Viser opslag med etiketten Garn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Garn. Vis alle opslag

torsdag den 20. juli 2017

Garnstafet 2017

 
Egentlig ville jeg have skrevet et langt og fint indlæg om Garnstafetten, som blev holdt i Aarhus for godt en måneds tid siden. Men jeg kom fra det igen. Det skyldes nok blandt andet, at jeg slet ikke fik taget så mange billeder, som jeg havde planlagt. Jeg var simpelthen helt optaget af at hygge mig i stedet for at tage billeder. For hyggeligt, det var det!


Jeg var afsted med to dejlige damer fra Striklecaféen. Vi troppede op ved Yarnfreak på Ingerslevs Plads, da de åbnede kl. 10. Og vi fortsatte til fods ned igennem byen, holdt frokostpause på en café i Latinerkvarteret og sluttede af ved Fandango. Vi nåede alle de 8 butikker i indre by.

Desværre nåede vi ikke butikkerne på Trøjborg og i Viby. Det havde vi nu heller ikke regnet med eller planlagt med, for vi ville være til fods, da parkeringsmulighederne i Aarhus C er temmelig trælse. Og da én af os var dårligt gående var vi nødt til at begrænse os til indre by. Men vi fik nu både hygget og fandt masser af inspiration og fristelser alligevel. 






Flere af butikkerne havde pyntet festligt op til dagen. Der blev budt på hindbærsnitter, karameller, vand, kaffe og te. Flere steder var der gratis strikkehæfter. Og så var der selvfølgelig alle de gode tilbud. Et par steder fik jeg også hilst på strikdesignere og kigget på deres designs. Det resulterede blandt andet i, at jeg efterfølgende har købt et par af Petite Knits populære designs.

Jeg købte ikke i alle butikker men i de fleste. Alle havde noget spændende at byde på. Men der var simpelthen så mange garnglade kvinder i alle butikkerne, at det var umuligt virkelig at fordybe sig og nørde med garn og tilbehør. Jeg fik dog købt nogle af de ting, jeg målrettet gik efter, samt lidt ekstra. Og jeg holdt budgettet, som jeg havde sat for mig selv. 

Af tilbehør købte jeg kun et par Prym hæklenåle hos City Stoffer & Garn, som havde 25% rabat. Dér opgav jeg ellers at kigge på garn, for man kunne slet ikke komme til for mylderet af kunder. 

Hos Yarnfreak kunne jeg slet ikke overskue at vælge imellem alt det håndfarvede garn, som jeg kiggede efter. Så jeg har lovet mig selv et nyt besøg snarest.

I Netgarn købte jeg det smukkeste, håndfarvede merinogarn i blålige nuancer: Marina fra Manos del Uruguay. Det skal bruges til selvforkælelse. Desuden købte jeg et par nøgler bomuldsgarn Drops Loves You 7 til kun 5 kr for et nøgle. De er allerede blevet strikket til et køkkenhåndklæde.

Hos Garnlageret gik jeg målrettet efter Angel by Permin, som jeg skulle bruge til et par projekter. Det var nemlig på tilbud. 

Hos Garnkisten i Latinerkvarteret havde jeg lovet mig selv at købe håndfarvet strømpegarn fra Sysleriget. Det havde jeg længe gået og sukket efter. Og det skal helt klart bruges til selvforkælelse. Desuden købte jeg noget lækkert grønt silkegarn fra Rowan på tilbud. Det bliver sandsynligvis til en julegave. 

Men konklusionen må være, at selv om jeg fik fyldt lidt op i lageret, kunne jeg sagtens have købt mere, hvis der havde været mere ro på, og hvis jeg havde planlagt bedre, hvad jeg skulle gå efter. Det må jeg så gøre bedre næste år. For ja, jeg skal helt klart deltage næste år, også selv om jeg hverken vandt eller havde tid til modeshow eller strikkecaféen denne gang. Måske næste år. 

