søndag den 9. juli 2017

Hæklet indkøbsnet eller strandtaske



Forleden dag, da jeg var i gang med at vinde gamle garnrester op med krydsnøgleapparatet, fik jeg en idé til et hækleprojekt. De lyse nuancer af grøn og blå talte til mig.


Dagen efter gik jeg i gang med at improvisere dette hæklede indkøbsnet - eller strandtaske - i filethækling og fastmasker. Mønsteret er ikke helt perfekt centreret. Og jeg tænker nu, at jeg kunne have lavet en lidt anderledes bund. Men ellers synes jeg, det er en fin prototype.


Jeg har hæklet i dobbelt tråd Mandarin Naturell fra Sandnes Garn (100 % bomuld), som er lidt tykkere end almindelig bomuld 8/4, på hæklenål nr. 3,5. Nettet måler cirka 37 x 42 cm og vejer 256 gram. Altså gik der faktisk omkring 5 nøgler til det.


Jeg snuppede garnet fra en kurv i lageret. Oprindelig har jeg vist arvet det fra min mormor, så vidt jeg husker. Så det er en virkelig gammel rest, som jeg endelig har fået brugt. Dejligt!












onsdag den 5. juli 2017

De flyvende grise


Jeg har en dejlig og dygtig kollega, som særdeles ofte er leveringsdygtig i hjemmestrikkede strømper. De er populære, og bestillingslisten er til tider lang, men ind imellem finder hun også selv på, hvem der skal begaves med er særligt par strømper. Og for et par måneder siden fik jeg lov til at deltage i projektet. 

Nu er det sådan, at I 2016 vandt vores arbejdsplads prisen Den Flyvende Gris. Det er vi alle stolte af. Og chefen er ofte blevet interviewet om - eller har af anden årsag nævnt - prisen. Det skulle der laves lidt sjov med.

Så min kollega bestilte lyserødt strømpegarn hjem og strikkede strømper og broderede de fineste grisetryner på. Jeg gik i gang med frihåndshækling af vinger i hvidt bomuldsgarn. Det endelige resultat kan du se på billederne. Strømperne blev modtaget med et bredt smil fra chefen, som tog dem på med det samme.






tirsdag den 4. juli 2017

Tørklæde i Merino Singles fra Sysleriget - Arlequin


Jeg har efterhånden allerede skrevet om mit yndlingsgarn fra Sysleriget nogle gange. Nu har jeg så også strikket et projekt færdigt i garnet. Og det var virkelig en fornøjelse. Garnet var ualmindelig blødt og behageligt at arbejde med, og det havde en helt perfekt elasticitet. 

Forleden aften var jeg inviteret til hygge hos en veninde, som har haft fødselsdag for nylig. Så i stedet for en almindelig værtindegave, havde jeg en fødselsdagsgave med. Jeg havde strikket et tørklæde i Merino Singles fra Sysleriget. Farven var den fra Garnklubben i juni 2017.  Og jeg havde kun de 100 gram, som fedet bestod af.

Min veninde cykler i al slags vejr og er glad for små tørklæder til at holde kulden fra halsen. Og hvad kan være mere oplagt end et tørklæde i lækker, blød merino, som ikke klør, når det bliver varmt.

Så jeg fandt en gratis opskrift på Ravelry på et asymmetrisk tørklæde. Det er konstrueret så smart, at man starter med én maske, og så strikker man, indtil man har nået ønsket størrelse. Eller indtil man ikke har mere garn. På den måde fik jeg brugt næsten alt garnet - på nær en ret kort tråd. Og jeg var glad for, at intet af det dejlige garn gik til spilde. 

Det var første gang, jeg strikkede efter en opskrift på engelsk. Men det gik nemt og  smertefrit, da opskriften var ganske enkel. Jeg kunne godt tænke mig at prøve den igen og måske arbejde lidt mere mønster ind - måske et enkelt hulmønster. Og så kunne jeg godt tænke mig at flytte ind- og udtagningerne lidt, så kanterne bliver pænere. Men det må komme an på en prøve. 

Jeg brugte opskriften til Arlequin Shawl af Peggy Maxheim. Da jeg brugte nogle andre farver end i opskriften, er udfaldet ganske anderledes at se på. Men mit tørklæde fik også den rigtige fine form. Opskriften kan downloades på engelsk eller fransk - gratis selvfølgelig.

