fredag den 7. november 2014

Hæklede juletræer til julemarked


Jeg er ved at afslutte min storproduktion af hæklede juletræer. Det føles som en storproduktion, men da jeg talte dem for lidt siden, viste der sig kun at være 28! Ok, jeg har hæklet flere og givet dem væk. Men disse 28 er nu ved at blive gjort klar til at blive solgt på julemarked.

Jeg har ikke selv en bod på noget julemarked (men kunne godt overveje at få det en gang). Jeg har bare hæklet nogle små ting (juletræer og vimpelranker), som den talentfulde Elspa Metzdorff skal have med i sin bod. Hun laver selv de flotteste strikkede og syede ting (huer, vanter, tørklæder, trøjer), som hun selv designer. Desuden upcycler hun brugt strik og andet tøj til blandt andet nogle fede hatte og tasker. Besøg "Made by Metzdorff" på Facebook eller på hendes hjemmeside.

Jeg lærer en del af denne proces med juletræerne. Blandt andet at der skal en hel del lædersnor og perler til. Jeg har ikke nok at én bestemt slags til at få hele produktionen til at se ensartet ud. Så derfor pakker jeg fire juletræer med ens snor og træperle i hver cellofanpose. Alle har en eller anden slags lædersnor og træperle i naturfarver og sort.

Nu er det sværeste tilbage: prissætningen! Det er SÅ svært, synes jeg. Man ser jo priser, der stikker i alle retninger, når man kigger rundt på nettet. Desuden ved man jo, at de fleste helst vil betale så lidt som muligt, samtidig med at man selv vil tjene så meget som muligt. Man vil ikke sætte en sindssygt høj pris og skræmme købere væk men heller ikke sælge sit arbejde for billigt...What to do?!?

Forresten, så er juletræerne hæklet efter min egen DIY - Hæklet juletræ, som du finder ved at klikke her.





lørdag den 1. november 2014

Neonstrømper


Datterens strømper i neonfarvet strømpegarn er færdige. De er taget i brug og helt godkendt. Hun var rigtig glad for dem, og de sidder perfekt på hendes fødder. Jeg brugte cirka 44 gram garn til et par i størrelse 33, som hun bruger. Det var helt vildt fedt at være færdig med begge strømper på én gang!

Så jeg gentager succesen og strikker endnu et par. Faktisk strikkede jeg det færdigt en tidlig morgentime, imens jeg var på nattevagt. Men det var efter, billedet blev taget. Nu har jeg så to par neonstrømper i børnestørrelser, og det kan vel være, at jeg fortsætter.

onsdag den 29. oktober 2014

Anbefal en termokande


Jeg har et sørgeligt udvalg af termokander, som du kan se på billedet. Jeg har tre, og ingen af dem er perfekte. 

Den hvide holder kaffen varm, men den er grim og institutionsagtig!

Den sorte, runde (kuglekanden fra Alfi) ser ok ud og holder kaffen ok varm, men den er ikke super brugervenlig, idet proppen skal løsnes, når man skal hælde. Den kan godt være svær at betjene. Desuden bruger vi den til te. 

Den lille i metal er ikke ret køn og holder ikke kaffen varm længe. Den fulgte med kaffemaskinen og bruges derfor til at brygge i. Desuden er den nok mest en serveringskande og ikke en termokande.

Når jeg skal købe ting til husholdningen, går jeg ikke nødvendigvis efter mærkevarer, men jeg sætter pris på kvalitet, og varen må gerne fungere samt tilfredsstille min æstetiske sans. Desuden vinder lav pris over høj pris - jeg er villig til at betale mere for kvalitet og design men ikke for mærke eller mode. 

Min prioriteringsliste til en termokande til kaffe:

1. Holder kaffen varm længe. 
2. Lækkert design (herunder kommer brugervenlighed og udseende).
3. Lang holdbarhed (altså god kvalitet, som kan holde til daglig brug og ikke kræver anden pleje end regelmæssig rengøring).
4. Hellere billig end dyr.

