onsdag den 14. december 2016

Dørkrans - Julen 2016


Som så mange andre familier hænger vi også hver jul en krans på vores dør for at fejre julen og for at byde gæster velkommen i december. Vi har en ny krans med ny pynt hvert år.

Årets krans er meget enkel. En flettet krans købt i supermarkedet. Den overlever nok til næste år i modsætning til de mange grønne kranse, vi tidligere har haft. 

Pynten er ligeså enkelt. En balletengel med lidt glimmer. Ja, det kan godt være, hun er en fe, men hun pynter op til jul, så vi har besluttet, at hun er en engel. Vi har haft hende, siden datteren var 5 år og gik til ballet. Nu er hun 10, og englen er blevet en del af vores faste julepynt, som skal frem hvert år. 

Desuden en strikket sløjfe. Faktisk strikkede jeg den til pakkespil til julefrokost med kollegaer. Julefrokosten var jeg nødt til at aflyse på grund af migræne. Så jeg fandt en anden anvendelse for sløjfen. 

Datteren er vild med kransen. Jeg er godt tilfreds. Sønnen synes vist, den er for tøset. Manden har ikke rigtig sagt andet end, at det er hyggeligt, at den hænger der. Hmmm...

torsdag den 8. december 2016

Skóleistar til mig selv


Forleden strikkede jeg dette par skóleistar. Jeg tænke, jeg kunne bruge dem som gave eller sælge dem. Men jeg elsker farverne så meget, at jeg nu har taget dem i brug selv. Og de er dejlige!

Da garnet virker en lille smule tyndere end garnet i min oprindelige DIY, har jeg strikket en enkelt retrille og en eller to omgange glat mere for at forlænge foden. Og de passer fint.

Min oprindelige DIY til Skóleistar i voksenstørrelse finder du ved at KLIKKE HER.

Garnet med de flotte farver er DROPS Delight, som blandt andet kan købes hos Kukuk.dk i 16 forskellige farvekombinationer med lange farveskift, som giver det flotte farvespil.

Hvis du køber via dette affiliate link, tjener jeg lidt på det.

Men kig nu rundt i hele shoppen, for der er meget lækkert at vælge imellem!

<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

onsdag den 7. december 2016

Skóleistar til sønnen (str. 35)


Min søn har brug for hjemmesko i skolen her om vinteren. Vi gik og kiggede på et nyt par i en butik her forleden. Men han fandt ikke nogle, han syntes, han kunne bruge. Hvorefter han udbrød: "Jeg vil også hellere have nogle, som kommer fra dig!" Det kunne jeg jo ikke stå for, så jeg fandt det neonfarvede strømpegarn frem og strikkede et par skóleistar til ham.

De er cirka i str. 35. Og jeg har justeret min almindelige opskrift, så den passer til størrelsen.

Jeg slog 30 masker op til at begynde med og tog ud til 32 masker, da jeg begyndte at strikke rundt. I den første del strikkede jeg 19 retriller, og i den anden del strikkede jeg 18 omgange glat før indtagningerne. 

Min oprindelige opskrift på skóleistar i voksenstørrelse kan du se ved at KLIKKE HER.

mandag den 14. november 2016

Hæklet sten


Hæklegarn nr. 10 i merceriseret bomuld. Min næsttyndeste hæklenål. En rullesten fra Færøerne. Ingen opskrift - men masser af kærlighed til doilies. 

Endelig har jeg fået afprøvet mine færdigheder i at hækle over en sten. Og jeg er ganske godt tilfreds med resultatet. 

Så godt tilfreds, at jeg har fået lyst til at prøve det igen. Men det kræver lige, at jeg finder nogle flere sten frem. Vi har vist en hel del runde sten i haven, men der er for mørkt og vådt til, at jeg vil gå ud og lede efter dem lige nu. Så det må vente til i morgen.

Nu kan stenen få lov til at ligge og pynte på min bakke med lysestager og andre fine ting og sager. 

onsdag den 19. oktober 2016

Er tiden inde til juleprojekter?


Jeg kan se på besøgsstatistikkerne på bloggen, at tiden nærmer sig. Flere gæster besøger siden med DIY for hæklede juletræer og andre juleindlæg.

Personligt er tiden ved at indfinde sig, når begge børns fødselsdage samt skolestart med forældremøder og lignende er overstået i slutningen af september. 

Tiden er inde til at gå i gang med de kreative projekter til jul!

Endnu har jeg ikke tænkt så meget på hjemmelavede julegaver. Sidste år kom jeg aldrig rigtig i gang med at lave selv, men det håber jeg dog på at få tid til i år. 

Jeg er gået i gang med at hækle og strikke småting til at sælge på julemarked i Bydelshuset i november. Traditionen tro, ville jeg gerne sige. Men faktisk er dette kun anden gang, at julemarkedet afholdes, da huset kun er godt ét år gammelt.

Vi håber alle på mange boder og endnu flere gæster, der gerne vil købe flotte håndlavede ting til deres kære i julegave. Eller til selvforkælelse!

Julemarkedet i Bydelshuset afholdes søndag den 27. november kl. 11-16.


søndag den 28. august 2016

Quillet enhjørning


Min lillesøster er en sand mester i quilling. Jeg har blandt andet fået den fineste pynt til juletræet af hende og børnene har fået flotte ophæng til deres værelser.

Og så har min datter også fået dette fine billede af en enhjørning i julegave. Det er helt perfekt, for datteren er hestetosset - hvilket min søster for øvrigt også er. Og glimmer og stjerner gør også altid lykke hos min datter.

Jeg har flere gange tænkt, at jeg da også skulle lære at quille. Men jeg er aldrig kommet så langt. Nu nyder jeg så bare min søsters værker. 

Quiller du? 

lørdag den 27. august 2016

Skiftende udstilling - Garnreolen


Jeg er stadig forelsket i min kære garnreol. Jeg har haft den i et godt stykke tid, og den er vokset til dobbelt størrelse. Alligevel tager den ikke ret meget plads. Min garnreol, som består af fire cdreoler fra IKEA.

Noget af garnet har ligget der i lang tid. Noget når kun lige at ligge der ganske kort, før jeg fjerner det igen, for så skal der bruges til at strikke eller hækle med. På den måde er udstillingen altid skiftende. Men den er altid farverig og inspirerende. Og så er garnet overskueligt og let at gå til. 

Derudover har jeg 4 - nej egentlig 5 - kurve med garn, som ikke er kommet med i reolen. Noget af det er bare rester og ville trille ud, hvis det lå i en reol. Andet har jeg købt i poser, som opbevares i en kurv, indtil det skal bruges. Og så er der alt det garn, som er en del af aktive projekter. Jeg bilder mig dog ind, at lageret er blevet mindre over det sidste år, selv om det er svært at overskue, da der jo er en del udskiftning. 

Nu har jeg igen ryddet op i krealageret og i garnreolen. Så nu skal jeg lige nyde synet af den. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...