Tørklædet blev cirka 120 cm langt fra ende til anden. Og vejer jo lige under 100 gram, da jeg brugte næsten alt garnet. Tørklædet har en rigtig fin størrelse til at blive brugt som cykeltørklæde, var tilbagemeldingen. Det blev prøvet og de fine farver beundret med det samme.






lørdag den 1. juli 2017

Min nye ven - krydsnøgleapparatet

Jeg har fået en ny ven. Og tjuhej, hvor vi hygger os sammen. Samtidig med at vi faktisk får udrettet noget. Jeg kan endda være bekendt at tage ham med ud blandt mine veninder - i Striklecaféen. Og de er glade for at se ham. Og lege med ham!


For et stykke tid siden fandt jeg et krydsnøgleapparat inde på en af de billige shoppeaps til under 80 kr med levering. Så jeg tænkte, at nu var tiden inde til at prøve, om det var noget for mig. Idéen var, at så kunne jeg investere i et dyrere kvalitetsapparat på et senere tidspunkt, hvis jeg blev glad for det. 


Og apparatet har vist sig at være et godt køb. Jeg har vundet flere fed garn op - og jeg begynder at få dem brugt. Og i mellemtiden ligger de i garnreolen og ser så fine ud.


Desuden ser selv gammelt, arvet bomuldsgarn mere fristende ud, når det er vundet op med krydsnøgleapparatet. Jeg fik en god idé til det lyseblå og grønne garn, imens jeg sad og vandt det op i dag. Tiden vil vise, om idéen holder. Men jeg er altid så glad for at få brugt gamle rester til noget fornuftigt, så de ikke bare går til spilde. 


Nu er der bare opstået et nyt behov. En vinde til at bruge sammen med krydsnøgleapparatet. Så jeg skal til at beslutte, om det næste køb skal være en vinde eller et krydsnøgleapparat i rigtig god kvalitet. Eller er jeg nødt til at købe begge?

Kan du evt. anbefale et virkelig godt og stabilt manuelt krydsnøgleapparat? Det, jeg har nu, er godt til prisen, men metalpinden til at holde garnet falder hele tiden ned, så jeg skal sidde ig holde fast i den. Det vil jeg gerne undgå. 

lørdag den 24. juni 2017

Endnu mere lækkert garn fra Syslerigets Garnklub


Forleden modtog jeg den tredje og sidste pakke med garn fra Syslerigets Garnklub. Og ved I hvad, denne gang er jeg faktisk ret hurtigt kommet i gang med at bruge det. Ikke fordi det er mindre lækkert end det forrige - for det er det selvfølgelig ikke - men fordi farven hurtigt gav mig en idé om, hvad det skal bruges til.


Først tænkte jeg, at det skulle strikkes sammen med en følgetråd i kidsilk. På Garnstafet (mere om det senere) fandt jeg noget hvidt Angel fra Permin til næsten ingen penge. Og jeg havde en opskrift fra Ravelry.

Jeg lavede strikkeprøver både med og uden den hvide følgetråd. Og faktisk blev jeg er mest vild med resultatet uden følgetråd. Det lækre merino kom mere til sin ret i glans og blødhed, og farverne var mere tydelige. Så jeg droppede følgetråden og strikkede videre uden. Indtil videre er jeg godt tilfreds.



Tiden må vise, om jeg melder mig ind i garnklubben en anden gang. Jeg har været godt tilfreds med garnet, det er alle pengene værd, og jeg elsker at blive overrasket med nye farver. Men netop det, at jeg ikke har valgt farverne selv, gør også, at jeg så kommer i tvivl om, hvad jeg skal bruge garnet til - tror jeg. Derfor vil jeg overveje bare at købe garnet på traditionel vis. Faktisk har jeg allerede købt mere, hvilket jeg vil skrive om på et andet tidspunkt. 



onsdag den 21. juni 2017

Bloggen er nævnt i Hendes Verden nr. 25, 2017



Nu føler jeg trang til at prale lidt, og jeg håber, I kan bære over med mig. Men jeg er så glad og stolt.

I denne uge (nr. 25) er bloggen nemlig nævnt i Hendes Verden i sektionen 'Kreativ på nettet'.


For nogle uger siden blev jeg kontaktet på Instagram og spurgt, om jeg ville sende nogle originalbilleder ind, så de kunne blive vist i bladet sammen med en lille omtale af en bestemt opskrift til karklude. Det ville jeg da gerne.


Jeg troede dog, at indlægget først ville være i bladet i næste uge. Og jeg havde kun læst de første få sider af bladet endnu, så  jeg opdagede det ikke engang før her til aften i Striklecaféen, da en af deltagerne nævnte det for mig.


