorindlæg er mærket med etiketten 'sponsorindlæg' samt med teksten 'Sponsoreret indlæg' øverst i indlægget. Hvis jeg lovpriser eller anbefaler et produkt, en tjeneste eller andet, og det IKKE fremgår af teksten, at indlægget er sponsoreret, ja, så er indlægget alene opstået ud fra min egen begejstring, og der er ikke tale om skjult reklame.

Jeg har igen leget med vidgets - eller det modsatte! Jeg har fjernet nogle vidgets fra sidepanelet igen. Jeg syntes simpelthen, det blev for rodet. Så nu er der ryddet op. Og jeg har lagt nogle enkle sociale ikoner ind, så man stadig følge bloggen på forskellig vis.

De fine ikoner, der ser ret håndtegnede ud, har jeg fundet på bloggen dindin does..., hvor der også er en vejledning i, hvordan de kan bruges. En vejledning på dansk kan man finde på Blog Fantastisk.

Tak fordi du læste dette indlæg - og fordi du læser med på bloggen.

Med venlig hilsen,

mandag den 25. november 2013

Oldemorfirkanter & Instagram


Her til aften har jeg fået hæklet endnu en omgang på mit evighedsprojekt - min store oldemorfirkant, som jeg har været i gang med siden sommerferien. Den er stor nu, men ikke helt stor nok.

Da jeg var færdig med at hækle, tog jeg et billede og lagde ud på Instagram. Der kom en del 'likes' (tusind tak til jer alle), og fluks kom der også flere nye følgere.

Instagratifikation burde man kalde det!

Nu er spørgsmålet så, hvad den pludselige tilgang i følgere skyldtes? Mon billedet var mere tiltalende end andre billeder, jeg normalt lægger ud? Eller skyldtes de nye følgere, at jeg for en sjælden gangs skyld også tilknyttede en kommentar til billedet?

Eller var det bare tilfældigt?

Forresten, jeg er @gudrunjac på Instagram. Læg gerne din vej forbi min profil ;)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...