Faktisk blev dette sjal strikket i sensommeren/efteråret. Jeg har bare glemt at skrive et indlæg om det. Det er mit femte Arlequin sjal. Og jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg ikke helt er færdig med opskriften endnu - underligt nok, for jeg plejer ikke at gide den samme opskrift så mange gange.
Opskrift: Arlequin Shawl af Peggy Maxheim - kan downloades gratis på Ravelry.com - den er på engelsk men særdeles enkel og nem at følge.
Garn: 3 nøgler i forskellige farver (en grå og to nuancer af lilla) af Søstrene Grenes Bomuldsgarn 8/4. Jeg brugte så meget som muligt af hvert nøgle, så sjalet vejer knap 150 gram.
Pinde: rundpind 3,5 på 80 cm - mine foretrukne pinde er de hule fra Addi.
Størrelse: cirka 152 cm x 46 cm. Jeg har ikke blokket sjalet, da det ikke rigtig er nødvendigt.
Ændringer: jeg strikkede med kantmasker, selv om opskriften ikke anbefaler det - jeg tog første maske løst af og strikkede sidste maske ret på alle pinde. Hvor opskriften foreskrev, at man skulle tage ud eller ind i første maske, gjorde jeg det i anden eller næstsidste maske. Kanterne blev dermed mere regelmæssige end, hvis man følger opskriften nøjagtigt.
Desuden valgte jeg i denne udgave af sjalet at strikke et helt enkelt hulmønster i den sidste sektion af sjalet. Jeg er faktisk ret vild med denne variation af mønsteret og kunne godt tænke mig at gentage det eller laver yderligere lignende ændringer, hvis jeg strikker Arlequin igen.