Og så var jeg jo nødt til at finde bladet frem med det samme, da jeg kom hjem. Jeg tvang både datter og mand til at se billede og læse teksten. En helt underlig følelse.


For øvrigt en rigtig fin sektion i Hendes Verden, hvor gode blogs og idéer bliver præsenteret hver uge. I love it!



mandag den 19. juni 2017

Min kreative uge - på Instagram





Denne uge er helt speciel for mig på Instagram. Jeg har nemlig overtaget deleprofilen @minkreativeuge hele denne uge fra og med i dag til og med søndag. 




Det betyder, at alle mine billeder vedrørende mine kreative udfoldelser denne uge bliver lagt på profilen. Og jeg glæder mig meget til at få mulighed for at dele med et endnu større publikum end ellers.




Desuden kan jeg på det varmeste anbefale, at man følger profilen. Jeg har selv fundet den særdeles inspirerende. Du kan læse mere på http://inaina.dk/minkreativeuge/



Måske du også har lyst til at deltage?


fredag den 2. juni 2017

De seneste 9 - på Instagram



Min glæde ved lækkert garn slår igennem denne gang. I hvert fald på to af billederne. Det gule fra Sysleriget er mit eget, som jeg endnu ikke nænner at bruge, da jeg ikke har fundet det 'perfekte' projekt. Kender du det?


Og det røde Marina fra Manos del Uruguay, som jeg gramsede på i Striklecaféen forleden. Jeg var helt vildt misundelig på Anette, som havde købt det, men da jeg stod i butikken i går og havde garnet foran mig, kunne jeg slet ikke beslutte mig for at købe noget - på grund af alle de fine farver. Endnu en gang var der for meget godt at vælge imellem!


Det hæklede babytæppe, jeg afleverede til min kollega forleden, er kommet med denne gang. Men ellers er det strik, der præger billederne, og ikke hækling, som det ellers ofte har været på det sidste. Jeg er ved at afslutte min sorte trøje i hørgarn. Der mangler få masker at lukke af og nogle tråde af hæfte. Den bliver noget oversize, men jeg tror alligevel, den bliver dejlig at være i.


Jeg er begyndt på et mørklilla køkkenhåndklæde. Desværre fik jeg kun et par dages strik på det, før min skulder/arm begyndte at strejke.


Faktisk har jeg ikke kunnet bruge armen siden torsdag aften i sidste uge, og oveni det fik jeg en infektion, som krævede antibiotika - bronkierne kan være problematiske. Og de gjorde, at jeg i første omgang ignorerede armen. Men da jeg hurtigt fik det bedre af medicinen, måtte jeg til læge med armen. Frossen skulder, inflammeret sene, betændt slimsæk i skulderen var budene fra fire forskellige læger (egen læge, to vagtlæger og en speciallæge). Måske de siger det samme på forskellige måder? Uanset det har jeg nu fået en blokade, en indsprøjtning binyrebarkhormon, i skulderen, og det har hjulpet gevaldigt på smerterne. Godt at komme af med morfinen, som gjorde mig dårlig, selv om den var det eneste, der hjalp på smerterne før. Nu skal armen skånes weekenden over, og så skulle jeg være klar til at gå på arbejde igen.


Og til at strikke. I går købte jeg billet til Garnstafetten, som er i Århus weekenden den 17. og 18. juni. Jeg fik et fint shoppenet med, hvilket nok bliver praktisk til stafetten, for jeg forudser en del frådseri i lækkert garn og tilbehør. Jeg har endda sat penge til side til det.


Og så var der de flyvende grise. Jeg ville egentlig lave et separat indlæg om dem, så der kommer ikke mere i denne omgang. 

torsdag den 18. maj 2017

Endnu mere garn, jeg ikke nænner at bruge...


I går hentede jeg pakken med garn fra Syslerigets Garnklub. Og det er sååååå fint! - og lækkert. 

Farverne er flotte. Og selv om de ikke er specielt gode til mig, vil de klæde min datter helt fantastisk! Så skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal strikke til hende. 

Jeg glæder mig allerede til næste måneds pakke fra garnklubben.




onsdag den 10. maj 2017

Så blev jeg forkælet


Uhadada! Hvor blev jeg forkælet i dag! Min søde kollega, som jeg forleden afleverede et hæklet babytæppe til, overraskede mig i dag med hjemmebagte macarons (vanvittig lækre og så meget bedre end købte) og et gavekort til Garnkisten! Tusind tak, Ann. Ungerne var også vilde med dine macarons, og den yngste har flere gange husket mig på, at jeg skal få opskriften af dig.

