onsdag den 2. januar 2013

Bolero til min datter

Denne strikkede bolero har været undervejs rigtig længe, faktisk siden september. Først stoppede jeg med at strikke på den, fordi jeg manglede pinde. Da jeg så endelig fik købt dem, var jeg allerede begyndt at strikke på julegaver. Og jeg besluttede at vente med boleroen. Men der manglede ikke så meget, så da julegaverne var færdige, gik jeg i gang med den igen, og den blev helt færdig den 23. december.
 
Jeg gennemlæste den slet ikke opskriften, før jeg gik i gang. Lavede bare en strikkeprøve og fandt frem til, hvad jeg kunne bruge af garn og pinde og gik så i gang.
 
Da jeg så gik i gang med at strikke, blev jeg helt forvirret, for jeg kunne slet ikke regne ud, hvordan boleroen var konstrueret. Men jeg besluttede at blive ved, og efterhånden forstod jeg det. Dog skulle der noget mere garn til, end jeg havde regnet med, og der var kun lige nok.
 
Jeg brugte to forskellige nøgler garn, som jeg strikkede sammen. Angora Design fra Ice og et billigt angora/akrylgarn, som jeg købte i Bilka for noget tid siden. Det første med farveskift hvid/pink/grå og det andet i sart lyserød. Sidstnævnte opblødte hårdheden i farvekontrasterne på det første en smule, synes jeg. Begge var i nøgler på 100 gram, og jeg brugte næsten det hele af begge farver.
 
Jeg strikkede i størrelse 6 år, og boleroen passer min datter rigeligt godt. Hun bruger ellers en størrelse 6-7 år i tøj.
 
De to fine blomsterknapper fandt jeg i Stof2000. De faldt virkelig i min datters smag. Det gjorde hele boleroen heldigvis også, og hun tog den på juleaften og følte sig rigtig fin. Den er dog ret varm, så den kom af i løbet af aftenen, efter at hun havde holdt ud rigtig længe. Hun stillede gerne op til fotografering, som sædvanlig.
 
Opskriften er fra Alt om Håndarbejdes Strikkemagasin nr. 8, 2012.
Design: Lene Holme Samsøe.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...