torsdag den 16. august 2012

Dagens fangst - vol. 19

Jeg skulle måske kalde dette indlæg 'ugens fangst' eller 'de to sidste ugers fangst'. Men nu bliver jeg ved temaet. Faktum er, at jeg har forsømt at lave indlæg over mine krea-indkøb i løbet af de sidste uger, så nu kommer et opsamlingsindlæg.

For et par uger siden var jeg på udsalg på nettet og handlede garn hos Rosenmynte. Jeg købte ikke meget, men jeg købte godt og billigt. Bomuldsgarn i tre farver - mest for at prøve garnet. Og Kidmohair i 2 forskellige farver. Den grønne, fordi den så lækker ud, og den lilla for at matche noget, jeg har i forvejen. Desuden faldt der tre hæfter fra Drops ned i indkøbskurven. De koster kun en 10er stykket, og det er noget nemmere - og hyggeligere! - at sidde med hæftet end at skulle downloade opskrifterne, synes jeg. Også selv om de er gratis at downloade.


For et par dage siden smuttede jeg forbi Panduro Hobby i Latinerkvarteret i Århus. Der købte jeg to æsker Sugarpaste i forskellige farver. Jeg synes, det var rigtig fint, at de har disse æsker med tre farver i mindre portioner. Så slipper man for selv at stå og ælte forskellige farver ind i fondant i timevis. Nemt og hurtigt, når man kan købe det parat. At det så ikke smager af noget er ligemeget, når bare det ser godt ud, ik'?

Desuden købte jeg endnu et Drops hæfte, og et af Sys Fredens små hæfter med strikke- og hækleopskrifter. Denne gang blev det hæftet 'Strømper og sokker'.


Til slut har min postkasse også haft dejligt indhold i løbet af den sidste uge. Det nyeste Strikkemagasin den ene dag, BoligLiv med tillægget KreaBoligLiv den anden dag, og i går modtog jeg 'Feminin Strik' af Lene Holme Samsøe, som jeg købte på Den Blå Avis forleden.

onsdag den 15. august 2012

80'er tunika til min datter

I sommerferien kom jeg i tanker om en bluse, jeg strikkede til mig selv i 6. klasse. Det inspirerede mig til at strikke en tunika i lignende design til min datter. Jeg blev færdig med den for en lille uge siden. En tunika blev det, fordi den blev ret stor.

Ellers er den bare stikket uden opskrift og på nemmeste måde og udelukkende i ret. Jeg startede med 3 masker i nederste hjørne og tog derefter 1 maske ud i slutningen af hver pind, indtil den rigtige størrelse var nået, hvorefter jeg tog 1 maske ind i slutningen af hver pind, indtil der igen var 3 masker. Ryg og forstykke er strikket helt ens. Ærmerne er også strikket i ret og er ret korte og vide. Til slut hæklede jeg musetakker ved alle kanter for at give bare en smule finish og hold.

Datteren stylede med bælte og jeans. Bæltet er helt nødvendigt, da tunikaen er vid. Farverne gjorde stor lykke hos min datter, både pink og sølv (som de helt smalle striber er) er yndlingsfarver. Og så fik hun lyst til at fjolle foran kameraet, efter at have gjort sig kostbar i et par dage.

Garnet hedder Angora Milennium fra Okilana. Det er et billigt akryl/mohair/uld garn fra Bilka. Jeg mener, jeg kun gav omkring 15 kr for hvert nøgle, som er på 100 gr. Jeg brugte ikke engang to nøgler. Sølvtråden brugte jeg, som man kan se, også kun lidt af. Den var dyrere end garnet. Men faktisk blev den hentet fra en af mine restekurve. Så jeg har nok ikke engang givet 30 kr for denne tunika.

Jeg brugte pinde nr. 5½, så tunikaen var nemt og hurtigt strikket.
 


 

onsdag den 8. august 2012

Tillykke til farmand

I søndags fejrede vi mandens fødselsdag, og der skulle selvfølgelig laves en fødselsdagskage. Han havde ønsket sig banankage med valnødder lagt sammen med nougatcreme, så det lavede jeg i lørdags.

Søndag blev kagen lagt sammen og fik overtræk af mørk chokolade med en lille smule piskefløde. Manden er hverken glad for fondant, smørcreme eller almindelig glasur, så det skulle undgås. Jeg brugte en god mørk chokolade til overtrækket, så den fik en lille smule bitterhed og dermed en 'voksensmag', der passer godt til hans smagsløg. Børnene var dog også ret glade for kagen, ligesom jeg var det.