Ja, jeg skriver masser af udråbstegn i dette indlæg. For jeg elsker macarons! Og jeg ved lige præcis, hvilket garn jeg ønsker mig fra Garnkisten! Kan du huske, jeg skrev et indlæg efter mit sidste besøg i Garnkisten i Latinerkvarteret i Århus?

Uha, hvor jeg glæder mig til Garnstafetten, for så skal jeg bruge mit gavekort!

tirsdag den 2. maj 2017

Hæklet babytæppe

 
Måske husker du, at jeg skrev indlægget "Er femte gang mon lykkens gang"? Det blev det. Lykkens gang, altså. Tæppet blev næsten helt perfekt. Og jeg blev lykkelig ... eller i hvert fald glad for resultatet, selv om et hækleprojekt jo nok ikke kan have afgørende betydning for, om jeg er lykkelig eller ej.


Tæppet blev lækkert. Og hvis jeg selv skulle have flere børn, ville jeg helt klart hækle sådan et tæppe til min næste guldklump. Nu bliver det så min kollegas første guldklump, der skal pakkes ind i tæppet, eller bruge det i sin barnevogn, eller hvad tæppet nu bliver brugt til.



Tæppet blev nemlig bestilt af min søde kollega, som er gravid og har termin i løbet af sommeren. Vi snakkede sammen om, hvordan hun forestillede sig tæppet. Der kom ord frem som enkelt og ensfarvet (gråt) men gerne sjovt at hækle og ikke helt kedeligt. Jeg researchede lidt på Pinterest og fandt blandt andre frem til dette blogindlæg hos LeeLeeKnits med opskrift på et tæppe, som vi begge syntes om. Min udfordring blev så, at jeg langt fra er vant til at hækle efter opskrifter på engelsk. Men i dette tilfælde viste det sig ganske nemt. 

Som så ofte før fulgte jeg ikke helt opskriften. Mit garn - og dermed også min hæklefasthed - var helt forskellige fra opskriften. Det resulterede i, at jeg havde en smule vanskeligheder med at ramme den rigtige størrelse, hvilket man kan læse om i mit tidligere indlæg, som jeg skrev, imens jeg var i gang med at hækle tæppet. Men opskriften var særdeles enkel og nem at følge. Jeg fulgte vejledningen til mønsteret - som ser meget mere kompliceret ud, end det viste sig at være - og den helt enkle kant i fastmasker. 


Tæppet vejer 736 gram og måler cirka 78 x 97 cm med kant. Jeg havde satset på 80 x 100 cm, så jeg kom tæt på. Og størrelsen og tæppet i det hele taget blev da også godtaget af min kollega i dag, da tæppet blev afleveret. Hun blev glad og sagde, at det var ligesom hun havde forestillet sig det. Så er jeg også godt tilfreds. 

Tæppet er hæklet i Drops Cotton Merino, som er et lækkert og blødt garn, som kan tåle at blive vasket. Det kan i øjeblikket købes hos Hobbi.dk og Rito.dk til kun kr. 21 per nøgle á 50 gram. Jeg betalte lidt mere, da jeg købte garnet, så det er en god pris i øjeblikket (overnstående links til de to webshops er affiliate links).

<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

søndag den 23. april 2017

Jeg nænner ikke at bruge det


Kender du det? Dit nyest indkøbte garn er så lækkert, at du ikke nænner at bruge det. Du kan simpelthen ikke forpligte dig til at gå i gang med at kreere et stykke beklædning eller andet af garnet. Du kan ikke forpligte dig til et enkelt projekt, for hvad nu hvis du får lyst til at lave noget andet af det? Og hvad så, når du har strikket alt garnet op og ikke længere kan glæde dig til at gå i gang med at bruge det?

Jeg er i syv sind. Jeg kan ikke beslutte mig. Jeg har meldt mig ind i Syslerigets Garnklub og har modtaget første forsendelse. Garnet er mega lækkert superwash behandlet merino i en unik farve. Og netop forbi det er så unikt - tror jeg - kan jeg ikke beslutte mig.

Jeg tænker dog på at strikke et lækkert tørklæde/sjal til mig selv. Men da jeg kun har 100 gram, kan det ikke være alt for stort. Jeg skal i hvert fald strikke noget til mig selv denne gang. Dét har jeg besluttet!

Hvad ville du bruge 100 gram af det lækreste håndfarvede merino til?