Nogle af de omtalte garner kan du købe via disse affiliate links:
Manos del Uruguay kan købes HER
Drops Loves You 7 kan købes HER og HER og HER



<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

lørdag den 15. juli 2017

Reyna - endnu et tørklæde i Merino Singles fra Sysleriget



Jeg har virkelig fået lyst til at strikke tørklæder, efter jeg fik fat i det smukke garn fra Sysleriget. Denne gang har jeg også været på Ravelry for at finde en opskrift. Og jeg fandt Reyna af Noora Laivola, som er en gratis opskrift konstrueret til et enkelt fed garn. Den var vældig passende. Jeg havde 100 gram garn og ville gerne bruge det hele. Det var nemt lige at strikke nogle få omgange mere end selve opskriften for at få brugt alt garnet. 









Tørklædet, som også kan bruges som et lille sjal, er trekantet og måler 160 x 52 cm. Det er strikket på pind nr. 3,5. Farven er fra Syslerigets Garnklub i april 2017. Tørklædes er dejlig blødt. Min datter - som er sart, når det kommer til garn, der kradser - prøvede tørklædet bare med en sommertop på, og hun syntes, det var lækkert.


Jeg har endnu ikke besluttet, om jeg skal beholde tørklædet eller give det i gave - eller måske sælge det.








tirsdag den 4. juli 2017

Tørklæde i Merino Singles fra Sysleriget - Arlequin


Jeg har efterhånden allerede skrevet om mit yndlingsgarn fra Sysleriget nogle gange. Nu har jeg så også strikket et projekt færdigt i garnet. Og det var virkelig en fornøjelse. Garnet var ualmindelig blødt og behageligt at arbejde med, og det havde en helt perfekt elasticitet. 

Forleden aften var jeg inviteret til hygge hos en veninde, som har haft fødselsdag for nylig. Så i stedet for en almindelig værtindegave, havde jeg en fødselsdagsgave med. Jeg havde strikket et tørklæde i Merino Singles fra Sysleriget. Farven var den fra Garnklubben i juni 2017.  Og jeg havde kun de 100 gram, som fedet bestod af.

Min veninde cykler i al slags vejr og er glad for små tørklæder til at holde kulden fra halsen. Og hvad kan være mere oplagt end et tørklæde i lækker, blød merino, som ikke klør, når det bliver varmt.

Så jeg fandt en gratis opskrift på Ravelry på et asymmetrisk tørklæde. Det er konstrueret så smart, at man starter med én maske, og så strikker man, indtil man har nået ønsket størrelse. Eller indtil man ikke har mere garn. På den måde fik jeg brugt næsten alt garnet - på nær en ret kort tråd. Og jeg var glad for, at intet af det dejlige garn gik til spilde. 

Det var første gang, jeg strikkede efter en opskrift på engelsk. Men det gik nemt og  smertefrit, da opskriften var ganske enkel. Jeg kunne godt tænke mig at prøve den igen og måske arbejde lidt mere mønster ind - måske et enkelt hulmønster. Og så kunne jeg godt tænke mig at flytte ind- og udtagningerne lidt, så kanterne bliver pænere. Men det må komme an på en prøve. 

Jeg brugte opskriften til Arlequin Shawl af Peggy Maxheim. Da jeg brugte nogle andre farver end i opskriften, er udfaldet ganske anderledes at se på. Men mit tørklæde fik også den rigtige fine form. Opskriften kan downloades på engelsk eller fransk - gratis selvfølgelig.

Tørklædet blev cirka 120 cm langt fra ende til anden. Og vejer jo lige under 100 gram, da jeg brugte næsten alt garnet. Tørklædet har en rigtig fin størrelse til at blive brugt som cykeltørklæde, var tilbagemeldingen. Det blev prøvet og de fine farver beundret med det samme.






lørdag den 1. juli 2017

Min nye ven - krydsnøgleapparatet

Jeg har fået en ny ven. Og tjuhej, hvor vi hygger os sammen. Samtidig med at vi faktisk får udrettet noget. Jeg kan endda være bekendt at tage ham med ud blandt mine veninder - i Striklecaféen. Og de er glade for at se ham. Og lege med ham!


