torsdag den 17. august 2017

Arlequin - jeg har strikket endnu et tørklæde



Jeg kunne ikke dy mig men slog op til endnu et Arlequin tørklæde/sjal (hvilket ikke tog lang tid, da man starter med kun én maske). Jeg elsker at strikke disse tørklæder, da de er virkelig afslappende strik og en dejlig afveksling fra min sædvanlige afslapningsstrik, som i lang tid har bestået af karklude og i den senere tid også køkkenhåndklæder til eget brug. 

Denne gang har jeg igen strikket i bomuldsgarn. Både fordi det var tilgængeligt (garnreolen bugner af bomuldsgarn), for at holde omkostningerne nede (jeg vil måske sælge et par stykker på marked, og så er folk sjældent villige til at betale de store priser, som luksusgarn koster), og med tanke på, at mange mennesker slet ikke kan klare at have nogen former for uld tæt på huden.
 
Opskrift: Arlequin Shawl af Peggy Maxheim - kan downloades gratis på Ravelry.com - den er på engelsk men særdeles enkel og nem at følge.
 
Garn: 3 nøgler i forskellige farver af Søstrene Grenes Bomuldsgarn 8/4. Jeg brugte så meget som muligt af hvert nøgle, så sjalet vejer knap 150 gram.
 
Pinde: rundpind 3,5 på 80 cm - mine foretrukne pinde er de hule fra Addi.
 
Størrelse: cirka 154 x 46 cm. Jeg har ikke blokket sjalet, da det ikke rigtig er nødvendigt.
 
Ændringer: jeg strikkede med kantmasker, selv om opskriften ikke anbefaler det - jeg tog første maske løst af og strikkede sidste maske ret på alle pinde. Hvor opskriften foreskrev, at man skulle tage ud eller ind i første maske, gjorde jeg det i anden eller næstsidste maske. Kanterne blev dermed mere regelmæssige end, hvis man følger opskriften nøjagtigt.
 
Jeg skiftede farve to gange, selv om opskriften ikke foreskriver det. Jeg valgte at skifte farve i pind 10 (den eneste vrangpind) i mønstersekvensen. På den måde foregik farveskiftet på bagsiden af arbejdet.
 













tirsdag den 1. august 2017

De seneste 9 - på Instagram



Nogle af de seneste billeder på Instagram har været på bloggen også. I ferien har jeg blogget lidt mere, end jeg plejer, og derfor har jeg også vist flere billeder frem.


Men nogle billeder er bare - hyggelige - øjebliksbilleder, og de kommer sjældent på bloggen. Et par af disse er billededet af flyvinduet den dag, vi forlod Færøerne - for denne gang. Et andet er billedet af mine fødder i futter forleden dag, hvor jeg sad i udestuen og strikkede, imens jeg betragtede det skiftende vejr med både regn og solskin.

Af håndarbejde er det strikningen, der optager mig i disse dage. Jeg strikker en del tørklæder og sjaler. Ingen billeder af hækling denne gang. 


Og så er der garnet! Garnreolen og garnkøbet på Færøerne. Men dem har jeg jo allerede skrevet om i et tidligere indlæg...

søndag den 30. juli 2017

Arlequin # 2 - fra grydelapper til tørklæde


Kan du huske de besværlige grydelapper fra dette indlæg? Jeg blev ved med at kigge på og sammenligne dem. Og jeg var bare ikke tilfreds med resultatet. Så jeg trævlede op. Men jeg elsker farverne, så jeg skulle finde noget andet at strikke af garnet. 

Kan du huske Arlequin tørklædet fra dette indlæg? Det var dejligt at strikke, men jeg var ikke helt tilfreds med kanterne og tænkte, at det kunne jeg da gøre bedre ved at justere opskriften en lille bitte smule. Jeg var på ferie men havde heldigvis opskriften med i pdf på min mobil. Så jeg kunne straks gå i gang.

Denne gang er jeg meget mere tilfreds med kanterne. Faktisk synes jeg, resultatet blev rigtig fint. Et dejligt asymmetrisk tørklæde eller lille sjal til den, der ikke vil have uld ind til huden, eller bare vil have et svalt tørklæde. Ikke til mig selv, for farverne klæder mig ikke. Men de klæder datteren helt fantastisk, og hun kan li' det. Hun bruger bare ikke tørklæder ret ofte, så måske jeg sælger det. 

Opskrift: Arlequin Shawl af Peggy Maxheim - kan downloades gratis på Ravelry.com
 
Garn: 100% bomuld 8/4, i dette tilfælde cirka 3 nøgler à 50 gram, det grå fra Søstrene Grene og de to farvede fra Bumbo (købt i Bilka)
 
Pinde: Rundpind 3,5 på 80 cm - det er den nemmeste for mig at strikke med og nemmest at rejse med (jeg strikkede på tørklædet på rejsen fra Færøerne til Danmark, både i fly og bus)
 
Størrelse: cirka 150 cm x 39 cm, trekantet asymmetrisk sjal/tørklæde
 
Vægt: knap 150 gram (jeg strikkede de tre nøgler færdige, men der var en ganske lille smule spild, da jeg kun ville skifte farve et bestemt sted i mønsteret, som forekommer på hver 10. pind)













lørdag den 29. juli 2017

Garnkøb på Færøerne

Før jeg rejste til Færøerne denne gang, tænkte jeg, at jeg sandsynligvis ville komme hjem med kufferten halvfyldt med garn. Jeg elsker nemlig at strikke med færøsk uldgarn. Og jeg er vild med, hvordan man i nogle supermarkeder på Færøerne kan finde et forholdsvis stort udvalg af lækkert garn, strikkehæfter, strikkepinde og hæklenåle. Se lige garnudvalget på disse to billeder. 




