fredag den 15. marts 2013

Strik i musikvideo

I denne dejlige færøske musikvideo bliver der fremvist nogle virkelig flotte striktrøjer. Og det er ikke bare en gimmick. En stor del af færinger går altså i hjemmestrikkede trøjer, det er især populært blandt unge mennesker. En del af æren skal nok tilskrives Guðrun & Guðruns popularitet indenfor de seneste år.


onsdag den 13. marts 2013

Neongul strik

Jeg har søgt næsten overalt, og endelig fandt jeg det: neongult Angel by Permin!

Jeg fandt det hos Garnlageret i Rosenkrantzgade i Århus. Og det bliver brugt til en bluse til min datter, som godt kan bære gult.


mandag den 11. marts 2013

Regnbue-hue

Denne hue blev faktisk færdiglavet for flere uger siden, men i kaoset omkring flytningen, glemte jeg at blogge om den. Nu fik jeg så lige min datter til at stille op til nogle billeder - i undertrøje og uldhue!

Huen gjorde ellers stor lykke i kulden i januar. Min datter elsker farverne, og det gjorde pigerne i hendes klasse også. Desuden er det sjovt, at den er så lang (130 cm), at den kan bruges som tørklæde.

Den er nemt og hurtigt strikket på tykke pinde. Opskriften er fra 'Strikketøj' af Lena Blidell. Garnet er Naturuld, som findes i flere dejlige farvekombinationer.








lørdag den 9. marts 2013

Nyt krea-hjørne

Vi er jo flyttet for nylig, og i dag er jeg endelig gået i gang med at indrette et lille krea-hjørne til mig selv. Det kommer nok også til at skulle fungere som kontor.

Det bliver indrettet i soveværelset, da jeg i øjeblikket ikke kan se andre muligheder. Så må vi se, om vi kan leve med denne løsning. Og om jeg kan få det gjort funktionelt og samtidig æstetisk nok til, at jeg kan leve med det i det hele taget. Ellers må jeg lave det om!

I øjeblikket er der så fyldt op med kasser og poser med garn og andet krea-grej. Der er lang vej endnu...

mandag den 4. marts 2013

Der hækles i bussen!

Hvis du kørte med bus til Risskov her til morgen og så en kvinde viklet ind i rød og pink bomuldsgarn, så har vores veje muligvis krydset hinanden.

Der blev kigget en del, da jeg hæklede i bussen på vej på arbejde. Men faktisk synes jeg, det er oplagt at sidde og hækle eller strikke, når man skal køre i bus i over en halv time. Synd at der ikke er flere, der gør det.




torsdag den 28. februar 2013

Vi har fået have!

Ja, så har jeg fået min første have. Den er lillebitte, og vi har overtaget den efter de tidligere lejere til vores nye lejlighed.

Jeg kender intet til haver og planter, men i dag har udlejer sendt en anlægsgartner forbi. Der skulle have været en gartner og fjerne ukrudt og haveaffald, før vi flyttede ind, men det kunne ikke lade sig gøre, da der lå sne over det hele. Det er så min gevinst, at hun først kom i dag, hvor jeg endda har fri, for hun fortalte mig lidt om de planter, som vi åbenbart har overtaget.

Der er et æbletræ og et asketræ, rhododendron, buksbom og en lille rose. Der er et par ikke helt identificerede planter og nogle små, som giver blomster til sommer. Vintergækker og erantis kigger frem. Og så er der åbenbart jordbærplanter over det hele!

Nu kommer jeg så til at tænke på temaet for bloggen, som jo er "zen igennem hverdagskreativitet". Tæller havearbejde som hverdagskreativitet? Haven kan i hvert fald give zen i hverdagen, men jeg vil i fremtiden forsøge at indarbejde et minimum af kreativitet i mine haveindlæg. Lige nu får I bare nogle billeder af de spirende haveplanter. Jordbærplanterne ses på det nederste billede.





søndag den 17. februar 2013

Så mangler der kun 9!

...hæklede firkanter til tæppet til min søn. Og jeg mangler garn!

Jeg har muligvis noget i gemmerne, men det er problemet lige nu, nemlig at garnet er gemt!

Vi er lige flyttet, og vi har ikke fået alt på plads endnu. Det meste af mit garn er stadig pakket ned.

Så indtil videre har jeg hæklet og hæftet ender på 191 firkanter. Jeg har desuden købt sort strømpegarn til at hækle sammen med. Jeg glæder mig voldsomt meget til at komme i gang!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...