torsdag den 14. februar 2013

Fåretrøjen

Så snart min søn så trøjen, sagde han, at han ville have den på i børnehave i morgen. Og sådan blev det.
 
Han har haft trøjen på siden tidligt i morges og vil ikke have den af igen. Stor succes, Omma!


onsdag den 13. februar 2013

Dejlige gaver med posten

Min mor har været i gang med strikkepindene, og det er kommet mine børn til gode. De ved det bare ikke endnu, så jeg glæder mig til at vise dem mormors gaver, når de kommer hjem lige om lidt.

Min mor har strikket en fantastisk trøje med en bort af får til min søn. En dejlig undertrøje i den blødeste BabyAlpacaSilk fra Drops til min datter, og varme pink uldsokker også til min datter. Det kan de kun blive glade for.

Takk fyri, mamma :)

mandag den 11. februar 2013

Hæklede kager

For et stykke tid siden lavede jeg er par indlæg om, at jeg var ved at hækle kager til min søns børnehave. Jeg hæklede 16 stykker i alt, og dem afleverede min søn i børnehaven her til morgen. De gjorde lykke både hos pædagoger og hos børn.

De fleste af opskrifterne er fra 'Velkommen til hæklerummet' af Annika Messing. Dog har jeg selv fundet på de små macarons i forskellige farver.

Billedet viser nogle af kagerne i aktiv leg sammen med andet legemad i børnehaven her i eftermiddags, da jeg hentede min søn. Desværre glemte jeg at fotografere, før vi afleverede dem.

torsdag den 7. februar 2013

Flere hæklede firkanter

Vi ligger i flytterod, og jeg har ikke så meget tid til at hækle eller strikke, som jeg kunne ønske mig. Desuden er de fleste af mine ting pakket ned, så det er umuligt at gå i gang med andre projekter.

Dog har jeg hæklet nogle flere firkanter til min søns tæppe. 14 styks er der i denne lille stak. Jeg bliver desuden snart færdig med at hækle firkanter og skal så bare til at hækle dem sammen.


mandag den 28. januar 2013

Hvad er en amigurumi?

Jeg har læst/hørt, at en amigurumi er en hæklet figur. Jeg går derfor ud fra, at en hæklet krokodille, ligesom den, jeg har lavet til min søn, er en amigurumi. Right? Men skal figuren være et dyr eller andet levende væsen?

Er en hæklet muffin eller gulerod en amigurumi?





 

torsdag den 24. januar 2013

Ninkas hue

Min datter har fået sin første build-a-bear. Hun er vældig begejstret for den, og den følger hende nærmest overalt for tiden. Derfor har den også brug for noget varmt tøj, for den frøs temmelig meget i sin brudekjole (som min datter valgte til den som første sæt tøj).

Vi fandt en fin babytrøje frem, og forleden aften improviserede jeg så en hurtig hue til Ninka, som bamsen hedder. Huen er strikket i en rest strømpegarn og har et stykke silkebånd som pynt. Mønstret er bare 2 ret og 2 vrang strikket lige op og med en række huller til at trække silkebåndet igennem. Og vigtigst af alt er der huller til ørerne!

mandag den 14. januar 2013

Flotte farver

Min datter er vild med regnbuefarver. Det skyldes muligvis, at jeg selv har 'smittet' hende med min begejstring. Uanset hvad er jeg i dag begyndt at strikke til hende i dette flotte garn. Hun ved det ikke endnu, men hun bliver nok glad, når hun finder ud af det.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...