For nylig har der været indlæg med billeder af noget stribet strik, jeg har været i gang med. I aftes blev jeg endelig færdig med det. Jeg har strikket et langt sjal til mig selv. Jeg har brugt strømpegarn, for det har jeg en del af. Som basis har jeg brugt lysegrå, og farverne består af restegarn i forskellige farver - mest strømpegarn men også andre kvaliteter. De fleste rester kommer fra egen produktion af strømper og skóleistar, men noget af garnet kommer fra to dejlige damer, som tænkte på mig, da de pludselig stod med noget garn, som de havde fået forærende, men ikke selv kunne bruge til noget. Tusind tak til jer begge!
Jeg har ikke brugt nogen opskrift, men I har set noget lignende strik fra mig før, bl.a. et tørklæde til min søster og et tæppe, hvor jeg har lavet en DIY. Denne gang er det så et sjal til mig selv.
Sjalet er 3,17 meter langt, bredest på midten (100 masker) og smallest i spidserne (5 masker). Jeg har strikket på pind nr. 2,5, som jeg normalt strikker strømper, for at det ikke skulle blive for løst og slapt. Derfor er striberne pænt definerede i forhold til tæppet, som jeg har strikket på tykkere pinde men efter samme fremgangmåde. Sjalet vejer 287 gram, halvdelen er den grå farve (næsten 3 nøgler à 50 gram, og halvdelen i restegarn).
Sjalet er langt nok til, at jeg nemt kan have det omkring skuldrene, krydse foran og binde om taljen (som ikke er den smalleste) og stadig have to sjove lange 'haler' hængende bagpå, uden at det bliver strakt unødigt. Jeg har det på i skrivende stund, og det føles dejligt, selv om jeg bare har en tanktop på indenunder. Jeg var ellers lidt skeptisk og tænkte, at det måske ville kradse for meget, da det jo mest er strømpegarn. Men det er ikke et problem. Så jeg tror også, jeg vil kunne bruge sjalet som varmt og stort tørklæde til vinter.
Wow, hvor er det flot!
SvarSletDet må have været et stort arbejde på de tynde pinde og så så langt et sjal!
Tak. Man skulle måske tænke, det var et stort arbejde. Men sådan føltes det slet ikke. Totalt meditativt med alt det retstrik, og opløftende med alle farverne. Og så var der aldrig mere end 100 masker på pindende, som oftest mindre.
SletDejlig måde at få brugt forskellige farvede rester på. Det ser godt ud.
SvarSletTak. Og ja, jeg fik brugt hver centimeter af nogle af resterne ;)
SletSkønt sjal i friske farver. God måde at få brugt sine garnrester på ^^
SvarSletTak. Og ja, det er det helt sikkert. Og rart at tænke på, hvor de rester kommer fra. Strømper og skóleistar til mine kære, samt garn fra andre mennesker, som jeg sætter stor pris på.
Slet