For et stykke tid siden fandt jeg et krydsnøgleapparat inde på en af de billige shoppeaps til under 80 kr med levering. Så jeg tænkte, at nu var tiden inde til at prøve, om det var noget for mig. Idéen var, at så kunne jeg investere i et dyrere kvalitetsapparat på et senere tidspunkt, hvis jeg blev glad for det. 


Og apparatet har vist sig at være et godt køb. Jeg har vundet flere fed garn op - og jeg begynder at få dem brugt. Og i mellemtiden ligger de i garnreolen og ser så fine ud.


Desuden ser selv gammelt, arvet bomuldsgarn mere fristende ud, når det er vundet op med krydsnøgleapparatet. Jeg fik en god idé til det lyseblå og grønne garn, imens jeg sad og vandt det op i dag. Tiden vil vise, om idéen holder. Men jeg er altid så glad for at få brugt gamle rester til noget fornuftigt, så de ikke bare går til spilde. 


Nu er der bare opstået et nyt behov. En vinde til at bruge sammen med krydsnøgleapparatet. Så jeg skal til at beslutte, om det næste køb skal være en vinde eller et krydsnøgleapparat i rigtig god kvalitet. Eller er jeg nødt til at købe begge?

Kan du evt. anbefale et virkelig godt og stabilt manuelt krydsnøgleapparat? Det, jeg har nu, er godt til prisen, men metalpinden til at holde garnet falder hele tiden ned, så jeg skal sidde ig holde fast i den. Det vil jeg gerne undgå. 

lørdag den 24. juni 2017

Endnu mere lækkert garn fra Syslerigets Garnklub


Forleden modtog jeg den tredje og sidste pakke med garn fra Syslerigets Garnklub. Og ved I hvad, denne gang er jeg faktisk ret hurtigt kommet i gang med at bruge det. Ikke fordi det er mindre lækkert end det forrige - for det er det selvfølgelig ikke - men fordi farven hurtigt gav mig en idé om, hvad det skal bruges til.


Først tænkte jeg, at det skulle strikkes sammen med en følgetråd i kidsilk. På Garnstafet (mere om det senere) fandt jeg noget hvidt Angel fra Permin til næsten ingen penge. Og jeg havde en opskrift fra Ravelry.

Jeg lavede strikkeprøver både med og uden den hvide følgetråd. Og faktisk blev jeg er mest vild med resultatet uden følgetråd. Det lækre merino kom mere til sin ret i glans og blødhed, og farverne var mere tydelige. Så jeg droppede følgetråden og strikkede videre uden. Indtil videre er jeg godt tilfreds.



Tiden må vise, om jeg melder mig ind i garnklubben en anden gang. Jeg har været godt tilfreds med garnet, det er alle pengene værd, og jeg elsker at blive overrasket med nye farver. Men netop det, at jeg ikke har valgt farverne selv, gør også, at jeg så kommer i tvivl om, hvad jeg skal bruge garnet til - tror jeg. Derfor vil jeg overveje bare at købe garnet på traditionel vis. Faktisk har jeg allerede købt mere, hvilket jeg vil skrive om på et andet tidspunkt. 



fredag den 2. juni 2017

De seneste 9 - på Instagram



Min glæde ved lækkert garn slår igennem denne gang. I hvert fald på to af billederne. Det gule fra Sysleriget er mit eget, som jeg endnu ikke nænner at bruge, da jeg ikke har fundet det 'perfekte' projekt. Kender du det?


Og det røde Marina fra Manos del Uruguay, som jeg gramsede på i Striklecaféen forleden. Jeg var helt vildt misundelig på Anette, som havde købt det, men da jeg stod i butikken i går og havde garnet foran mig, kunne jeg slet ikke beslutte mig for at købe noget - på grund af alle de fine farver. Endnu en gang var der for meget godt at vælge imellem!


Det hæklede babytæppe, jeg afleverede til min kollega forleden, er kommet med denne gang. Men ellers er det strik, der præger billederne, og ikke hækling, som det ellers ofte har været på det sidste. Jeg er ved at afslutte min sorte trøje i hørgarn. Der mangler få masker at lukke af og nogle tråde af hæfte. Den bliver noget oversize, men jeg tror alligevel, den bliver dejlig at være i.


