søndag den 20. december 2020

DIY - Ribbed Socks by GJ - Basisstrømper i rib - Nyt design på Ravelry

 



[Dette indlæg indeholder affiliate links (reklame). Hvis du køber noget igennem disse links, tjener jeg en lille skilling]

Endelig kom opskriften på ribstrømperne på Ravelry! Derinde hedder de "Ribbed Socks by GJ", og opskriften kan købes for sølle kr. 20,00. Den downloades nu både på dansk og på engelsk.

Hvis du ikke er medlem af Ravelry eller ikke kan finde ud af at bruge det endnu, kan du købe opskriften ved at klikke på ‘Buy Now’ knappen nedenfor. Du vil komme til en side, hvor du bliver bedt om at logge ind på Paypal. Hvis du ikke har Paypal, skal du bare bruge 'Log in as guest', og så bliver du først videre derfra. Paypal er ganske sikkert at bruge - siger jeg af erfaring, da jeg selv har brugt det i over 15 år både til at sende og modtage betalinger uden problemer en eneste gang.


Hvis det af en eller anden grund ikke virker for dig, kan du kontakte mig på Instagram (@knitsbygj), og så kan jeg sende en PDF fil til dig på e-mail efter betaling via MobilePay.

Men hvorfor skal man nu betale for en opskrift, når jeg altid plejer at lægge gratis opskrifter på bloggen, og nogle gange også på Ravelry? Det skal man, fordi jeg denne gang virkelig har arbejdet længe og grundigt på denne opskrift. Jeg mener, den vil kunne bruges, selv om du aldrig har strikket strømper før. Og da det er en opskrift på basisstrømper, vil du fremover kunne bruge den som udgangspunkt for dine egne eksperimenter udi strømpestrik.

Opskriften er onesize, og størrelsen varieres ved at forkorte eller forlænge skaftet og foden efter behov. Omkredsen vil passe både til tynde og tykke lægge, teenagere og voksne - men ikke små børn.

Jeg håber så meget på, at denne opskrift vil blive godt modtaget. Jeg har nemlig flere andre gode basisopskrifter i tankerne. Og jeg tænker, at de har en berettigelse, netop fordi det ofte er svært at finde enkelte, gennemarbejdede basisopskrifter, som kan følges af de fleste.

God fornøjelse med opskriften. Og husk at linke dit projekt på Ravelry til opskriften, når du strikker strømperne og at bruge hashtags, når du viser frem på Instagram. #ribbedsocksbygj #knitsbygj @knitsbygj

Forresten, strømperne er strikket i Arwetta Classic fra Filcolana. På billederne er der brugt farven Power Pink, som er nr. 253. Du kan bl.a. købe Arwetta hos KnitWeDo og Strikkehjørnet (begge links er affiliate links).

 




fredag den 16. oktober 2020

De seneste 9 - på Instagram



Bloggen får en masse gæster for tiden. Det glæder mig så meget. Mange af jer kommer især for de gratis DIYs på scrunchies og karklude, kan jeg se. Og det er I hjertens velkomne til. Men jeg håber, at I også læser lidt med for hyggens skyld. Hvis I har lyst til at kigge med, kan I også smutte over på Instagram, hvor jeg til tider er ret aktiv. Jeg hedder @knitsbygj på Instagram, og jeg lægger mest billeder ud af strik og hækling - men nogle gang også billeder af børnene og andre hverdagsbilleder. Så kom og kig med og hils på. 

For tiden er Instagram profilen præget af de små projekter. Jeg har i lang tid været udfordret på helbredet, desværre. Først var der nogle inflammationer i håndled og skulder, som gjorde det helt umuligt at lave håndarbejde. Det var vældig frustrerende men er nu heldigvis overstået. 

De sidste par måneder har udfordringen været migræne. Jeg har hele livet kendt til migræne - med varierende intensitet og hyppighed af anfald. Og jeg har prøvet mange behandlinger. Nogle ting hjælper i et stykke tid. Intet hjælper hver gang!

