torsdag den 2. maj 2013

Oh, hvilken fryd!

To skønne bøger har jeg modtaget med posten i dag!

'Velkommen til hæklerummet' af Annika Messing. Jeg kapitulerede og købte den i stedet for at blive ved med at låne den på biblioteket. Dejlig bog, hvorfra jeg har hæklet en krokodille og lækre kager.

'Suveræn strik på den feminine måde' af Lene Holme Samsøe. Hende har jeg flere strikkebøger af, og de er så fine. Selv om jeg aldrig får strikket det hele, så tjener de som inspiration. Og det er jo altid dejligt at have noget smukt at bladre i.


tirsdag den 30. april 2013

Så er det ved at være sidste frist - Bloglovin

Som mange af jer allerede har læst på andre blogs, så vil Googles program til at følge med i blogs, Google Reader, ikke være tilgængeligt fra engang i sommer. Nu går vi ind i maj i morgen, og så er sommeren jo nær. Derfor er det ved at være sidste frist til at finde et andet program til at læse blogs.
 
Jeg kan som flere andre anbefale Bloglovin, som jeg selv har brugt i over et år. Det fungerer rigtig fint, det er nemt at finde nye blogs, de har en iPhone app (måske også til android), og man kan importere alle sine blogs fra Google Reader. Så nemmere kan det nærmest ikke være!
 
Hvis du ikke allerede har en Bloglovin konto, kan du oprette én her: http://www.bloglovin.com/
 
Husk at tilføje byGJ til din læseliste. Det kan du gøre her: http://www.bloglovin.com/en/blog/3442523/gj-krea
 
Gå så ind i dine 'account settings' og importer alle blogs fra Google Reader. Så er du klar!


Med venlig hilsen,

Stor oldemorfirkant

Her til morgen fik jeg pludselig lyst til at hækle oldemorfirkanter. Jeg har fundet bomuldsrester frem i alle mulige rødlige nuancer, bruger hæklenål nr. 2,5 og hækler nu på en stor firkant.

Jeg har endnu ikke besluttet, hvad det skal blive til, eller hvem der skal have det. Måske bare et tæppe til min datters Build-a-Bear?

søndag den 28. april 2013

Strikket lilla sommerbluse til min datter

 
Forleden fremviste jeg i dette indlæg noget lillafarvet strik, som jeg var gået i gang med. Det blev jeg færdig med i forgårs. Og i dag har min datter stillet op til fotografering i haven. Det blæste lidt, hvilket man kan se på billederne, men det var nu sjovt alligevel. Jeg var desværre nødt til at bruge mobilen, da jeg har forlagt kameraet.
 
Jeg strikkede en sommerbluse til hende med et enkelt hulmønster for og bag samt korte ærmer.
 
Garnet er Bommix Bamboo fra Hjertegarn, som indeholder 70% bambus og 30% bomuld. Det virker som et godt garn til sommertøj. Dejligt at strikke med, men da tråden skiller en smule, er det ikke helt velegnet til at hækle med.
 
Opskriften er fra Hjemmet nr. 19, 2012. Jeg snuppede den fra min mors blad sidste sommer, da vi var på ferie hos hende, og har haft planer om at strikke den siden. Jeg købte endda garn for flere måneder siden.
 
Blusen var dejlig nem og hurtig at strikke på pinde 3½ og 4. Hulmønstret var ikke svært at sætte sig ind i, men det var nu godt at have diagrammet foran mig til at konsultere med en gang imellem - bare for at huske rækkefølgen helt i starten af de 12 pinde, som mønstret strækker sig over. Monteringen gik også nemt og hurtigt.
 
Jeg strikkede størrelse 8 år. Min datter er 6½ år og bruger tøjstørrelse 122/128 cm, og som man kan se, er blusen en smule for stor til hende. Men det er helt ok, synes hun selv. Jeg tænker, at så kan hun stadig bruge den til vinter med rullekrave og lange ærmer indenunder.
 
 






fredag den 26. april 2013

StitchMinder

Jeg vil gerne anbefale den lille iPhone app, som hedder StitchMinder. Den er helt gratis og meget enkel at bruge.

Den bruges til at tælle pinde, ind- eller udtagninger og lignende.

Jeg troede ikke, jeg havde brug for sådan en app. Men så sad jeg forleden aften i sofaen og strikkede, imens manden puttede børnene. Jeg skulle lave et bestemt antal indtagninger et bestemt antal gange. Min 'omdrejningstæller' lå i værelset, og jeg havde ikke lige papir og blyant ved hånden.

Da var det, jeg kom i tanker om denne app, som jeg downloadede for ikke så lang tid siden. Den fungerer upåklageligt og er meget nemmere end de andre metoder, jeg plejer at bruge. Så den vil jeg fortsætte med at bruge i fremtiden.



onsdag den 24. april 2013

Bloggen har nu fået en Facebook-side!

Jeg har i dag oprettet en Facebook-side for bloggen. Det vil gøre det nemt for dig at se i din nyhedsoversigt, hvornår der er et nyt indlæg på bloggen. Samtidig vil jeg også bruge fb-siden til at dele links, pins o.l. som jeg finder interessante, men som jeg ikke vil spamme bloggen med. Jeg tror, det vil blive interessant at følge med. Og hvis ikke du synes det, så kan du da altid melde fra igen.

Det er nemt at være med. Bare klik på 'Synes godt om' knappen inde på Facebook-siden, som du finder her: https://www.facebook.com/bygjblog


Med venlig hilsen,

søndag den 21. april 2013

Magiske bønner?

Vi vælger at tro på, at det virker! Børnene og jeg. Vi købte to dåser med magiske bønner i Tiger forleden dag, og i går åbnede vi dem højtideligt, fandt bønnerne i dåsen og satte dem i rigtig dybde - og vandede. Børnene synes, det er vældig spændende, og det gør jeg egentlig også. Så bør der kun gå 5-7 dage, før vi ser noget spire.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...