torsdag den 15. august 2013

Hækling på en fridag

Jeg har endelig en fridag. Jeg burde få noget praktisk fra hånden, tænker jeg, eller komme ud af huset og opleve noget - eller shoppe. Men indtil videre har jeg kun haft energi til at se tv og hækle endnu en vimpel.

mandag den 12. august 2013

Hæklet vimpelranke


Forleden dag blev jeg færdig med min første hæklede vimpelranke. Den er til min søn. Og jeg tænker, at den skal bruges til at pynte op med til hans fødselsdag i september. Og at den derefter kan bruges i hans værelse.
 
Jeg har hæklet uden opskrift, har bare improviseret. Og jeg er ret glad for resultatet. Jeg begyndte med den brede ende af hver vimpel, hæklede stangmasker og tog ind i den ene side af hver række. Desuden har jeg kun hæklet to vimpler i hver farve. Så jeg nåede aldrig at kede mig.
 
Jeg har brugt rester af bomuldsgarn i seks forskellige nuancer af blå og grøn. Og desuden har jeg hæklet vimplerne på en snor af hvid bomuld. Vimpelranken vejer tilsammen 91 gram og har tolv vimpler.
 
Dette var et dejligt nemt og hurtigt projekt. Vimplerne er så nemme at hækle, at man næsten kan gøre det med lukkede øjne. Og lidt ligesom med et tæppe af hæklede oldemorfirkanter, kan man også dele dette projekt op i mindre dele og have et nøgle og en hæklenål i tasken, og så kan man lige hækle på en vimpel, når man alligevel sidder og spilder sin tid i bussen, i et venteværelse og lignende.
 
Min søn er glad for resultatet. Min datter kan også lide den og har bestilt én til sig selv.

Og så er det, jeg kommer til at tænke på, at det måske hedder hæklet flagranke i stedet for hæklet vimpelranke. Hvad ville du sige?




Washi-tape på dåser


I aftes havde jeg lidt tid til overs efter at have pakket taske med datteren til første dag i 1. klasse, og vi besluttede at lave et par dåser til hendes skrivebord til at holde på farveblyanter og lignende.
Vi brugte et par dåser, som før havde rummet hakkede tomater. De har sådan en coated inderside, som er nem nok at rengøre. Desuden havde de været en tur igennem opvaskeren og blev hurtigt tørret for ikke at ruste.
Jeg har en kagedåse fyldt med washi-tape, som vi kunne vælge fra. Og valget faldt på nogle sort/hvide tapes til den ene dåse og lilla/hvide tapes til den anden dåse. Der var tre af hver farvekombination.
Det var hurtigt og nemt at påføre tapen. Og resultatet er temmelig brugbart. Især dåsen i sort/hvid fungerer da godt sammen med datterens farveblyanter i neonfarver far Søstrene Grene. Al den brugte tape er også fra Søstrene Grene, hvis jeg husker korrekt.
Vi er begge to tilfredse med resultatet. Og jeg tænker, at jeg i fremtiden sagtens kan lave noget lignende til hæklenåle og andet grej på mit eget bord.

Billederne blev taget i et mørkt køkken ved brug af autoflash. Så de er ikke af bedste kvalitet. Derfor kun to billeder og ikke en hel række.

søndag den 11. august 2013

Gule vimpler

Min første hæklede vimpelranke er færdig. Og jeg skal nok vise frem, når jeg får taget nogle billeder med kameraet.

Jeg er imidlertid gået i gang med endnu en vimpelranke. Jeg har fundet bomuldsgarn frem i tre gule nuancer. Men jeg tænker, at jeg nok skal have et par andre farver med også.

Hvilke farver vil du vælge?

lørdag den 10. august 2013

Flere vimpler

Jeg hækler stadig vimpler. Efterhånden har jeg snart tolv. Hvor mange bruger man egentlig til sådan en vimpelranke?

Jeg starter i den brede ende og hækler stangmasker. Så når jeg ikke at kede mig, før vimplen er færdighæklet. Og da jeg kun laver to i hver farve, er det helt ok at gentage samme proces om og om igen.

Jeg overvejer nu, om jeg skal hækle dem på tråd, og hvordan den så skal hækles. Eller om jeg skal gøre det på en anden måde.
 

onsdag den 7. august 2013

Ninkas nye kjole - Min datter har syet



Min datter kom meget stolt hjem fra SFO i går og fortalte mig, at hun havde syet hele dagen og virkelig havde gjort sig umage. Hun havde fået hjælp af en voksen til at klippe stoffet og havde så syet en kjole til Ninka, hendes build-a-bear kanin. Ninka var også stolt, da hun viste den frem.
 
Jeg synes, det er så fedt, at min ellers vilde, træklatrende datter vælger at bruge det meste af en dag på at fordybe sig i at sy. På trods af, at bedsteveninden vælger andre lege. Hun var også helt varm indeni ved tanken om, hvor meget umage hun havde gjort sig, sagde hun, da jeg spurgte hende, om hun følte sig glad og stolt.


mandag den 5. august 2013

Og så var der to!

Men, der er jo tre hæklede flag på billedet, tænker du måske. Og det har du helt ret i. Men jeg refererer til de to hækleprojekter, som jeg fandt garn frem til i går og fik sat i gang i en stille nattetime.

Jeg havde kun planlagt det grønne hækleri og lagde også ud med det. Men pludselig fik jeg lyst til at prøve at hækle nogle flag til en flagranke. Jeg havde jo garnet med, så der var ingen grund til at vente.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...