tirsdag den 13. marts 2018

De seneste 9 - på Instagram


Så er jeg her igen med billeder fra Instagram. Kun strik, ingen hækling denne gang. Men masser af garn glæde.

Jeg vandt en giveaway på Instagram, hvor jeg modtog noget lækkert håndfarvet garn helt fra USA - fra @kateandlottie. En gang imellem vinder man altså. Jeg har deltaget i en del giveaways på det sidste, og denne gang er der også et billede med af sådan én. Man har nemlig mulighed for at vinde et kit til strik af lettiske vanter hos @rocknrollhausfrau. Jeg er temmelig fascineret af de smukke lettiske vanter, så selvfølgelig deltager jeg.

Denne gang viser jeg også et billede af et tørklæde, som jeg blev færdig med for lang tid siden. Jeg har skrevet om det på bloggen. Det er tørklædet i grå og lilla nuancer. Desuden har jeg for nylig strikket et andet tørklæde, som jeg endnu ikke har blogget om. Det kommer senere. Datteren stod model - lettere modvilligt på grund af kulden - men så levede hun sig ind i rollen. Nu er jeg gået i gang med en sort trøje til mig selv. Den er ikke nem at fotografere. Men forhåbentlig bliver den dejlig at have på.

Jeg har shoppet strikkebøger for nylig. Jeg bliver altid fristet af smukke bøger - jeg elsker at læse i dem, også når jeg ikke får brugt opskrifterne. Disse skal dog nok komme i brug. Den ene er ‘Strik & Stræk’. Jeg har prøvet nogle af strækøvelserne. De er ganske udmærkede,så dem bliver jeg ved med. Jeg har nemlig tilbagevendende problemer med skuldrene, især den ene skulder, hvor jeg får inflammationer i ledet, hvorfor jeg har været nødt til at få lagt blokader. Det var ikke sjovt - især på grund af bivirkningerne, for selve behandlingen er hurtigt overstået - selv om det hjælper godt. Det hjælper også, når jeg husker mine øvelser. Og strækøvelser er jo gode at lave i kombination med styrkeøvelser. Disse, der er målrettet strikkere, giver derfor god mening. 

Og så er der lige et par billeder af hygge med datteren. Hun går jo til ridning hver fredag, og jeg er med, når jeg overhovedet kan. Desuden kommer hun til bøjletandlæge inde i Latinerkvarteret en gang imellem. Efterfølgende hygger vi lidt sammen på café og med shopping. Det er altid en dejlig dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...