Jeg har skrevet om det før, og om hvordan jeg altid er i vildrede, når jeg står foran hylderne, fordi der er for mange farver at vælge imellem, og jeg ikke har noget specifikt projekt i tankerne.

Denne gang fik jeg dog købt noget garn i dette specifikke supermarked på billederne. Jeg tænkte på trøjer til børnene og købte - forhåbentlig - nok i pink til en enkel trøje til datteren. Til sønnen forelskede jeg mig i en denimblå, hvor der kun var fem nøgler tilbage, så de bliver nødt til at blive suppleret med noget fra lageret. 

Jeg købte udelukkende Navia Duo, som jeg elsker at strikke med. Desuden er det perfekt til børnetøj og ikke overvældende dyrt, da det koster 30kr for et nøgle på 50 gram.



Indtil for nylig var Navia garn ret dyrt i Danmark, men nu har Netgarn.dk fået en masse Navia - ikke kun Duo, men også Uno, Trio, Tradition og Silkiull - til de samme priser som på Færøerne. Så nu behøver man kun rejse til Aarhus C eller besøge deres webshop for at købe Navia til rimelige priser. Og det vil jeg helt klart gøre fremover.


fredag den 28. juli 2017

Garnlageret

Jeg har igen ryddet op i min elskede garnreol, så jeg har fået mere overblik over mit garn. Det gør jeg engang imellem. Jeg har købt en del på det sidste - men også brugt en hel del - så jeg har brug for at få gjort status. Jeg har lyst til at få opdateret lageret på Ravelry også, men det må vente til en anden god gang.





Lige nu kan jeg konkludere, at jeg har garn i garnreolen, som fremgår af det første billede. Desuden har jeg tre helt fulde kasser som den brune i flet. De kan heldigvis stilles nogenlunde diskret nederst i en anden reol. Jeg har dog lyst til at få dem skiftet ud med noget pænere, da de er temmelig ramponerede. Jeg har nemlig overtaget dem fra børneværelset.




Og til sidst har jeg cirka to kilo bomuldsrester, som ligger i en kurv klar til brug, som det fremgår af det sidste billede. De største rester ligger nederst og de mindste øverst.




Jo, der er selvfølgelig også alt det garn, der tilhører de projekter, som jeg for tiden er i gang med. Det tæller vel ikke, eller gør det? Selv om det nok også udgør et par kilo eller lidt mere...

torsdag den 27. juli 2017

'Staðið' - Færøsk butik med garn og færøsk design

Vi har jo lige været på Færøerne. Dejlig, skøn tur! Jeg havde dog regnet med, at jeg skulle shoppe mere, end det blev til. Især mere garn og færøske specialiteter. Men jeg var åbenbart for slap!












I Tórshavn besøgte jeg to garnbutikker, og den ene skriver jeg om i dag. Som sådan var det heller ikke bare en garnbutik, idet de kun forhandlede én slags garn - det færøske garn Sirri. Til gengæld solgte de andet færøsk design som tøj - og andre varer - af strik og skind, andet tøj, glaskunst, grafiske plakater, smykker og småt kunsthåndværk. Det strikkede tøj var både forskelligt moderne design og flere slags helt klassisk eller en variation over det klassiske. Desuden solgte de nyere og klassiske færøske strikkebøger og Sirri garn i flotte farver.







Jeg tog en hel del billeder, da jeg godt kunne li' butikken og dens store miks af forskellige varer. Og jeg snakkede lidt med butiksassistenten - for at få tilladelse til at fotografere, for at høre om nogle af varerne og for nysgerrigt at spørge om, hvad turisterne plejer at købe. Det er ikke nødvendigvis de samme ting, som jeg havde lyst til at købe. Men det giver vel et eller andet sted god mening ...


Færøsk design er ikke billigt. Men det er unikt design sjældent, når det også er fremstillet i materialer af fantastisk kvalitet - og meget ofte håndlavet med stor kærlighed til processen og materialerne. 


Butikken 'Staðið' er nem at finde, hvis du ankommer med skib til Tórshavn. Bare følg vejen hen imod bymidten, du kommer ikke mange meter, før du finder 'Staðið' på venstre side af gaden. Gå ind og kig dig omkring, også selv om du ikke skal købe noget.


Har du været på Færøerne? Hvad valgte du at tage med dig hjem?

















lørdag den 22. juli 2017

Besværlige grydelapper




Jeg havde en idé om at strikke et par helt enkle grydelapper. Jeg havde set nogle lignende i Striklecaféen og ville gerne selv prøve. De skal strikkes i retriller. Og for at det skal blive fint, kræves det, at man strikker jævnt og ensartet. Det plejer jeg at have styr på. Plejer...

Jeg strikkede to grydelapper i tre tråde bomuld 8/4 på pind nummer 3,5. De så ganske fine ud - hver for sig. For de havde overhovedet ikke samme størrelse!

Så jeg trævlede den første op, da jeg tænkte, at jeg nok med nummer to var landet på min naturlige strikkefasthed med det aktuelle garn og pind. Igen fik jeg en grydelap i en forkert størrelse! Dette gentog sig, og først i fjerde forsøg havde jeg to grydelapper, der så nogenlunde ens ud.

Spørgsmålet er nu, om jeg gider gøre et nyt forsøg med et nyt par grydelapper. Tanken var ellers, at med så enkel en teknik, kunne jeg forholdsvis hurtigt strikke nogle par grydelapper og bruge til sådan noget som værtindegaver eller sælge på marked.








Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...