Jeg er begyndt på et mørklilla køkkenhåndklæde. Desværre fik jeg kun et par dages strik på det, før min skulder/arm begyndte at strejke.


Faktisk har jeg ikke kunnet bruge armen siden torsdag aften i sidste uge, og oveni det fik jeg en infektion, som krævede antibiotika - bronkierne kan være problematiske. Og de gjorde, at jeg i første omgang ignorerede armen. Men da jeg hurtigt fik det bedre af medicinen, måtte jeg til læge med armen. Frossen skulder, inflammeret sene, betændt slimsæk i skulderen var budene fra fire forskellige læger (egen læge, to vagtlæger og en speciallæge). Måske de siger det samme på forskellige måder? Uanset det har jeg nu fået en blokade, en indsprøjtning binyrebarkhormon, i skulderen, og det har hjulpet gevaldigt på smerterne. Godt at komme af med morfinen, som gjorde mig dårlig, selv om den var det eneste, der hjalp på smerterne før. Nu skal armen skånes weekenden over, og så skulle jeg være klar til at gå på arbejde igen.


Og til at strikke. I går købte jeg billet til Garnstafetten, som er i Århus weekenden den 17. og 18. juni. Jeg fik et fint shoppenet med, hvilket nok bliver praktisk til stafetten, for jeg forudser en del frådseri i lækkert garn og tilbehør. Jeg har endda sat penge til side til det.


Og så var der de flyvende grise. Jeg ville egentlig lave et separat indlæg om dem, så der kommer ikke mere i denne omgang. 

torsdag den 18. maj 2017

Endnu mere garn, jeg ikke nænner at bruge...


I går hentede jeg pakken med garn fra Syslerigets Garnklub. Og det er sååååå fint! - og lækkert. 

Farverne er flotte. Og selv om de ikke er specielt gode til mig, vil de klæde min datter helt fantastisk! Så skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal strikke til hende. 

Jeg glæder mig allerede til næste måneds pakke fra garnklubben.




tirsdag den 2. maj 2017

Hæklet babytæppe

 
Måske husker du, at jeg skrev indlægget "Er femte gang mon lykkens gang"? Det blev det. Lykkens gang, altså. Tæppet blev næsten helt perfekt. Og jeg blev lykkelig ... eller i hvert fald glad for resultatet, selv om et hækleprojekt jo nok ikke kan have afgørende betydning for, om jeg er lykkelig eller ej.


Tæppet blev lækkert. Og hvis jeg selv skulle have flere børn, ville jeg helt klart hækle sådan et tæppe til min næste guldklump. Nu bliver det så min kollegas første guldklump, der skal pakkes ind i tæppet, eller bruge det i sin barnevogn, eller hvad tæppet nu bliver brugt til.



Tæppet blev nemlig bestilt af min søde kollega, som er gravid og har termin i løbet af sommeren. Vi snakkede sammen om, hvordan hun forestillede sig tæppet. Der kom ord frem som enkelt og ensfarvet (gråt) men gerne sjovt at hækle og ikke helt kedeligt. Jeg researchede lidt på Pinterest og fandt blandt andre frem til dette blogindlæg hos LeeLeeKnits med opskrift på et tæppe, som vi begge syntes om. Min udfordring blev så, at jeg langt fra er vant til at hækle efter opskrifter på engelsk. Men i dette tilfælde viste det sig ganske nemt. 

Som så ofte før fulgte jeg ikke helt opskriften. Mit garn - og dermed også min hæklefasthed - var helt forskellige fra opskriften. Det resulterede i, at jeg havde en smule vanskeligheder med at ramme den rigtige størrelse, hvilket man kan læse om i mit tidligere indlæg, som jeg skrev, imens jeg var i gang med at hækle tæppet. Men opskriften var særdeles enkel og nem at følge. Jeg fulgte vejledningen til mønsteret - som ser meget mere kompliceret ud, end det viste sig at være - og den helt enkle kant i fastmasker. 


