torsdag den 27. december 2012

Julegave # 3

Endnu en julegave blev strikket til min fætters 5-årige datter. En sjov hue med lang top, som kan bruges som tørklæde. Min datter prøvede huen og var ret vild med den, så jeg har lovet at strikke én til hende også. Nok ikke en hue til at bruge i børnehaven, men heldigvis færdes små piger også andre steder, hvor de gerne må have sjove huer på.
Denne var hurtigt strikket i tykt uldgarn og på pinde nr. 7. Garnet er 100% uld fra Netto. Farveskiftende garn med korte farveskift i rigtige tøsefarver. Jeg brugte 2 nøgler à 50 gram til huen. Den har desuden en hæklet kant og to store pomponer, som giver tyngde og holder tørklædet på plads.
Opskriften er fra bogen 'Strikketøj' af Lena Blidell. Jeg har lånt den på biblioteket.

onsdag den 26. december 2012

Julegave # 2

Jeg strikkede et varmt tørklæde til min søster. Meget enkelt stribet tørklæde i strømpegarn, det ene nøgle i grå og det andet nøgle med farveskift. Smalle striber med kun to pinde af hver farve.
 
Opskriften er fra bogen "Strik...ponchoer, capes, tørklæder, sjaler".
Design: Drops Design
Garn: Bumbo Strømpegarn med Aloe Vera
 
Tørklædet var hurtigt og sjovt at strikke. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at strikke ét til mig selv måske i en anden farvekombination. Det er ellers sjældent at jeg har lyst til at gentage en opskrift, for har jeg først haft fingre i den én gang, så er den ligesom afprøvet. Men denne kunne være sjov at prøve med andre farver.
 
Jeg brugte vist cirka 1½ nøgle af hver farve, altså omkring 150 gram garn i alt.
 
Håber, søster bliver glad for tørklædet!

tirsdag den 25. december 2012

Julegave # 1

Jeg fik strikket 9 julegaver i 2012, hvilket er 9 julegaver mere end i 2011 og rigtig mange foregående år! Jeg har holdt de fleste af dem hemmelige her på bloggen, da nogle af modtagerne læserne med. Men nu må de jo afsløres, for modtagerne har jo åbnet gaverne.

Den første gave, jeg strikkede, var faktisk dette sjal i blålilla hørgarn. Det skulle være let og ikke for varmt og kunne bruges som tørklæde såvel som et lille sjal. Det gav jeg til min mormor.
 
Opskriften er fra bogen "Strik...ponchoer, capes, tørklæder, sjaler".
Design: Drops Design
Garn: Katia lino 100%
 
Hulmønstret var sjovt at strikke, det var nemt at finde rundt i efter de første pinde. Der gik lidt mere garn til, end jeg havde regnet med. Jeg mener, jeg brugte 5 nøgler à 50 gr.


søndag den 23. december 2012

Glædelig jul

Jeg har her i eftermiddag pyntet juletræ med børnene. Min søn på 3 var god til at få en enkelt gren til at rumme meget pynt. Jeg skal vist justere en lille smule, når de sover. Ellers synes jeg, de gjorde det godt. Og de er selv meget stolte.

Glædelig jul til alle læsere!

lørdag den 22. december 2012

Havregrynskager

Mmmm! Havregrynskager efter min mors opskrift. Superkager, kaldte en af mine fætre dem, da han var lille. Og det har hængt ved. De smager altså også bare superdejligt!

Mine blev noget store og sammenløbe her på den første plade. Men det må være ligemeget. Det er smagen, der tæller!

fredag den 21. december 2012

Home Made 75kr

Dette bliver en dejlig førjulegave til mig selv!

Bogen Home Made af Rachel Søgaard & Stine Hoelgaard Johansen fås i Bilka ril kun 75kr!

Der er dog tale om en beskåret udgave, så vidt jeg forstår af forordet.

torsdag den 20. december 2012

En kurv fuld bomuldsgarn

Denne kurv fuld af bomuldsgarn fik jeg rakt i hænderne forleden dag, da jeg hentede min søn fra børnehave. En dejlig gave, ville jeg normalt tænke, men der fulgte en forpligtelse med. En af min søns pædagoger har nemlig overtalt mig til at hækle legekager til stuen, efter hun havde set den krokodille, som jeg hæklede til min søn i sidste måned. Det vil jeg selvfølgelig gerne, men heldigvis behøver jeg først gå i gang efter nytår. I mellemtiden vil jeg nyde at kigge på alle de glade farver en gang imellem.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...