onsdag den 24. august 2016

Blyantholder til sønnen


Jeg var ved at pakke en af min søns nye skolebøger ind i dag. Og da der var en firkant tilbage af yndlingspapiret med FC Barcelona logo og farver, tænkte jeg, at det måtte da kunne bruges til noget. 

Så jeg hentede en af sønnens hjemmelavede blyantholdere fra værelset. Den bestod bare af en konservesdåse dekoreret med washi-tape. Men den var blevet lidt kedelig at se på. Så jeg skrællede tapen af og klistrede FC Barcelona papir på i stedet.

Papiret er bogpapir i god kvalitet, så det går ikke i stykker med det samme. Alligevel er det rimelig nemt at tage af igen, da jeg ikke har brugt lim men bare tape. Enkelt og nemt. 

Voila! Blyantholder (lige nu kun med saks i), som matcher min søns yndlingsklub lige nu. Men nem at ændre, hvis sønnen får en anden yndlingsklub eller interesse. 


Hæklede kanter - en Pinterest tavle


Egentlig er jeg ofte glad for rå kanter på mine arbejder, både hæklede og strikkede. Men engang imellem giver det lige den sidste finish med en flot hæklet kant. Hvilket jeg ikke gjort det så meget i, så jeg er ikke ret god til det.

Dette har jeg dog besluttet at lave om på. Jeg vil ihvertfald ikke sidde og mangle inspirationen til at hækle en kant næste gang, det bliver aktuelt. Så jeg har lavet en ny tavle på Pinterest. Den indeholder både DIYs og inspiration.

Måske vil du også gerne følge den? Så klik på linket nedenfor:

lørdag den 6. august 2016

Forladt


Det er heldigvis ikke mig selv, der er blevet forladt. Men det er mit strikketøj. Jeg har ikke strikket siden torsdag aften!

Vi er på ferie i nationens hovedstad og har haft travlt siden tidlig fredag morgen. Og når vi ikke er ude og opleve, er børnene så vilde efter at komme afsted, at de ikke kan sætte sig ned og slappe af bare et øjeblik. Så de holder også mig i gang.

Hvor gammel skal man være for at kunne slappe af? Og måske vigtigst, hvor gammel skal man være for at kunne lade andre slappe af?

Så dér ligger mit strikketøj helt forladt i sofaen i sin taske. Tasken flyttes rundt, hvis den er i vejen, men strikketøjet tages ikke op af den. 

Har du for øvrigt spottet min fine patchworktaske? Den fik jeg af min dejlige kollega Lene, som havde fået sin dygtige mor til at sy den. Helt uden mit vidende. Behøver jeg fortælle, at jeg blev vildt glad? Tasken bliver selvfølgelig brugt til mine strikke- og hæklesager. Tusind tak, Lene - og Lenes mor. 

tirsdag den 2. august 2016

De seneste 9 - på Instagram


På Instagram poster jeg en del billeder, som aldrig kommer på bloggen, da de ikke tilhører et indlæg, som ligger indenfor bloggens rammer. Eller de er bare et hurtigt øjebliksbillede, som jeg vælger ikke at blogge om. Dette gælder de fleste af billederne i denne omgang.

Vi har været ude i det dejlige danske sommerland, og derfor er der billeder med fra tre af vores ture. Bevares, to af billederne er fra to forskellige forlystelsesparker. Men dem nyder børnene så meget, at de er en vigtig del af vores sommerferie.

Et enkelt billede er en blomst på Færøerne. Jeg fandt det i en gennemgang af gamle billeder og postede på Instagram, da jeg i disse dage savner Færøerne, familien dér og den smukke færøske sommer.

Og så er der håndarbejde! Karklude, som jeg strikker mange af. Jeg har for ganske få dage siden lagt den tredje DIY til strikkede karklude her på bloggen. Og indlægget har allerede haft tusindvis af besøgende. Forhåbentlig er der også mange, der har strikket karkluden.

Og så er der den hæklede kimono, som jeg har været i gang med i et stykke tid. Jeg nyder at hækle den, men det går alligevel ikke hurtigt, da den kræver en smule koncentration. Så jeg hækler den ikke foran fjernsynet.