Tæppet vejer 736 gram og måler cirka 78 x 97 cm med kant. Jeg havde satset på 80 x 100 cm, så jeg kom tæt på. Og størrelsen og tæppet i det hele taget blev da også godtaget af min kollega i dag, da tæppet blev afleveret. Hun blev glad og sagde, at det var ligesom hun havde forestillet sig det. Så er jeg også godt tilfreds. 

Tæppet er hæklet i Drops Cotton Merino, som er et lækkert og blødt garn, som kan tåle at blive vasket. Det kan i øjeblikket købes hos Hobbi.dk og Rito.dk til kun kr. 21 per nøgle á 50 gram. Jeg betalte lidt mere, da jeg købte garnet, så det er en god pris i øjeblikket (overnstående links til de to webshops er affiliate links).

<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

søndag den 23. april 2017

Jeg nænner ikke at bruge det


Kender du det? Dit nyest indkøbte garn er så lækkert, at du ikke nænner at bruge det. Du kan simpelthen ikke forpligte dig til at gå i gang med at kreere et stykke beklædning eller andet af garnet. Du kan ikke forpligte dig til et enkelt projekt, for hvad nu hvis du får lyst til at lave noget andet af det? Og hvad så, når du har strikket alt garnet op og ikke længere kan glæde dig til at gå i gang med at bruge det?

Jeg er i syv sind. Jeg kan ikke beslutte mig. Jeg har meldt mig ind i Syslerigets Garnklub og har modtaget første forsendelse. Garnet er mega lækkert superwash behandlet merino i en unik farve. Og netop forbi det er så unikt - tror jeg - kan jeg ikke beslutte mig.

Jeg tænker dog på at strikke et lækkert tørklæde/sjal til mig selv. Men da jeg kun har 100 gram, kan det ikke være alt for stort. Jeg skal i hvert fald strikke noget til mig selv denne gang. Dét har jeg besluttet!

Hvad ville du bruge 100 gram af det lækreste håndfarvede merino til?





lørdag den 11. marts 2017

De seneste 9 - på Instagram





I aftes blev jeg opmærksom på, at min Instagramprofil ser temmelig grå ud for tiden. Selv om jeg poster farvebilleder.


Det er helt tilfældigt og ikke tilstræbt, men skyldes delvist et par grå hækleprojekter. Og så har jeg brugt grå baggrund på nogle af billederne. Både når jeg har fotograferet i køkkenet om dagen for at udnytte lyset. Så ser man den grå bordplade. Og når jeg har taget billeder om aftenen i sofaen. Så har jeg nogle gange haft en grå pude i baggrunden, for at det ikke skal blive alt for mørkt. 


Ellers er pink/rosa vist også en gennemgående farve, hvilket jeg synes, er ret fedt.


Selv om jeg har vist billeder af nogle strikkede julekugler på Instagram, er det ikke meget, jeg får strikket for tiden. Jeg hækler mest. Har hæklet et tæppe færdigt. Det skal jeg nok lave et blogindlæg om. Og så hækler jeg karklude i bambus/bomuld. I rosa og grå. De to farver igen.


Og så begynder jeg at kunne mærke foråret, idet jeg bliver mere aktiv i haven og også har taget vintergækker med indenfor. Jeg glæder mig så meget, til vi for alvor kan komme ud og nyde vores lille have igen. 


Følger du med på Instagram?

tirsdag den 7. marts 2017

Strikkede julekugler i marts


Så så man mig sidde her i marts måned med nyligt strikkede julekugler. Er jeg bare ude i god tid? Eller er jeg for sent ude?


Jeg havde lovet mig selv, at sidste jul var julen, hvor jeg endelig skulle få strikkede eller hæklede kugler på juletræet. Først og fremmest fordi jeg er vild med udtrykket. Men helt ærligt, når man nu er strikkenørd og glad for hækling, hvor mange år kan man så tillade sig at være bagud med den trend uden at være - ja, helt håbløst bagud? Så denne jul skulle det være, havde jeg besluttet. I det mindste skulle det prøves. Men så skete der så meget andet.