De sidste par måneder har migrænen været kronisk. Ja, jeg har vitterligt haft migræne hver evig eneste dag! Intensiteten varierer. Og på dage, hvor migrænen ikke er fuldstændig invaliderende, finder jeg det godt og afslappende med et lille håndarbejde, som jeg kan nogenlunde udenad. Gentagne, velkendte små bevægelser, der ikke kræver stor koncentration, men som bidrager til ro og næsten trancelignende tilstand, hvis jeg ikke bliver forstyrret. 

Så der er blevet strikket en hel del strømper, vanter, huer og scrunchies, og hæklet nogle par grydelapper samt lidt julepynt. Hvilket man kan se på Instagram profilen. Til gengæld er der ikke rigtig nogle billeder fra oplevelser udenfor hjemmet. Det kan jeg sjældent holde til.

Men de små projekter er også fine til gaver og salg. Og julen nærmer sig jo, så det kan være, nogle af dem bliver pakket fint ind og sendt til venner og familie nær og fjern til december.

Er du kommet godt i gang med kreationerne til jul?

onsdag den 19. februar 2020

DIY - Strikket Luksus Mohair Scrunchie





Jeg har strikket meget i mohair de sidste par år, især i varianten silkmohair, som består af mohair blandet med silke. Det samme gælder garn i såkaldt 'fingering weight' - altså garn med en løbelængde på godt og vel 200 meter pr. 50 gram. Ofte strømpegarn eller garn i merino, alpaka eller uld - nogle gange iblandet silke eller cashmere eller andre luksusfibre. Virkelig mange opskrifter på især trøjer men også sjaler og huer anbefaler, at man strikker med disse to tråde sammen.

Men hvad sker der så med de små garnrester, der er tilbage? Ja, de kan f.eks. forvandles til luksuriøse små scrunchies. Ud over, at de ser lækre ud, fungerer de også fint. Både datteren med tykt krøllet hår og jeg selv med tyndt og nærmest glat hår har afprøvet dem, og vi er ganske godt tilfredse. Og så ser de også pæne ud, når man har dem på håndleddet, sagde datteren.

Så her er en lille opskrift, så du kan strikke dine egne Luksus Mohair Scrunchies. Du kan også gøre det billigere - men lidt mindre luksus - ved at bruge almindeligt strømpegarn og kidmohair, som er blandet med nylon i stedet for silke. Dit hår vil nok ikke kunne mærke forskel, men det vil du, når du har din scrunchie i hænderne.
Denne scrunchie strikkes rundt i glatstrik og hækles efterfølgende sammen med fastmasker med elastikken indeni scrunchien. Den er nem at gå til og kan strikkes af børn eller nybegyndere. Hvis du ikke kan hækle fastmasker, kan du også sy den sammen. Det vil give et andet - men stadig brugbart - udtryk. Kig gerne på billederne nedenfor, hvis du har brug for lidt vejledning i fremgangsmåden.

Af materialer og værktøjer skal du bruge:
  • En almindelig hårelastik med en omkreds på ca. 14 cm (du kan også lave én selv f.eks. af bukseelastik).
  • Max. 15 gram garn med løbelængde på ca. 200-210 meter pr. 50 gram. Jeg bruger gerne Arwetta fra Filcolana, som findes i mange flotte farver. OG max. 10 gram Silkmohair. Jeg bruger gerne Angel by Permin, men der findes virkelig mange forskellige garner med samme fiberindhold og løbelængde, som vil fungere fint til dette formål.
  • Strikkepind nr. 3,5. Du skal kunne strikke et rundt rør, så jeg anbefaler en lang rundpind til 'magic loop' eller 4/5 pinde som ved strømpestrik. Begge dele fungerer lige fint.
  • En hæklenål nr. 2,5 eller 3. Du kan prøve dig frem, bare det hæklede ikke bliver så fast, at det strammer for meget på det færdige arbejde.
Strikkefasthed:
20 masker pr. 10 cm i glatstrik. Strikkefastheden er ikke af afgørende betydning, da du ikke strikker et beklædningsstykke, der skal passe en bestemt størrelse. Men hvis din strikkefasthed afviger meget fra den anbefalede, vil din scrunchie få en helt anden størrelse. Så forsøg så vidt muligt at ramme strikkefastheden ved at gå en pindestørrelse ned, hvis du får færre masker på 10 cm, eller ved at gå en pindestørrelse op, hvis du får flere masker på 10 cm. Det strikkede stof må ikke blive så løst og gennemsigtigt, at man kan se elastikken igennem stoffet, når scrunchien er i brug.