Hvad fylder dit Instagram denne sommer?

søndag den 31. juli 2016

19 strikkede karklude


Egentlig troede jeg, at jeg havde flere strikkede karklude liggende. Der er selvfølgelig dem, som er i brug i mit eget køkken. Og så er der de tre i pink, som jeg bare ikke kan finde igen. Men alligevel troede jeg, at jeg havde flere i min kasse med nye karklude. 

Men selvfølgelig, jeg har jo både solgt ud af dem og brugt flere som gaver. Så selv om jeg jævnligt strikker nye, så tager det kortere tid at forære tre karklude væk, end det tager at strikke dem. Så en gang imellem svinder antallet ind.

Jeg elsker at kigge på alle farverne. Og at tage en ny klud i brug - eller lægge en helt nystrikket klud i kassen til de andre.

Strikker du karklude? Og har du brugt nogle af mine DIYs?

torsdag den 28. juli 2016

Leder du efter billigt bomuldsgarn til dine karklude?

 


Hvis du leder efter et sted at shoppe bomuldsgarn til dine karklude, er Rito.dk et godt bud på, hvor du skal se dig omkring. De har knaldgode tilbud på mange forskellige slags bomuldsgarn lige nu.

Blandt andet koster DROPS Loves You 7 (8/4 bomuld) kun kr. 9 pr. nøgle (endnu billigere med mængderabat):

KLIK HER


Det evigt populære Mayflower Cotton 8/4 Junior fås til kun kr. 10 pr. nøgle:

KLIK HER


Og hvis du vil have lidt mere luksus, får du Mayflower Økologisk Cotton 8/4 Egyptisk Bomuld til kr. 19 pr. nøgle:

KLIK HER

 
 
<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

DIY - Strikket karklud # 3 - Perlerib

Mine to første DIYs til strikkede karklude er de suverænt mest besøgte indlæg på bloggen igennem de sidste måneder. Dette skyldes nok, at det er blevet så massivt populært at strikke karklude til eget brug. Til dels fordi det er bedre for miljøet at bruge karklude, der kan vaskes igen og igen uden at afgive mikroplast til miljøet, samtidig med, at de holder i længere tid end engangskludene. Samtidig håber jeg, at indlæggenes popularitet også skyldes, at de er nemme at følge. Min intention er nemlig at skrive DIYs til begyndere udi strikning og hækling.

I dag kommer min tredje DIY til strikkede karklude. Dette er helt klart mit eget yndlingsmønster for tiden. Det er nemt og hurtigt at strikke, og karkludene bliver bløde, elastiske og relativt tykke, imens de stadig ser pæne ud. Dog er forside og bagside ikke ens på klude strikket i dette mønster.

Som altid er strikkefastheden ikke vigtig, da karkluden ikke behøver have en bestemt størrelse. Så pindetykkelsen er vejledende. Brug tykkere pinde, hvis du strikker meget fast eller vil have en løst strikket karklud. Brug tyndere pinde, hvis du strikker meget løst eller vil have en fast strikket karklud.

Størrelsen på mine klude bliver ca. 25 x 25 cm. Juster maskeantallet, så du får den størrelse, som du selv vil have. Det vigtigste i forhold til denne DIY er, at du slår et ulige antal masker op.

Du skal bruge:

  • 1 nøgle bomuldsgarn med en løbelængde på ca. 165 meter pr. 50 gram (bomuld 8/4)
  • rundpind nr. 3 (eller andre pinde, som du foretrækker, i ca. samme tykkelse)

Forkortelser:
  • m = maske
  • r = ret
  • vr = vrang

Fremgangsmåde:
  • slå 65 masker op.
  • strik alle pinde ret, indtil der er 4 retriller på hver side.
  • 1. mønsterpind (dette er bagsiden på arbejdet): 4 r, *1 vr, 1 r*, gentag fra * til *, indtil der er 5 m tilbage, 1 vr, 4 r.
  • 2. mønsterpind (dette er forsiden på arbejdet): strik alle masker ret.
  • gentag de to mønsterpinde, indtil der er 42 retriller i kanten på arbejdets forside.
  • fortsæt i retstrik, indtil der er 4 retriller øverst på den ene side og 3 retriller øverst på den anden side.
  • luk af i retstrik (nu bør der være 4 retriller øverst på begge sider).
  • hæft ender.
Obs! I stedet for at strikke den første maske ret på alle pinde, kan man tage den over på den anden pind uden at strikke. Dette giver en pæn kant. Du kan også forsøge dig frem med andre former for kantmasker.






Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...