De seneste 9 - på Instagram


Hæklede oldemorfirkanter og hæklede karklude i bambus/bomuld. Det er de to håndarbejder, jeg har vist frem på Instagram på det sidste. Den trøje, jeg er ved at strikke til mig selv i sort hørgarn, er bare ikke ret fotogen - eller nem at fotografere - så den kommer ikke ret ofte på Instagram.

Jeg fik pandehår for nogle dage siden. Det blev foreviget med en sjælden selfie - selvfølgelig med de nødvendige filtre til at fange de værste skønhedsfejl - man er vel forfængelig!

Datteren har redet dressur til stævne i dag. Det gik rigtig godt, og hun var så fin i sit nye stævnetøj. En glad pige og stolte forældre. 

Og så ventede der en opvask på mig, da vi kom hjem. Vores opvaskemaskine er i stykker, så vi vasker op i hånden. Og lige meget, hvor ihærdigt jeg prøver at overbevise mig selv om, at det er en god mulighed for at dyrke mindfulness eller bare tænke store tanker, så lykkes det mig ikke at blive glad for opvask i hånden. Eneste plus er virkelig rene hænder i en tid, hvor de ellers kan være noget gråbrune af at rive ukrudt op i haven. 

mandag den 3. april 2017

Hækling i haven




Imens skyggerne bliver længere og med en god bog i ørerne nyder jeg et glas café au lait og mit hækletøj i haven. Jeg har fri dag. Sov længe (efter at have været oppe med børnene kl. 6.30), vågnede langsomt, tog imod den ældste, da hun kom hjem fra skole (den yngste er stadig til børnefødselsdag) og har ellers bare tullet rundt og i et aldeles uhektisk tempo ryddet og og fejet fliserne i haven. Ukrudtet kan jeg sagtens ignorere i dag, imens jeg sidder og nyder min kaffe og glæder mig til sommer.


Er du kommet i sommerstemning?

søndag den 2. april 2017

De seneste 9 - på Instagram


Det er ikke så lang tid, siden jeg sidst lavede et af disse Instagram indlæg. Og det skyldes, at jeg faktisk får postet en smule på Instagram for tiden. 

Billeder af børnene, deres legetøj - som dukker op de underligste steder - og årets første strandtur. Yay! Og så var der blomster fra ham den søde franskmand. 

På håndarbejdsfronten dukker der hæklerier op. Sjovt, for jeg har faktisk strikket en del det sidste stykke tid.

Men her ser man det grå babytæppe - som jeg stadig ikke har skrevet et indlæg om, men det skal nok komme - oldemorfirkanter til mit evighedstæppe - som jeg har været i gang med i virkelig lang tid - og grydelapper til køkkenet på arbejdet. Mere festlige end kønne - jeg havde gang i lidt garnrester. Men jeg har ladet mig fortælle, at de fungerer rigtig godt, hvilket er det vigtigste. 

lørdag den 11. marts 2017

De seneste 9 - på Instagram





I aftes blev jeg opmærksom på, at min Instagramprofil ser temmelig grå ud for tiden. Selv om jeg poster farvebilleder.


Det er helt tilfældigt og ikke tilstræbt, men skyldes delvist et par grå hækleprojekter. Og så har jeg brugt grå baggrund på nogle af billederne. Både når jeg har fotograferet i køkkenet om dagen for at udnytte lyset. Så ser man den grå bordplade. Og når jeg har taget billeder om aftenen i sofaen. Så har jeg nogle gange haft en grå pude i baggrunden, for at det ikke skal blive alt for mørkt. 


Ellers er pink/rosa vist også en gennemgående farve, hvilket jeg synes, er ret fedt.


Selv om jeg har vist billeder af nogle strikkede julekugler på Instagram, er det ikke meget, jeg får strikket for tiden. Jeg hækler mest. Har hæklet et tæppe færdigt. Det skal jeg nok lave et blogindlæg om. Og så hækler jeg karklude i bambus/bomuld. I rosa og grå. De to farver igen.


Og så begynder jeg at kunne mærke foråret, idet jeg bliver mere aktiv i haven og også har taget vintergækker med indenfor. Jeg glæder mig så meget, til vi for alvor kan komme ud og nyde vores lille have igen. 


Følger du med på Instagram?

tirsdag den 7. marts 2017

Strikkede julekugler i marts


Så så man mig sidde her i marts måned med nyligt strikkede julekugler. Er jeg bare ude i god tid? Eller er jeg for sent ude?


