Vi er kommet i gang med sommeren herhjemme! Børnene har slået teltet op i haven, grillen har i dag været tændt for første gang (himmelske lammekoteletter!) og jeg har siddet og strikket med fødderne på kanten af bedet, imens jeg holdt øje med grillen.
Og jeg var heeelt afslappet til trods for skvalderkål og mælkebøtter. For lige i nærheden så jeg, at både den mørkerøde og den lyserøde rhododendron er begyndt at vise farver. Og jordbærplanterne spreder sig, så jeg kan forestille mig børnenes begejstring over de små bær til sommer.