tirsdag den 7. marts 2017

Strikkede julekugler i marts


Så så man mig sidde her i marts måned med nyligt strikkede julekugler. Er jeg bare ude i god tid? Eller er jeg for sent ude?


Jeg havde lovet mig selv, at sidste jul var julen, hvor jeg endelig skulle få strikkede eller hæklede kugler på juletræet. Først og fremmest fordi jeg er vild med udtrykket. Men helt ærligt, når man nu er strikkenørd og glad for hækling, hvor mange år kan man så tillade sig at være bagud med den trend uden at være - ja, helt håbløst bagud? Så denne jul skulle det være, havde jeg besluttet. I det mindste skulle det prøves. Men så skete der så meget andet.


Dog var der en enkelt rigtig fin hæklet kugle på træet. Den købte jeg på julemarked.


Imellem jul og nytår var der endelig ro til at begynde på et lille nyt strikkeprojekt. Desuden brugte jeg det meste at tiden på sofaen eller i sengen på grund af sygdom, så der var ikke så meget andet at lave i nogle dage ud over at strikke, se tv og sove.


Selv om jeg er vild med tanken om strikkede julekugler, er jeg ikke så meget til de hvid- og rødmønstrede af slagsen, som man ofte ser. Jeg gik med tanker om stribede kugler eller mønstrede på anden vis.


Men da det kom til stykket, valgte jeg et akrylgarn fra Bilka til at prøve mig frem med. Når det ikke handler om beklædningsgenstande eller andet, som skal være i kontakt med kroppen, har jeg det helt fint med at strikke i akryl. Dette garn havde jeg dig købt på grund af de fine farver i lange farveskift og glimmeret. Desuden føles det blødt og lækkert, og det har en lille smule 'aura' ligesom angora, hvilket jeg synes, er rigtig fint til julekugler.




Jeg har strikket omkring styroporkugler, som jeg købte i en genbrugsbutik for rigtig lang tid siden til næsten ingen penge. Og snoren er lædersnor fra Flying Tiger. Så alt i alt, var det et billigt projekt. 


På nettet fandt jeg et diagram, som viste sig at have den helt rigtige størrelse til kuglerne. Jeg strikkede på strømpepinde nr. 2,5 ligesom jeg gør med strømper. Det tager dog betydelig kortere tid at strikke en julekugle. Man kan snilt nå et par stykker eller flere på en aften. Jeg strikkede 10 stykker tilsammen. 


Indtil videre er jeg tilfreds med resultatet. Og hvis det skulle vise sig, at jeg til næste jul ikke er vild med dem længere, så kan jeg da bare strikke nye - hvis jeg da finder tiden til det.











Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...