søndag den 3. juli 2016

Kampen i aften kræver enkel strik


Vi er spændte på kampen i aften. Gemalen er franskmand, så vi hepper på Frankrig. Jeg er fra Færøerne, som jo er nabo til Island. Så vi hepper også lidt på Island.

Det kræver strik, som tillader, at jeg kan kigge på kampen, imens jeg strikker. Altså vældig enkel strik, hvor jeg kan kigge væk det meste af tiden. Det blev så til endnu en karklud. I perlerib, som nu er blevet mit yndlingsmønster til karklude. 

lørdag den 2. juli 2016

Er gammelt projekt blev fundet frem


I går gik jeg på opdagelse i min bomuldsrestekurv. Der var spændende ting og sager. Blandt andet fandt jeg denne grønne slange frem, som jeg ikke har hæklet på i lang tid.

Den har ikke været glemt. Men den bliver kun hæklet af grønne rester, og der har ikke været så mange på det sidste.

Nu er jeg så i gang med at hækle slangen igen. Den bliver min fodboldhækling for i aften.

Sønnen er utålmodig, men jeg hækler altså i mit eget tempo. Et tempo, hvor jeg kan slappe af. Så det nytter ikke noget at jage med mig. ;)

fredag den 1. juli 2016

Rabatkoden virkede ikke :(

Da jeg skulle bruge min rabatkode fra Zalando i dag, virkede den ikke. Derfor kunne jeg godt mistænke, at den kode, jeg delte med jer i går, heller ikke virker. Jeg har derfor fjernet indlægget. Måske jeg misforstod noget?

Hvis du fik fat i koden i går og har haft held til at bruge den, må du gerne fortælle mig det. Så kommer den i et indlæg igen. 

Undskyld til jer alle, hvis I har forsøgt at bruge koden forgæves. 

mandag den 27. juni 2016

Fem strikkede karklude


Jeg har hæftet ender på fem karklude i dag. Én af dem bliver til mit eget køkken, da den har en lille fejl. De andre vil jeg bruge til gaver eller sætte til salg.

Umiddelbart har jeg ikke lyst til at strikke flere klude lige nu. Men trangen kommer nok igen indenfor en overskuelig fremtid. Det er sådan et nemt strikketøj at have med i tasken og hive frem, så snart der er mulighed for og tid til det.

Jeg tænker lige, at jeg har lyst til filethækling her til aften samtidig med, at jeg kigger på fodbold en gang imellem. Efter at have været i gang med diverse praktiske gøremål hele dagen, trænger jeg nemlig til at slappe af nu. 

søndag den 26. juni 2016

Min fodboldstrik for i dag


Vi har det rigtig dårligt med, at Frankrig er bagud 0-1. Men kampen skal ses, og jeg strikker imens. 

Jeg har gang i endnu en lilla karklud. Dette mønster er ikke på bloggen. Dog er selve kluden konstrueret nogenlunde ligesom de andre, som jeg har lavet DIY til. 

Er der mon interesse for, at dette mønster også kommer på bloggen?

fredag den 17. juni 2016

Dejlige ting med posten

Vi brokker os måske over de høje portopriser og lange leveringstider. Men nogle gange lykkes det postvæsenet at gøre os nærmest lykkelige. Bevares, jeg har selv bestilt og betalt for varerne, men det er nu alligevel dejligt, når postbudet ringer på. 


I dag modtog jeg det nye Maries Idéer (nr. 3/2016). Jeg har kun bladret og smålæst lidt endnu, men så har jeg det til gode til i aften, når ungerne er puttet, hvis jeg da ikke falder for fristelsen og kaster mig over den nye sæson af OITNB på Netflix. Men så kan jeg læse i morgen formiddag, før jeg skal på aftenarbejde. Indtil videre ser det spændende ud. 


Desuden modtog jeg en pakke med garn og strikkepinde. Jeg nåede lige at få fat i noget Alpaca, før Drops Supersale var ovre. Det skal bruges til at forkæle mig selv med. Desuden købte jeg flere af mine yndlingsrundpinde i messing. De er helt klart de bedste pinde for mig at strikke med, og jeg køber dem efterhånden, hver gang jeg skal udskifte nogle af de gamle, eller når jeg er så heldig at have brug for en helt ny tykkelse eller længde. 

Strikkediagrammer på Pinterest - og en af mine sjældne UFOer

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får brugt dem. Men nøj, hvor jeg nyder at drømme om alle de fine ting og sager, jeg kan få strikket med deres hjælp.

Jeg snakker om de utallige fiiiiiiine strikkediagrammer, jeg finder på Pinterest. Sort/hvide eller i farver. Både til flerefarvemønstre og til strukturmønstre. Det er et slaraffenland!

De sidste par år har jeg været lidt bidt af hønsestrik. Det begyndte vel, efter at jeg fandt et af de originale Hønsestrik strikkehæfter fra Hønsetryk på et loppemarked. Jeg har altid været vild med flerfarvestrik, men jeg havde forladt idéen om det i nogle år. Efter jeg fandt hæftet, blev jeg bidt igen. 

Og her kommer historien om en af mine sjældne UFOer ind. Den er sørgelig. Virkelig. Sidste sommer - eller det var måske forrige sensommer - begyndte jeg på en mønstret trøje til min søn. Fede farver og sjovt mønster. Men jeg stoppede ved monteringen. Så surt! Jeg stoppede, fordi jeg gik død alle de ender, der skulle hæftes, og fordi jeg ikke var tilfreds med resultatet, da jeg syede det første ærme på. Nu er trøjen for lille til min søn. Så surt! En af dagene må jeg tage mig sammen til at gøre den helt færdig. Så kan jeg måske sælge den eller forære den væk.


Nu drømmer jeg så om at strikke et laaaaangt tørklæde i alle mulige mønstre i forskellige farver. Det skulle strikkes rundt som et langt smalt rør. Måske senere i år. 

Vil du se min opslagstavle på Pinterest? Den finder du via dette link:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...