Dog var der en enkelt rigtig fin hæklet kugle på træet. Den købte jeg på julemarked.


Imellem jul og nytår var der endelig ro til at begynde på et lille nyt strikkeprojekt. Desuden brugte jeg det meste at tiden på sofaen eller i sengen på grund af sygdom, så der var ikke så meget andet at lave i nogle dage ud over at strikke, se tv og sove.


Selv om jeg er vild med tanken om strikkede julekugler, er jeg ikke så meget til de hvid- og rødmønstrede af slagsen, som man ofte ser. Jeg gik med tanker om stribede kugler eller mønstrede på anden vis.


Men da det kom til stykket, valgte jeg et akrylgarn fra Bilka til at prøve mig frem med. Når det ikke handler om beklædningsgenstande eller andet, som skal være i kontakt med kroppen, har jeg det helt fint med at strikke i akryl. Dette garn havde jeg dig købt på grund af de fine farver i lange farveskift og glimmeret. Desuden føles det blødt og lækkert, og det har en lille smule 'aura' ligesom angora, hvilket jeg synes, er rigtig fint til julekugler.




Jeg har strikket omkring styroporkugler, som jeg købte i en genbrugsbutik for rigtig lang tid siden til næsten ingen penge. Og snoren er lædersnor fra Flying Tiger. Så alt i alt, var det et billigt projekt. 


På nettet fandt jeg et diagram, som viste sig at have den helt rigtige størrelse til kuglerne. Jeg strikkede på strømpepinde nr. 2,5 ligesom jeg gør med strømper. Det tager dog betydelig kortere tid at strikke en julekugle. Man kan snilt nå et par stykker eller flere på en aften. Jeg strikkede 10 stykker tilsammen. 


Indtil videre er jeg tilfreds med resultatet. Og hvis det skulle vise sig, at jeg til næste jul ikke er vild med dem længere, så kan jeg da bare strikke nye - hvis jeg da finder tiden til det.











onsdag den 1. marts 2017

Det smukkeste strømpegarn


I går så jeg det smukkeste strømpegarn, jeg nogensinde har set. Da jeg var inde i butikken og gramse, viste garnet sig også at være blødt og lækkert (det indeholder merino!) på trods af den diskrete glimmertråd.

Garnet fra Sysleriget er håndfarvet her i Aarhus. Jeg kendte det ikke i forvejen, men efter jeg kom hjem, researchede jeg lidt og fandt frem til Instagram profil (@sysleriget) og webshop tilhørende Malene Mortensen, fra hvis hjemmelaboratorium garnet kommer. Og nu tænker jeg, at jeg da bare er latterligt bagud, eftersom jeg ikke kendte garnet før. For det er vist ganske kendt på Instagram og sikkert også i blogland. Uanset det er jeg begejstret.

Eneste minus er prisen, som var på kr. 175 for 100 gr. af det specifikke garn, som jeg kiggede på. Der var da også noget lidt billigere. Men jeg er ikke oprørt. Man kan forvente at skulle betale noget for så smukt håndfarvet garn i denne luksuriøse kvalitet. Spørgsmålet er så, om man er villig til at betale de penge.

For mit vedkommende skulle jeg have et specifikt projekt i tankerne, før jeg gik ud og købte garnet. Så det ikke bare kommer til at ligge og fylde i lageret. Og jeg skulle strikke noget holdbart af garnet. Altså ikke et par strømper, som alligevel bliver slidt op efter en sæson, eller en barnetrøje, som ungen alligevel vokser ud af efter et halvt år. Det skulle nok være noget langtidsbrugbart til mig selv.

Og her er det, jeg tænker på Haruni sjaletsom jeg tidligere har strikket i to forskellige garner og farver - bare aldrig til mig selv. Jeg kan sagtens se det for mig i et af garnerne fra Sysleriget - selvfølgelig et garn med glimmer. Og se bare alle de fine farver på billedet her nedenfor.



