fredag den 28. september 2012

Giveaway?

Jeg har længe tænkt, at det kunne være sjovt at holde en giveaway på min blog, ligesom det gøres på så mange andre blogs. Men jeg er så meget i tvivl om, hvad jeg skulle give væk. Noget, jeg selv har lavet? Noget, jeg har købt, og som jeg tror, andre kunne være glade for?
 
Har de faste læsere nogle forslag til, hvad der ville være oplagt at give væk på denne blog?
 
Med venlig hilsen,
 

torsdag den 27. september 2012

3 års fødselsdag

Min søn bliver 3 år i dag. Han skal fejre det i børnehaven i eftermiddag. Så i aftes bagte jeg hans yndlingsmuffins og har her til morgen pyntet på meget enkel vis med glasur og krymmel.

Formene er meget seje med kranier på, så der er både lidt cirkus og pirat over dem. Sådan nogle plejer at gøre lykke hos de små børn, er min erfaring.

onsdag den 26. september 2012

Endelig strik til mig selv

Jeg er gået i gang med at strikke til mig selv for en gangs skyld. Garnet er Kid-Silk fra Drops. Det er bare så lækkert! Jeg har været helt forelsket i det, siden jeg første gang strikkede med det (en nederdel til min datter).

Jeg strikker et klassisk hulmønster og har indtil videre brugt to farver: pink og grå.

Mon ikke du kan gætte, hvad jeg strikker?

tirsdag den 25. september 2012

Strikket sjal i børnestørrelse

Første gang min datter var på Færøerne var til hendes første jul, hvor hun var 3½ måned gammel. Hun fik rigtig mange dejlige fødselsgaver og julegaver. Deriblandt var dette smukke, strikkede sjal i uld. Det er i børnestørrelse og kan bruges både som sjal og som tørklæde.
 
Sjalet er strikket af moren til en af mine barndomsveninder. Hun strikker de mest fantastiske sjaler (og andre ting, selvfølgelig). Jeg har også selv fået ét for mange år siden. Dette børnesjal værner jeg om og har også fået min datter til at passe godt på det. Er det ikke bare flot?
 
 

mandag den 24. september 2012

Dagens fangst - vol. 22

Forleden dag var jeg så heldig at skulle i Stof & Stil i forbindelse med mit arbejde. Sikken et slaraffenland! Og dog - jeg købte intet stof. Jeg kunne simpelthen ikke vælge. Men jeg kom hjem igen tungt belæsset med deres tre kataloger, som jeg har tænkt mig at læse i ro og mag herhjemme.
 
Og så blev det lige til fire nøgler strømpegarn. Et par knapper  til en bolero, som jeg er ved at strikke til min datter.
 
Og jeg købte også et symærke til min søns sweatpants, som har fået et hul lige midt på numsen. Han er glad for monstre og andre underlige væsener, så jeg håber, dette mærke vil gøre, at han stadig vil have bukserne på, selv om mor bliver nødt til at sy i dem. Det er nemlig et par rigtig dejlige bukser, især nu, hvor han er ved at vænne sig af med at bruge ble.
 
 

onsdag den 19. september 2012

Min nye veninde

Jeg håber, vi bliver rigtig gode veninder, selv om vi ikke har brugt så meget tid sammen endnu. Faktisk håber jeg, vi bliver uadskillelige. Jeg tror nemlig, min nye veninde vil kunne berige mit liv og min hverdag med helt nye input og udfoldelsesmuligheder.
 
Jeg taler om min nye symaskine, som jeg for nylig købte i IKEA. Jeg har aldrig haft en symaskine før, selv om jeg har prøvet at betjene en symaskine før. Dette sker dog yderst sjældent, ikke engang hvert år. Nu må der så gerne komme nye boller på suppen.
 
Men jeg har lidt berøringsangst, tror jeg. Jeg kaster mig normalt ud i det, når jeg skal prøve noget nyt. Denne gang har jeg udskudt det, for jeg har ikke syntes, at jeg havde nok ro omkring mig, til at komme i gang.
 
Ok, jeg har så heller ikke noget stof. Og nu må I gerne udbryde: "Ååååhhh, den stakkel!" Men det skal jeg nok få skaffet. Den opmærksomme vil så også have lagt mærke til, at blandt de bøger, jeg købte i går, var der to sybøger. Jeg har nemlig brug for at lære at sy rigtigt og ikke bare for at lave reparationer eller lægge bukseben op.
 
Nu har jeg så valgt at købe denne billige maskine fra IKEA. Og hvorfor dog sådan en billig ting? Hm, jeg tænker, at hvis jeg bliver rigtig glad for at sy, så vil jeg investere i en bedre og nok også dyrere maskine, og så kan jeg give denne videre til min datter. Og hvis jeg ikke bliver glad for at sy, så har jeg da i det mindste en maskine, som jeg netop kan bruge til reparationer, og som ikke har kostet alverden.
 
Ser min nye veninde ikke bare sød ud? Og ja, jeg er faktisk lidt IKEA fan.

Kager til min datters fødselsdag

Min datter blev 6 år den 9. september. Dagen før holdt hun fødselsdag for pigerne fra klassen (hun startede i 0. efter sommerferien) samt nogle veninder. Hun ønskede sig en stor fødselsdagskage, mini-cupcakes med hindbær og RiceKrispies-konfekt. Så det måtte jeg i gang med at lave. De to sidstnævnte har jeg næsten på rygraden, da jeg har lavet dem mange gange før.
 
De små cupcakes er en lille himmerigsmundfuld med marcipan og et hindbær skjult under glasuren af flødeost og saft fra hindbærrene.
 
 
Konfekten skal ikke bages, man smelter bare chokolade og smør og hælder sirup i, og rører det så sammen med RiceKrispies. Det afkøles i køleskabet. Smager rigtig dejligt.
 
 
Det mest besværlige var den store fødselsdagskage. Indeni er den en dejlig chokoladekage med en mild nougatcreme i to lag. Min datter er ikke så vild med fondant, så den er bare smurt op med smørcreme med vaniljesmag (som min datter godt kan lide) og pyntet med sommerfugle og blomster i fondant (sugerpaste). Jeg havde en vision om flotte, malede blomster og sommerfugle, som også var formet, så de nærmest svævede lidt på kagen. Jaja, jeg kom alt for sent i gang med pynten, så den blev bare klasket på kagen. Men min datter var glad, og godt smagte den.
 
 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...