Jeg havde lovet mig selv, at sidste jul var julen, hvor jeg endelig skulle få strikkede eller hæklede kugler på juletræet. Først og fremmest fordi jeg er vild med udtrykket. Men helt ærligt, når man nu er strikkenørd og glad for hækling, hvor mange år kan man så tillade sig at være bagud med den trend uden at være - ja, helt håbløst bagud? Så denne jul skulle det være, havde jeg besluttet. I det mindste skulle det prøves. Men så skete der så meget andet.


Dog var der en enkelt rigtig fin hæklet kugle på træet. Den købte jeg på julemarked.


Imellem jul og nytår var der endelig ro til at begynde på et lille nyt strikkeprojekt. Desuden brugte jeg det meste at tiden på sofaen eller i sengen på grund af sygdom, så der var ikke så meget andet at lave i nogle dage ud over at strikke, se tv og sove.


Selv om jeg er vild med tanken om strikkede julekugler, er jeg ikke så meget til de hvid- og rødmønstrede af slagsen, som man ofte ser. Jeg gik med tanker om stribede kugler eller mønstrede på anden vis.


Men da det kom til stykket, valgte jeg et akrylgarn fra Bilka til at prøve mig frem med. Når det ikke handler om beklædningsgenstande eller andet, som skal være i kontakt med kroppen, har jeg det helt fint med at strikke i akryl. Dette garn havde jeg dig købt på grund af de fine farver i lange farveskift og glimmeret. Desuden føles det blødt og lækkert, og det har en lille smule 'aura' ligesom angora, hvilket jeg synes, er rigtig fint til julekugler.




Jeg har strikket omkring styroporkugler, som jeg købte i en genbrugsbutik for rigtig lang tid siden til næsten ingen penge. Og snoren er lædersnor fra Flying Tiger. Så alt i alt, var det et billigt projekt. 


På nettet fandt jeg et diagram, som viste sig at have den helt rigtige størrelse til kuglerne. Jeg strikkede på strømpepinde nr. 2,5 ligesom jeg gør med strømper. Det tager dog betydelig kortere tid at strikke en julekugle. Man kan snilt nå et par stykker eller flere på en aften. Jeg strikkede 10 stykker tilsammen. 


Indtil videre er jeg tilfreds med resultatet. Og hvis det skulle vise sig, at jeg til næste jul ikke er vild med dem længere, så kan jeg da bare strikke nye - hvis jeg da finder tiden til det.











onsdag den 1. marts 2017

Det smukkeste strømpegarn


I går så jeg det smukkeste strømpegarn, jeg nogensinde har set. Da jeg var inde i butikken og gramse, viste garnet sig også at være blødt og lækkert (det indeholder merino!) på trods af den diskrete glimmertråd.

Garnet fra Sysleriget er håndfarvet her i Aarhus. Jeg kendte det ikke i forvejen, men efter jeg kom hjem, researchede jeg lidt og fandt frem til Instagram profil (@sysleriget) og webshop tilhørende Malene Mortensen, fra hvis hjemmelaboratorium garnet kommer. Og nu tænker jeg, at jeg da bare er latterligt bagud, eftersom jeg ikke kendte garnet før. For det er vist ganske kendt på Instagram og sikkert også i blogland. Uanset det er jeg begejstret.

Eneste minus er prisen, som var på kr. 175 for 100 gr. af det specifikke garn, som jeg kiggede på. Der var da også noget lidt billigere. Men jeg er ikke oprørt. Man kan forvente at skulle betale noget for så smukt håndfarvet garn i denne luksuriøse kvalitet. Spørgsmålet er så, om man er villig til at betale de penge.

For mit vedkommende skulle jeg have et specifikt projekt i tankerne, før jeg gik ud og købte garnet. Så det ikke bare kommer til at ligge og fylde i lageret. Og jeg skulle strikke noget holdbart af garnet. Altså ikke et par strømper, som alligevel bliver slidt op efter en sæson, eller en barnetrøje, som ungen alligevel vokser ud af efter et halvt år. Det skulle nok være noget langtidsbrugbart til mig selv.

Og her er det, jeg tænker på Haruni sjaletsom jeg tidligere har strikket i to forskellige garner og farver - bare aldrig til mig selv. Jeg kan sagtens se det for mig i et af garnerne fra Sysleriget - selvfølgelig et garn med glimmer. Og se bare alle de fine farver på billedet her nedenfor.