Jeg fandt garnet i Garnkisten, som ligger i latinerkvarteret i Aarhus. Jeg kan ikke gå forbi butikken uden i det mindste at stoppe op og glo på udvalget i vinduet. Desuden er det en hyggelig butik med dejlig udstilling, hvor alt det lækre udvalg af garn kan nydes. Og vejledningen er både venlig og kyndig.  Og i går var jeg inde og gramse og fotografere og fik også kigget på et sjal, der var strikket i noget af garnet fra Sysleriget. Det var virkelig lækkert og blødt. Garnkisten har også en Instagram profil (@garnkisten) og webshop.



torsdag den 8. december 2016

Skóleistar til mig selv


Forleden strikkede jeg dette par skóleistar. Jeg tænke, jeg kunne bruge dem som gave eller sælge dem. Men jeg elsker farverne så meget, at jeg nu har taget dem i brug selv. Og de er dejlige!

Da garnet virker en lille smule tyndere end garnet i min oprindelige DIY, har jeg strikket en enkelt retrille og en eller to omgange glat mere for at forlænge foden. Og de passer fint.

Min oprindelige DIY til Skóleistar i voksenstørrelse finder du ved at KLIKKE HER.

Garnet med de flotte farver er DROPS Delight, som blandt andet kan købes hos Kukuk.dk i 16 forskellige farvekombinationer med lange farveskift, som giver det flotte farvespil.

Hvis du køber via dette affiliate link, tjener jeg lidt på det.

Men kig nu rundt i hele shoppen, for der er meget lækkert at vælge imellem!

<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

lørdag den 27. august 2016

Skiftende udstilling - Garnreolen


Jeg er stadig forelsket i min kære garnreol. Jeg har haft den i et godt stykke tid, og den er vokset til dobbelt størrelse. Alligevel tager den ikke ret meget plads. Min garnreol, som består af fire cdreoler fra IKEA.

Noget af garnet har ligget der i lang tid. Noget når kun lige at ligge der ganske kort, før jeg fjerner det igen, for så skal der bruges til at strikke eller hækle med. På den måde er udstillingen altid skiftende. Men den er altid farverig og inspirerende. Og så er garnet overskueligt og let at gå til. 

Derudover har jeg 4 - nej egentlig 5 - kurve med garn, som ikke er kommet med i reolen. Noget af det er bare rester og ville trille ud, hvis det lå i en reol. Andet har jeg købt i poser, som opbevares i en kurv, indtil det skal bruges. Og så er der alt det garn, som er en del af aktive projekter. Jeg bilder mig dog ind, at lageret er blevet mindre over det sidste år, selv om det er svært at overskue, da der jo er en del udskiftning. 

Nu har jeg igen ryddet op i krealageret og i garnreolen. Så nu skal jeg lige nyde synet af den. 

torsdag den 28. juli 2016

Leder du efter billigt bomuldsgarn til dine karklude?

 


Hvis du leder efter et sted at shoppe bomuldsgarn til dine karklude, er Rito.dk et godt bud på, hvor du skal se dig omkring. De har knaldgode tilbud på mange forskellige slags bomuldsgarn lige nu.

Blandt andet koster DROPS Loves You 7 (8/4 bomuld) kun kr. 9 pr. nøgle (endnu billigere med mængderabat):

KLIK HER


Det evigt populære Mayflower Cotton 8/4 Junior fås til kun kr. 10 pr. nøgle:

KLIK HER


Og hvis du vil have lidt mere luksus, får du Mayflower Økologisk Cotton 8/4 Egyptisk Bomuld til kr. 19 pr. nøgle:

KLIK HER

 
 
<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

fredag den 17. juni 2016

Dejlige ting med posten

Vi brokker os måske over de høje portopriser og lange leveringstider. Men nogle gange lykkes det postvæsenet at gøre os nærmest lykkelige. Bevares, jeg har selv bestilt og betalt for varerne, men det er nu alligevel dejligt, når postbudet ringer på. 


