onsdag den 11. september 2013

Hæklet doilytæppe i Zpagetti

Efter et fejlslagent forsøg med et stort doilytæppe, som jeg skrev om i dette indlæg, besluttede jeg mig for at trævle op og forsøge mig med en ny opskrift. Valget faldt på denne fra Yarnfreak. Mønstret er enklere end i den første opskrift, og det er nemmere at justere i forhold til egen hæklefasthed.
 
Men jeg ønskede et større tæppe, så jeg fortsatte med at hækle flere omgange end i opskriften. Det satte så også flere krav til mig om at holde øje med, om tæppet blev helt fladt. Det viste sig ikke at være et problem, jeg kunne nemt justere mine udtagninger, og tæppet blev pænt fladt. Og det er endnu bedre nu, hvor vi har haft det liggende på gulvet i et par uger og har gået på det.
 
Desuden undlod jeg at hækle den bølgede kant, for tæppet skulle ikke blive alt for feminint og 'blondet' i udtrykket. Dermed slap jeg så også for udregninger for at få kanten til at passe til et tæppe i denne størrelse. Jeg hæklede bare, indtil jeg syntes, tæppet var stort nok.
 
Jeg brugte lillafarvet Hoooked Zpagetti købt hos Yarnfreak den dag, jeg gik lidt amok med mine garnindkøb. Jeg havde købt tre store ruller af garnet men brugte kun cirka 2½ rulle. Jeg har planer for resten, men tiden må vise, hvad det bliver til.
 
Tæppet måler cirka 111 cm i diameter og vejer cirka 2,4 kg (for tungt til køkkenvægten!). Det er forholdsvis hurtigt hæklet, da garnet jo er tykt. Men det er ret tungt at sidde med til slut.
 
Projektet var en fornøjelse, selv om det ikke lykkedes i første omgang. Og jeg er slet ikke færdig med at hækle i Zpagetti endnu.
 

 

3 kommentarer:

  1. Sikken flot og anderledes tæppe! Smart farve. I like! :)

    SvarSlet
  2. Hvor er det blevet flot! Virkelig flot farve!

    SvarSlet
  3. Tak :) Vi er rigtig glade for tæppet, og farven passer godt ind i soveværelset. Dejligt med lidt friskt tilbehør.

    SvarSlet

Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...