Kan du anbefale en termokande eller to?

mandag den 27. oktober 2014

To strømper på én gang

I går var jeg til hyggeligt strikke/hækle træf og fik hjælp til endelig at komme i gang med at strikke to strømper på én gang på rundpind med 'magic loop'. Tusind tak for hjælpen, Dina.

Jeg havde en forestilling om, at det gør man ved at strikke fra tåen og op, for det har jeg set på You Tube og diverse andre steder. I går gik det op for mig, at jeg sagtens kan strikke strømperne oppefra og ned, ligesom jeg plejer. Det kræver bare en lille omrokering med en ekstra pind, når jeg strikker hælen. Og så kan jeg fortsætte uden problemer, når hælene er strikket.

Indtil videre er jeg begejstret. Hvor bliver det en lettelse ikke at skulle strikke strømpe nummer to bagefter! Og så er det stadig dejligt at strikke i det neonfarvede strømpegarn, som jeg skrev om tidligere i dag. Dette par strømper strikker jeg til datteren, som har bestilt dem. De skal bruges, så de er synlige over støvlekanten. Dermed er det ekstra lækkert med neonfarverne.


Neonfutter og nyt strømpegarn


Jeg har et nyt yndlings strømpegarn for tiden. Neonfarvet - i skiftende neonfarver - og i lækker kvalitet. Det hedder Fluormania Color og er fra Schachenmayr Regia. Oprindelig syntes jeg, det var dyrt. Jeg købte det første 100 grams nøgle for 89kr. Men farverne gjorde lykke hos min datter, og garnet er dejligt at strikke med, så jeg gik ud for at købe mere. Da var det nedsat til 50kr for 100 gram, så jeg købte to nøgler. Jeg kan helt klart anbefale garnet til futter og strømper.

Som det første har jeg strikket et par futter til min datter. De er strikket efter min egen opskrift, som findes her: http://www.bygj.dk/2013/10/diy-skoleistar.html

Jeg har formindsket futterne i forhold til min DIY, så de passer til min datters fod, som er cirka størrelse 33. Jeg slog 30 masker op og strikkede 18 retriller og derefter 17 glatpinde. Tåen er også lidt anderledes i forhold til min DIY, men det kommer bare af, at jeg strikker tå efter humør. Jeg har brugt 37 gram garn til futterne. Og de passer datterens fod perfekt. Desuden har hun bestilt et par strømper i samme garn, og dem er jeg gået i gang med.

mandag den 20. oktober 2014

Jubii! Jeg vandt!

Søstrene Grene har i dag trukket en vinder i deres konkurrence på Instagram. Jeg vandt et gavekort på 200kr. Dét skal jeg nok få brugt!

Jeg deltog med et billede af mine hæklede juletræer med træperler. De ses øverst til højre på billedet, som jeg har lånt fra @sostrenegrene på Instagram. Alle vinderne er offentliggjort her: http://instagram.com/p/uXx7ZtMSci/

Forresten har jeg lavet en DIY til juletræerne. Den finder du ved at klikke her.


torsdag den 16. oktober 2014

Sokker til mig selv


Jeg er færdig med det andet par strømper til mig selv i denne sæson. Jeg har dem på i dag, og de er dejlig varme.

Billedet blev taget i dårligt lys, før strømperne kom i brug. Underligt, som strikkede strømper ser deforme ud, før de kommer på foden. Men de sidder perfekt og glider ikke ned.

Jeg har - som altid - strikket uden opskrift. Jeg bruger samme fremgangsmåde som altid og laver nogle gange små variationer. Denne gang har jeg strikket rib - 2r, 2 vr. Dog har jeg strikket glat på tåen, hælen og under foden.

Jeg har brugt cirka 85 gram Lane Cervinia Strømpegarn fra Coop. Købt i Kvickly, hvis jeg husker rigtigt. Garnet er virkeligt lækkert, og jeg vil gerne anbefale det. Desuden er jeg vild med farverne. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...