Fremgangsmåde:
  • Slå 70 masker op.
  • Saml forsigtigt maskerne sammen, så du ikke komme til at sno arbejdet, og strik rundt.
  • Strik glatstrik (ret) 25 omgange.
  • Luk af i ret, uden at stramme for meget - alle masker undtagen den sidste.
  • Træk vrangen ud på dit glatstrikkede rør og sæt elastikken omkring (som vist på billedet nedenfor).
  • Bøj røret, så det får form som en scrunchie (vrang mod vrang).
  • Begyndende med den sidste maske, som ikke blev lukket, hækler du nu fastmasker hele vejen rundt for at lukke røret til en scrunchie. Hækl i hver maske (opslagsmaske på den ene side og aflukningsmaske på den anden side af arbejdet), og pas på hverken at stramme for meget eller at hækle for løst.
  • Du kan hækle henover den løse tråd fra opslagningen, hvis du ved hvordan. Eller du kan lade den være og hæfte den senere.
  • Når du har hæklet fastmasker hele vejen rundt, lukkes med en kædemaske i den første fastmaske.
  • Bryd garnet og hæft alle ender (hvis du har hæklet hen over opslagningstråden har du kun én).
  • Værsgo! Ét styk luksusscrunchie er nu din! God fornøjelse!
















tirsdag den 11. februar 2020

Cozy Memories tæppe

 
For nogle dage siden, blev jeg færdig med dette dejlige tæppe. Vi er alle blevet glade for det allerede og kæmper lidt om at få retten til at bruge det i sofaen om aftenen. Det er dejlig varmt og alligevel let.

Der er to opskrifter på Ravelry, som har inspireret dette tæppe: Cozy Memories Blanket og The Coziest Memory. Jeg har dog ikke fulgt nogen af opskrifterne, men har fået hjælp af en strikkeveninde og en bog af Vivian Høxbro om Dominostrik (affiliate link). Og til sidst har jeg lavet en hestetømmekant (i-cord kant) på tæppet. Til kanten fandt jeg hjælp i en vejleding på YouTube af The Crazy Sock Lady. Jeg er helt vildt imponeret over, hvor fin sådan en kant bliver på tæppet, hvilken forskel den gør, og hvor nemt det egentlig var at få den så fin. Selv om den altså tog noget af en evighed at strikke.
 
Tæppet er strikket i rester af strømpegarn med en løbelængde på ca. 210 meter pr. 50 gram og andet garn i nogenlunde samme tykkelse. Det meste er altså i uld med lidt nylon indblandet, så det bør være nogenlunde slidstærkt. Dog er der også fibre af silke, merino, alpaca, mohair, angora og noget acryl i forskellige blandingsgarner og blandingsforhold. Jeg gik ikke så højt op i, at det skulle være en bestemt slags fibre, dog skulle det være noget, der føltes uldent og ikke som plantefibre som bomuld, bambus eller hør. Det vigtige i dette projekt var, at alt garnet var rester! Der er tale om rester fra strømper, jeg har strikket til mig selv og til manden og børnene. Der er rester fra trøjer og tørklæder, jeg har strikket. Der er genbrugsgarn fra projekter, jeg har trævlet op. Der er endda rester af garn, jeg har brugt til julepynt! Og endnu federe er det, at jeg har fået garnrester både fra min mor og fra flere af damerne i strikkeklubben, som jeg kommer i hver onsdag aften. Det er så fedt! Tusind tak til alle jer, der donerede garn. En del af hyggen med tæppet er, at jeg kan tænke på jer, når jeg bruger det - ligesom jeg gjorde, da jeg strikkede det.
 
Det eneste garn, der blev købt til projektet, er det grå garn, jeg har brugt til kanten. Jeg ville rigtig gerne have, at kanten var ensfarvet og i den samme grå nuance hele vejen rundt. Så jeg købte flere nøgler garn for at sikre mig, at der var nok. Det kunne jeg have sparet, for jeg brugte mindre end ét nøgle. Men så har jeg jo garn til andre projekter. Faktisk har jeg allerede strikket et par strømper til manden med garnet. Garnet til kanten er Mayflower 1 Class (affiliate link), som jeg købte hos Rito.dk (affiliate link). Dejligt garn, som jeg gerne vil anbefale både til strømper men også til andre projekter f.eks. i tæpper ligesom her.

