fredag den 26. april 2013

StitchMinder

Jeg vil gerne anbefale den lille iPhone app, som hedder StitchMinder. Den er helt gratis og meget enkel at bruge.

Den bruges til at tælle pinde, ind- eller udtagninger og lignende.

Jeg troede ikke, jeg havde brug for sådan en app. Men så sad jeg forleden aften i sofaen og strikkede, imens manden puttede børnene. Jeg skulle lave et bestemt antal indtagninger et bestemt antal gange. Min 'omdrejningstæller' lå i værelset, og jeg havde ikke lige papir og blyant ved hånden.

Da var det, jeg kom i tanker om denne app, som jeg downloadede for ikke så lang tid siden. Den fungerer upåklageligt og er meget nemmere end de andre metoder, jeg plejer at bruge. Så den vil jeg fortsætte med at bruge i fremtiden.



onsdag den 24. april 2013

Bloggen har nu fået en Facebook-side!

Jeg har i dag oprettet en Facebook-side for bloggen. Det vil gøre det nemt for dig at se i din nyhedsoversigt, hvornår der er et nyt indlæg på bloggen. Samtidig vil jeg også bruge fb-siden til at dele links, pins o.l. som jeg finder interessante, men som jeg ikke vil spamme bloggen med. Jeg tror, det vil blive interessant at følge med. Og hvis ikke du synes det, så kan du da altid melde fra igen.

Det er nemt at være med. Bare klik på 'Synes godt om' knappen inde på Facebook-siden, som du finder her: https://www.facebook.com/bygjblog


Med venlig hilsen,

søndag den 21. april 2013

Magiske bønner?

Vi vælger at tro på, at det virker! Børnene og jeg. Vi købte to dåser med magiske bønner i Tiger forleden dag, og i går åbnede vi dem højtideligt, fandt bønnerne i dåsen og satte dem i rigtig dybde - og vandede. Børnene synes, det er vældig spændende, og det gør jeg egentlig også. Så bør der kun gå 5-7 dage, før vi ser noget spire.

lørdag den 20. april 2013

Strikket sommernederdel

Denne nederdel til min datter blev færdig for lidt over en uge siden. Det tog nogle dage, før hun var parat til at posere foran kameraet. Og så fjollede hun helt vildt - vi havde det sjovt. Og så tog det et par dage, før jeg fik billederne klar. Disse er taget med mobil, så kvaliteten er ikke i top. Jeg har dog endelig fået kameraet klar igen, og det satser jeg på at bruge i fremtiden.
 
Min datter er rigtig glad for nederdelen, men samtidig lidt bange for at bruge den f.eks. når hun skal ud at lege, for hun er bange for at den hænger fast i et eller andet og bliver ødelagt. Jeg er dog ikke sikker på, at den er så sart, som hun tror. Den er strikket i en merceriseret bomuld iblandet en smule viskose, så den bør være behagelig til sommer. Den føles faktisk lidt elastisk, hvilket sikkert skyldes både garnet og hulmønstret.
 
Jeg havde oprindelig planlagt at bruge fire andre farver, mere støvede nuancer. Men min datter valgte i stedet disse to pink udgaver, og så måtte jeg jo give mig. I opskriften er nederdelen sandfarvet, hvilket ser flot ud, men vi ville have noget mere farvestrålende.
 
Opskriften er fra 'Kæk og klassisk børnestrik' af Lene Holme Samsøe. Jeg er rigtig glad for den bog og har planlagt at strikke flere andre ting fra den. Jeg har strikket i størrelse 8 år men forkortet nederdelen en ganske lille smule i forhold til opskriften. Den passer fint til min datter på 6½ år, som bruger størrelse 122-128 i tøj. Hun vil kunne bruge den i et stykke tid.
 
Nederdelen var relativt nem at strikke. Dog hjælper det nok, hvis man er vant til at strikke hulmønstre. Disse var enkle, men jeg kan ikke helt gennemskue, om de ville være svære for en nybegynder. Imellem de forskelligt farvede felter og i nederste kant er der til slut hæklet picoter. Disse var nemme at hækle.
 
Pinde nr. 3½ og hæklenål nr. 2½.
Garn fra Kuka: merceriseret bomuld iblandet viskose. Det er købt hos Lavendels.
 
 
 
 
 

fredag den 19. april 2013

Nyt navn på bloggen

Jeg har i længere tid overvejet det, men syntes samtidig at det var lidt fjollet - at skifte navn på bloggen. I dag stod jeg så og skulle give navnet på min blog videre mundtligt, og det lød bare så tungt at sige GJKrea, og et par minutter senere var beslutningen taget i mit hoved. Der skulle nyt navn til!
 
Jeg har så valgt et navn, som måske ikke er så kreativt, men som jeg tror, de fleste vil have nemmere ved, mig selv inklusive. Det er baseret på mine initialer, GJ, som jeg i årevis har brugt online, og så har jeg bare tilføjet det populære 'by' foran. For jeg tænker, at netop fordi den konstruktion er temmelig populær for tiden, vil den også være nem for de fleste at bruge.
 
 
Så her har vi det - nyt navn og ny header på bloggen!
 
 
Velkommen til byGJ!


Med venlig hilsen,

mandag den 15. april 2013

Passer de ind?

Jeg er ved at gøre klar til at sammenhækle tæppet til min søn. Jeg har lagt firkanterne på gulvet for at få overblik. Og nu er jeg kommet i tvivl om, hvorvidt den ene af farverne passer til. Det drejer sig om de lyseste af firkanterne på det øverste billede. Jeg vinder en række ved at beholde dem. Men jeg tænker, at de måske afviger for meget farvemæssigt. Hvad synes du?




Fingerstrik

Min datter lærte at fingerstrikke for et par måneder siden. Dejligt, for så sidder hun stille og koncentrerer sig i et stykke tid, og hendes bamse får bælter og tørklæder ud af det.

I dag har hun så givet sig i kast med noget effektgarn, som vi forleden købte i Tiger. Det kræver en del koncentration, da det er noget sværere med det knudrede garn. Men så bliver resultatet også festligere, siger hun.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...