Jeg fandt garnet i Garnkisten, som ligger i latinerkvarteret i Aarhus. Jeg kan ikke gå forbi butikken uden i det mindste at stoppe op og glo på udvalget i vinduet. Desuden er det en hyggelig butik med dejlig udstilling, hvor alt det lækre udvalg af garn kan nydes. Og vejledningen er både venlig og kyndig.  Og i går var jeg inde og gramse og fotografere og fik også kigget på et sjal, der var strikket i noget af garnet fra Sysleriget. Det var virkelig lækkert og blødt. Garnkisten har også en Instagram profil (@garnkisten) og webshop.



mandag den 20. februar 2017

Er femte gang mon lykkens gang?


Jeg tager ualmindelig sjældent imod bestillinger på hæklede eller strikkede ting, selv om jeg ofte bliver spurgt. Det kan være besværligt at blive enige om garn og design, og betalingen er svær at fastsætte. Og desuden har jeg nogle gange oplevet, at så snart, jeg er gået i gang med at strikke eller hækle en bestilt vare, er lysten til at lave den ganske enkelt forsvundet.

Det hænger måske sammen med en lyst til at gøre oprør imod et krav om at blive færdig og levere et produkt. Det at strikke og hækle handler jo - for mig - om at slappe af og fordybe sig. Og der er jo slet ikke noget afslappende ved det forventningspres, der ligger på én, når man tager imod en bestilling.

Især deadlines har jeg åbenbart en tendens til at gøre oprør imod. Hvilket hænger fint sammen med den måde, jeg skifter imellem mine egne projekter og kun hækler eller strikker på det, som jeg har lyst til i en given stund. Jeg vil ikke tvinges (af en deadline - eller andet) til at strikke noget bestemt, for så er det netop ikke afslappende ellers lystbetonet. 

Til gengæld elsker jeg at lave noget i gave til andre. Især til dem, der sætter pris på håndarbejde og unikke ting. Og som forstår og værdsætter det arbejde, det indebærer. Derfor kan jeg godt blive fristet, når venner og bekendte spørger, om jeg vil hækle eller strikke noget for eller til dem.

Allerede for lang tid siden spurgte en sød kollega, om jeg ville hækle et babytæppe til hende, når hun skulle have et barn. Ja da, svarede jeg letsindigt og tænkte, at der da ikke er deadline lige foreløbig - en graviditet varer som bekendt ni måneder. 

Forleden bekendtgjorde min kollega så, at hun er gravid og skal føde til sommer. Normalt ville jeg måske ærgre mig over at have lovet at hækle det tæppe. Men denne gang faldt det sammen med, at jeg i ugevis har gået og sukket over, at jeg sad fast i en sump af manglende kreativitet, hvor jeg bare blev ved med at hækle eller strikke de samme ting igen og igen. Jeg trængte til at lave noget nyt! Så tidspunktet var perfekt til at begynde at hækle et babytæppe i et mønster, som jeg aldrig har hæklet før, med et garn, som jeg aldrig har brugt før. 

Min kollegas æstetik tiltaler mig og passer fint sammen med min egen, så valg af mønster og materialer har været relativt nemt og en ren fornøjelse. Jeg er gået i gang med at hækle tæppet, mønsteret er nemt men sjovt at hækle, og garnet er lækkert. Men så opstår der problemer...

Første forsøg: jeg brugte den anbefalede hæklenål til garnet (nr. 4). Det så fint ud med føltes ret stivt, så jeg lavede en prøve med hæklenål nr. 5. Den blev meget blødere og lækrere, så jeg trævlede de 10 cm op, som jeg allerede havde hæklet, og fortsatte med den tykkere hæklenål. 

Andet forsøg: jeg havde hæklet næsten 20 cm, da jeg opdagede en alvorlig fejl ca. 10 cm nede. Der var intet andet at gøre end at trævle op helt ned til fejlen. 

Tredje forsøg: da jeg var kommet ca. 20 cm op igen, faldt det mig ind, at tæppet så smallere ud, end de 80 cm, som det skulle være. Frem med målebåndet og ganske vist, tæppet var kun 60 cm bredt. Det hele blev trævlet op for så at starte på ny.

Fjerde forsøg: jeg talte mig frem til, hvor mange flere masker, der skulle være i tæppet for at få den rigtige bredde, og så gik jeg i gang igen. Ca. 10 cm oppe ville jeg måle igen - bare for sikkerheds skyld. Tæppet vat kun knap 68 cm bredt. Hvordan det lykkedes mig at få den forkerte bredde igen, er jeg ikke sikker på, men jeg gætter på, at det hæklede mønster bare trækker sig mere sammen, end jeg lige havde regnet med. Det hele blev trævlet op igen efter nogle grundige udregninger udi, hvor mange masker arbejdet kræver i bredden. 