Tæppet har den perfekte størrelse til et slumretæppe, desuden er det fint elastisk i stoffet, så man kan strække det, så man er dækket fra hagen til tæerne, når man ligger og hygger i sofaen. Tæppet består af 195 firkanter, som er strikket i retriller på pind 2,5. Ja, det tog tid at strikke hele tæppet. Men som altid, når et strikkeprojekt er delt op i små dele, som firkanterne jo er, så føles det ikke, som om det tager så lang tid, da de enkelte firkanter jo er hurtigt strikket. Jeg slog kun 47 masker op til hver enkelt firkant. Maskerne til firkanterne samles op, så de bliver strikket på tæppet efterhånden, som arbejdet skrider frem, og de fleste ender er blevet strikkehæftet. Så der var hverken samlinger eller særlig mange ender at tænke på, da tæppet var færdigt.

Tæppet vejer 849 gram (det er næsten 17 almindelige nøgler garn!), og det måler cirka 132 x 147 cm. Jeg har strikket på tæppet i perioder imellem den 19. sept 2019 og 4. feb. 2020. Det har altså ikke taget overvældende lang tid at lave det. Og jeg kan i hvert fald anbefale dig at strikke et selv, hvis du nu skulle være fristet. Det er virkelig tilfredsstillende at få brugt så mange rester. Og der kommer et dejligt tæppe ud af det.

Du kan læse mere om mit tæppe samt se flere procesbilleder på min projektside på Ravelry.
 





<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>


mandag den 26. august 2019

DIY - Nemme strikkede grydelapper i perlestrik


Egentlig hækler jeg som oftest grydelapper. Jeg har hæklet virkelig mange par grydelapper som gaver og til salg. Men forleden, da det gik op for mig i hvilken trist tilstand mine egne grydelapper var, havde jeg ikke lyst til at hækle. Så jeg strikkede et par.

De er ganske enkle, strikkede i bomuldsgarn. Og de fungerer upåklageligt. De er allerede blevet flittigt brugt både af mig selv og af manden. 

Dette er en helt enkel DIY på ‘Strikkede grydelapper i perlestrik’. De er så nemme, at de kan være et begynderprojekt. Men de er også funktionelle og kan skifte udtryk alt efter, hvilke farver garn og hvilken snor du vælger. 

Garn:
4 nøgler bomuld 8/4 i forskellige farver eller ensfarvet (jeg brugte to forskellige nuancer lilla - jeg havde 2 nøgler af hver farve og brugte lige under halvandet nøgle af hver farve - knap 150 gram tilsammen). Der strikkes med fire tråde ad gangen. 

Pinde:
Rundpind nr. 3,5 på 80 cm (eller andre pinde, som du foretrækker).

Andet materiale:
20-40 cm snor til ophæng (waxed cotton, læder, tyk elastik - du bestemmer).

Størrelse:
ca. 22 x 22 cm.

Strikkefasthed:
Da der strikkes med et begrænset antal masker, laves der ikke en separat strikkeprøve. Men strik fast. Hvis du strikker løst, og der er helt synlige huller i det strikkede, bør du strikke fastere eller skifte til en tyndere pind. Der strikkes meget fast, så stoffet bliver helt tæt og dermed beskytter hænderne imod varme. 

Fremgangsmåde:
Slå 35 masker op med fire tråde. Strik perlestrik bestående af 1 ret og 1 vrang. Begynd altid pinden med 1 ret (hvis du vil slå et andet antal masker op, så sørg for, at det er et ulige antal og begynd alle pinde med ret, så vil du få perlestrik).

For at få pæne kanter kan du tage første maske på pinden ret af og så fortsætte med at strikke anden maske vrang og så videre.

Når den strikkede firkant er kvadratisk, lukkes af i mønster. Jeg strikkede ca. 62 pinde, før jeg lukkede af.

