mandag den 17. juni 2013

Jeg trævler op...

Jeg er i gang med forstykket på Cille fra 'Suveræn strik' af Lene Holme Samsøe. Faktisk troede jeg, at jeg var færdig med forstykket, men så opdagede jeg, at jeg havde strikket for langt.

Jeg havde glemt, at forstykket ikke strikkes helt magen til bagstykket, så jeg skulle trævle otte omgange op igen. Det er jeg nødt til at gøre maske for maske, så det tager noget tid. Men nu er der heldigvis kun to omgange tilbage, før jeg kan gå i gang med at strikke igen. 

onsdag den 12. juni 2013

Anden gangs Zpagetti

Jeg er i gang med mit andet forsøg med Zpagetti. Første forsøg blev trævlet op igen, da mønstret var for utæt til formålet. Hullerne var for store. 

Denne gang har jeg forsøgt mig frem med et selvlavet mønster. Jeg er tilfreds med tætheden og synes også, det ser pænt nok ud. Men nu buler det, da der er for mange masker på hver omgang. 

Jeg må derfor til at trevle op igen og gøre et nyt forsøg med et tredje mønster.

Jeg har ikke mistet modet. Det skal nok blive godt. 

Hvad har du på hæklenålen for tiden?


søndag den 9. juni 2013

Første gangs Zpagetti

Som overskriften antyder, så er jeg for første gang begyndt at hækle med Zpagetti garn. Jeg skal lige vænne mig til det tykke garn og hæklenål nr. 12, men ellers føles det ret behageligt at arbejde med. Jeg hækler måske lidt løsere end normalt.

Jeg afprøver et gammelt doily-mønster. Hullerne i mønstret er muligvis for store til formålet, men jeg skal lige hækle nogle omgange mere, før jeg beslutter mig. 

Indtil videre har forsøget været en positiv oplevelse.

Hvad har du lavet i Zpagetti?

lørdag den 8. juni 2013

Gave med hæklet blomst

Vi skulle skynde os lidt med at få en fødselsdagsgave klar, da vi først huskede det i sidste øjeblik. Den lille pose fra H&M fulgte med gaven. Navn skrevet med tusch er ikke særlig charmerende, men det fungerer.

Men så var det jo godt, vi havde en lille hæklet blomst at sætte på. Den er sat på med dobbeltklæbende tape, så fødselaren kan tage den af og bruge den til noget andet.

Så syntes min datter godt, hun kunne aflevere gaven, selv om den var pakket ind i sidste øjeblik.

torsdag den 30. maj 2013

Strik til mig selv

Endelig har jeg taget mig sammen til at strikke en trøje til mig selv. Og endelig har jeg taget en af Lene Holme Samsøe bøgerne i brug: "Suveræn strik - på den feminine måde".

Jeg er gået i gang med Cille, som strikkes i spiral med hulmønster. Foreløbig er det umuligt at se, om den kommer til at passe, så jeg er virkelig spændt.

Indtil videre går strikningen som en leg. Det er ikke så svært, som man skulle tro. Men jeg skal lige koncentrere mig.

Desuden har jeg for første gang forsøgt mig med 'magic loop', og det er indtil videre gået over al forventning.

onsdag den 29. maj 2013

Hæklede blomster - igen!

Sidste år var jeg i gang med en mindre produktion af hæklede blomster, som man kan se i dette tidligere indlæg. De skulle bruges til pynt til min datters fødselsdag. Jeg kunne dog hurtigt se, at jeg ikke kunne nå at blive færdig til tiden, så jeg droppede den ide, og blomsterne fik bare lov til at ligge i en lille pose. 

Nu er jeg i gang med hæklede blomster igen. Jeg bruger stadig min egen lille opskrift. Jeg overvejer, om jeg skal hækle flere forskellige slags blomster eller bare holde mig til denne ene opskrift.

Og så har jeg ideer om, hvad jeg skal lave med blomsterne. Men jeg skal lige afprøve nogle ting, før jeg afslører noget.

søndag den 26. maj 2013

Slagborekraft!

Vi bor til leje i et byggeri med syndigt hårde vægge. En gang imellem ønsker man jo at hænge noget op på væggene. Men da vi ikke ejer (eller har lyst til at investere tusindvis af kroner i) værktøj med nok kraft til at få huller i vores vægge, så er vi nødt til at låne hos udlejer - en slagboremaskine, der har kraft og larmer umanerlig meget. Og så går vi amok!
 
Jeg/vi fik svunget slagboremaskine, støvsuger, skruetrækkere og vaterpas forleden dag, og nu ser her noget mere beboet ud, end der har gjort de sidste par måneder. Vi er dog langt fra færdige.

Datterens læselampe, så det nu er nemt for hende selv at styre lyset, når hun ønsker at læse lidt, før hun falder i søvn.


Familiebilleder, et af datterens tidlige kunstværker og et fodaftryk! Vi skal have flere af disse hylder op, da vi har mange billeder. Ideelt set ønsker jeg mig en billedvæg med individuelt ophængte billeder, men det bliver ikke aktuelt taget i betragtning, hvor hårde væggene er. Denne løsning er også mere fleksibel, da jeg kan flytte rundt og skifte ud, når jeg får lyst til det.

 
En lille hylde over sengen. Den skal pyntes lidt mere. Men ikke overlæsses!


 
Sønnen skulle også lige have en lille lampe. Denne giver et hyggeligt lys, med lysprikker rundt i rummet.

 
En sikkerhedskæde er god at have, når børnene går i søvne og faktisk HAR været på vej ud ad døren midt om natten et par gange allerede i den korte tid, vi har boet her.
 
 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...