I dag modtog jeg det nye Maries Idéer (nr. 3/2016). Jeg har kun bladret og smålæst lidt endnu, men så har jeg det til gode til i aften, når ungerne er puttet, hvis jeg da ikke falder for fristelsen og kaster mig over den nye sæson af OITNB på Netflix. Men så kan jeg læse i morgen formiddag, før jeg skal på aftenarbejde. Indtil videre ser det spændende ud. 


Desuden modtog jeg en pakke med garn og strikkepinde. Jeg nåede lige at få fat i noget Alpaca, før Drops Supersale var ovre. Det skal bruges til at forkæle mig selv med. Desuden købte jeg flere af mine yndlingsrundpinde i messing. De er helt klart de bedste pinde for mig at strikke med, og jeg køber dem efterhånden, hver gang jeg skal udskifte nogle af de gamle, eller når jeg er så heldig at have brug for en helt ny tykkelse eller længde. 

mandag den 18. april 2016

Endnu mere billigt bomuldsgarn!

Endnu en gang har jeg spottet noget super billigt bomuldgarn på nettet. Og jeg giver lige et affiliate link her i indlægget, så jeg kan tjene nogle kroner på det, hvis du køber.

Denne gang er det Strikkes.dk, som har Mayflower Cotton 8/4 i 38 forskellige farver. Prisen er kr. 9,50 for et nøgle. Medmindre du køber mere, for så kan prisen komme helt ned på kr. 8,75!

Køb Mayflower Cotton 8/4 hos Strikkes.dk


<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

onsdag den 24. februar 2016

Vil du købe VIRKELIG billigt bomuldsgarn?

Hvis du nu - efter at have set mine DIYs til karklude - sidder og tænker, at du kunne tænke dig at købe bomuldsgarn i flere farver til en VIRKELIG lav pris, så ved jeg godt, hvor du kan gøre det.

Jeg lægger lige et affiliate link ind i dette indlæg, så jeg kan tjene et par kroner på dit køb. Klik nedenfor og køb Drops Loves You 7 (bomuldsgarn 8/4 i god kvalitet) hos Rito.dk. Det findes i 19 forskellige farver - perfekte til foråret - og koster kun 9 kr for et nøgle på 50 gram.

Køb Drops Loves You 7 hos Rito.dk

 
 
<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

tirsdag den 29. december 2015

Hvordan skal man vælge?


I går stod jeg igen foran en reol fuld af Navia garn i alle kvaliteter og farver og kunne ikke vælge. Jeg havde prøvet det før, og havde tænkt, at denne gang skulle jeg bare købe det garn, jeg faldt for. Men der var for meget at vælge imellem, så jeg gik i baglås.

Hvordan udvælger man garn uden at have et eller flere specifikke projekter i tankerne?

Og dette er bare udvalget i et almindeligt, færøsk supermarked. Hvordan skulle jeg vælge, hvis jeg kom ind i en strikkebutik?

Jeg gør endnu et forsøg i de kommende dage. Måske jeg kan få dannet mig en vag idé om noget, jeg vil strikke, før jeg igen opsøger garnhylden.


fredag den 11. december 2015

Sæsonens første par


Jeg er lidt sent ude, men jeg har endelig strikket sæsonens første par strømper. De er til datteren, som er glad for dem. Næste par bliver sandsynligvis til sønnen, som måske er blevet lidt forsømt på det område. Eller også bliver det til manden, som hvert år til jul ønsker sig et par strikkede strømper.

Jeg har brugt almindeligt strømpegarn i en blanding af uld og nylon eller lignende. Den tynde slags garn, som strikkes på pind 2,5. Garnet er fra Tiger-butikken, og det er købt på grund af farverne (mange farver og korte farveskift). Garnet er meget billigt, og det føles en lille smule stift at strikke med. Men jeg har tidligere brugt garn fra Tiger, og det er udmærket i brug.

Strømperne er strikket to på en gang, med 'magic loop' på rundpind. Det er blevet min favorit måde at strikke strømper på. Dog er det en lille smule besværligt, når man skal strikke hæl. Det kunne afhjælpes, hvis jeg lærte at strikke fra tåen og op. Det har jeg dog ikke gjort endnu, så jeg strikker stadig oppefra og ned og slutter med tåen.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...