Strik en grydelap magen til. Hæft alle ender. Sæt en snor i hjørnet af begge grydelapper. Tag i brug. 







tirsdag den 16. juli 2019

Problemer med kommentarer på bloggen

Hej alle sammen,

Jeg har i lang tid haft problemer med at svare på kommentarer på bloggen. Jeg har heller ikke kunnet lægge egne kommentarer. Men i dag lykkedes det mig endelig at lægge et svar til en læsers kommentar. Så nu håber jeg virkelig, at problemet er løst.

Jeg undskylder til alle jer, der har følt jer ignoreret, fordi jeg tilsyneladende ikke svarede. Det gjorde jeg mange forsøg på uden succes. Men jeg læste jeres kommentarer og var glad for, at I tog jer tid til at skrive.

Hvis I fremover har spørgsmål, vil jeg forhåbentlig også kunne svare på dem med rettidig omhu.

Med venlig hilsen,


søndag den 14. juli 2019

Ballonsweater til datteren

Jeg har strikket en ballonsweater til datteren. Og jeg er vild med den! Farven, garnet, konstruktionen - det hele! Og så klæder den hende også rigtig godt. Hun gad dog ikke stå model, så I må nøjes med billeder af trøjen alene. 


Opskrift: Ballonsweater fra PetiteKnit.

Opskriften er femstjernet og derfor i den sværeste kategori. Men egentlig er den ikke svær at strikke, synes jeg. Den krævede dog, at jeg satte mig ind i et par nye teknikker: italiensk opslag og italiensk aflukning.

Sidstnævnte bliver nogle gange skældt ud for at være besværlig og tage lang tid. Og ja, den tager tid. Men resultatet er det værd. Jeg lærte hurtigt teknikken og syntes egentlig, det var hyggeligt at sidde der med nålen og nørkle lidt. Der er jo nærmest garanti for et godt resultat - i modsætning til, når jeg bruger nålen for at sy dele sammen. Dét bryder jeg mig virkelig ikke om.

Opslagningen skal jeg prøve nogle flere gange for at få den på rygraden. Men jeg fandt det ikke særlig besværligt og er vild med resultatet. 

Jeg googlede mig frem til instruktionsvideoer på YouTube. Kimmie Munkholms videoer var dem, der gav bedst mening for mig. Helt enkle og ligetil - og så er de faktisk målrettet flere af opskrifterne fra PetiteKnit.

Størrelse: datteren er 12 år og bruger nok egentlig en størrelse ekstra small i trøjer. Men denne skulle være løs og gerne til at vokse i, så jeg valgte at strikke i størrelse small. Det viste sig at være en god beslutning. Trøjen er helt perfekt og vil sandsynligvis kunne passe hende hele vinteren. 

Pinde: jeg strikkede på pind 3 og 4 - som anbefalet i opskriften. Jeg brugte bare rundpind på 80 cm til det hele. Magic loop er en dejlig teknik, så man ikke behøver finde så mange forskellige pinde frem men kan nøjes med én i hver størrelse. 

Garn: trøjen strikkes med to tråde garn holdt sammen.

Opskriften anbefaler Arwetta fra Filcolana. Og da det er et yndlingsgarn, var det et nemt valg for mig. Jeg købte seks nøgler à 50 gram i en gammelrosa (farve nr. 187) hos Fandango i Aarhus, da vi var på Garnstafet i slutningen af maj. Jeg brugte 252 gram af dette garn, så jeg havde næsten et helt nøgle tilbage.

Det andet garn skulle være noget kidmohair, og dér var jeg nødt til at prøve mig en lille smule frem. Jeg havde noget garn på lager men var ikke helt tilfreds med farverne, det indeholdt enten for meget lilla eller var for stærk pink. Til sidst bestilte jeg tre bundter à 50 gram SilkMohair i farven Miss Piggy fra Sysleriget. Lidt dyrt men jeg har ikke fortrudt det et øjeblik. Garnet er vidunderligt blødt, når det bliver strikket op. Jeg har mange gange bare siddet og aet mit strikketøj. Og det helt lyse lyserød gav i kombination med det gammelrosa Arwetta en meleret farve, som både datteren og jeg var tilfredse med. Jeg brugte 116 gram SilkMohair og har derfor nok tilbage til, at jeg kan bruge det i et andet projekt.










Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...