Femte forsøg: jeg er i gang igen. Arbejdet måler godt 10 cm i højden og stadig 80 cm i bredden. Jeg håber, femte gang er lykkens gang...

fredag den 17. februar 2017

Strikkede gæstehåndklæder


Der er faktisk gået nogle måneder, siden jeg blev færdig med disse strikkede gæstehåndklæder. Men de er ikke kommet i brug endnu.

Nu da jeg har hængt håndklæderne op, er jeg faktisk godt tilfreds med dem. Så hvis de viser sig at være gode i brug, skal jeg helt klart strikke nogle flere. Det ville desuden se fint ud med en bunke i forskellige farver liggende klar til gæster, synes jeg.

Håndklæderne er faktisk ret kedelige at strikke. Men de er gode at strikke foran fjernsynet, da de ikke kræver særlig meget koncentration. Ingen opskrift, men jeg har brugt samme mønster som i mine yndlings strikkede karklude i denne DIY.

Dog er der lidt flere retmasker i kanten, så den bliver bredere end på karkludene. Og øverst har jeg strikket et knaphulslignende hul, som bruges til ophæng. 

Jeg har strikket i bomuldsgarn fra Søstrene Grene. Hvert håndklæde vejer lige over 80 g og måler ca. 51 × 33 cm. De virker dejlig bløde, og størrelsen er lige tilpas til gæstehåndklæder.


tirsdag den 14. februar 2017

Nyt hækleprojekt


Jeg har researchet, sparret, shoppet garn og er nu gået i gang med et helt nyt hækleprojekt. Flere detaljer om projekt og materialer kommer senere.

Lige nu vil jeg bare dele min glæde over at være gået i gang med noget anderledes end det, jeg hele tiden strikker eller hækler. Jeg har nemlig siddet lidt i en sump, hvor jeg bare strikkede eller hæklede de samme små ting igen og igen. Det var afslappende men ikke særlig udfordrende, og derfor blev det kedeligt i længden. Men nu er jeg i gang igen!

tirsdag den 24. januar 2017

Tre par skóleistar


Det har i lang tid været sådan, at jeg ikke finder på noget helt nyt at strikke eller hækle men bare går i gang med de samme velkendte ting, som jeg har prøvet at lave før. 

Jeg slapper dejligt af med det. Og jeg får produceret - strømper, futter, karklude, oldemorfirkanter til mit tæppe, julepynt og lignende. Men udfordrende er det ikke. Og en gang imellem tænker jeg, at NU har jeg lyst til at gå i gang med noget helt nyt. Men så er jeg for træt, har for lidt tid eller lejligheden byder sig ikke. Men jeg kan jo li' at prøve noget nyt og at blive udfordret, så forhåbentlig kommer snart i gang. Måske i aften?

For nylig har jeg igen strikket skóleistar. Tre par blev det til. De er strikket i farveskiftende garn, så hvert par er temmelig umage i farverne. Derfor bliver alle tre par nok bare til mig selv. For selv om jeg er vild med umage strømper og futter, så er der tilsyneladende rigtig mange mennesker, der slet ikke kan have det.

Opskriften til de strikkede skóleistar finder du ved at klikke HER.

Hvordan har du det med ting strikket i farveskiftende garn? Stræber du efter symmetri eller nyder du de tilfældige farver?

fredag den 20. januar 2017

Hæklet hjerte til datterens bukser


Begge mine børn er inde i en periode, hvor de er hårde ved deres tøj, især får de ofte hul på knæene i deres bukser.

Jeg kunne brokke mig over det (og gør det også lidt), men det meste af tiden vælger jeg at glæde mig over at have raske og aktive børn. Og så kompenserer jeg ved at købe billige bukser, som de kan boltre sig i til hverdag.

Desuden har ingen af børnene noget imod, at jeg forlænger buksernes liv lidt ved at sætte lapper for hullerne. De synes, det er ok, så længe det stadig ser ud på en måde, der falder i deres smag. 

Jeg køber strygemærker med motiver som fodbolde eller Star Wars figurer til sønnen. Datteren sætter pris stjerner eller noget mere diskret. 

Men i dag skulle der faktisk noget mindre diskret til. Hun har et par dejlige joggers fra H&M med nogle sjove små motiver på. Og hun spurgte, om jeg kunne lave en lap i samme stil. Så jeg har hæklet et rødt hjerte med sort kant. 

Hjertet blev hæklet 'på rygraden', da jeg hæklede rigtig mange af disse små hjerter før jul. Og så er det bare blevet syet på. Forhåbentlig falder det i datterens smag. 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...