Påskriften blev bestilt af datteren, en blanding af dansk og færøsk. Vældig passende til vores kaotiske husholdning. Desværre fik hun ikke lov til at pynte med krymmel, da farmand heller ikke er glad for det. Men så kom der bare lidt nougatcreme ovenpå.

mandag den 6. august 2012

120 lapper

Jeg har ikke opgivet det hæklede tæppe til min søn. 120 lapper er det blevet til. Så mangler jeg sådan cirka 80 lapper - gætter jeg på.

Jeg har lige siddet og hæftet ender på de sidste otte lapper. Det gør jeg gerne efterhånden for at undgå at sidde med alle enderne til sidst, for det er en sur tjans, hvis du spørger mig.

Nu ville jeg så til at hækle videre, men min hæklenål er altså blevet væk. Og jeg har kun en i den størrelse. Så jeg må i gang med at lede.

onsdag den 25. juli 2012

Mini oldemorfirkanter

Jeg har hæklet disse to mini oldemorfirkanter som en prøve. Jeg skal have justeret antallet af luftmasker i næste prøve. Muligvis vil jeg også prøve en lidt tyndere hæklenål. Men ellers ser resultatet ud til at blive tilfredsstillende.

Jeg skal bare bruge to til projektet, men de skal se rigtig fine ud. Er der mon nogen, der har lyst til at gætte på, hvad de skal bruges til?

mandag den 23. juli 2012

Strikkemagasin 7 - 2012

Da vi kom hjem fra ferie, lå det nyeste Alt om Håndarbejdes Strikkemagasin (nr. 7, 2012) og ventede i postkassen. Dejligt! Jeg har som altid bladret i det sammen med min datter, og nogle af opskrifterne har jeg også nærstuderet selv. Igen var der flere opskrifter, som godt kunne tænkes at blive til fremtidige projekter.


Min mand syntes godt om denne sweater, både farverne og stilen. Jeg er ambivalent. Jeg kunne godt tænke mig at strikke noget til ham, men jeg tror alligevel, jeg har en anden opskrift, som jeg synes bedre om.


Min datter synes, denne trøje er lige noget for sin lillebror. Selv sagde han også, at han syntes, den er sej, men at den skulle være blå (det er vist hans yndlingsfarve). Dog går opskriften kun ned til 6 år, og min søn bliver først 3 år til september, så den er for stor til ham. Mon det vil fungere at strikke i et lidt tyndere garn og med tyndere pinde og på den måde formindske størrelsen?


Min datter var ret vild med de her halssmykker, kan man vist kalde dem. Vinter- og sommertema. Jeg tror især, det var sommer, der tiltalte hende.


Jeg tror, den lilla slå-om kjole, måske ville være noget for mig selv. Jeg er vild med lilla, jeg ønsker mig en strikket kjole, som jeg selv har strikket, og jeg synes rigtig godt om slå-om. Men jeg har så svært ved at bedømme, om den vil klæde mig, og hvordan den vil sidde.


Min datter var vild med disse hæklede svampe. Og det er jeg også. Især de store, som står i vindueskarmen kunne jeg godt tænke mig at hækle.


Og til sidst var der denne 80'er inspirerede skråstrikkede trøje til piger. Det er spøjst, for jeg gik nemlig i ferien og tænkte, at jeg skulle strikke en skråstrikket trøje til min datter, inspireret af en trøje, jeg selv strikkede til mig selv i sjette klasse (midt i 80'erne). Garnet købte jeg lige før ferien. Heldigvis faldt min datter for denne opskrift, men kunne samtidig godt affinde sig med, at jeg allerede havde planlagt noget i samme stil men andre farver, dog uden opskrift.


søndag den 22. juli 2012

Perleplader

I går legede jeg med perleplader sammen med min datter. Det er ellers et par måneder siden sidst. Denne gang lykkedes det mig faktisk at blive færdig med en plade - en af de mindste kvadratiske plader - og stryge motivet. Yay! Et afsluttet perleprojekt!

Og så tænkte jeg jo med det samme, at det kunne være fedt at lave et stort perlebillede med forskellige mønstre. Hehe. Ambitionerne fejler vist intet...

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...