tirsdag den 24. december 2013

Glædelig Jul 2013

Jeg vil gerne ønske alle læsere af bloggen en rigtig glædelig jul. Tusind tak fordi I læser med.


I går pyntede jeg juletræ sammen med børnene. Jeg satte lys på og de mest skrøbelige kugler samt pyntede de højeste grene. Manden ordnede stjernen. Og børnene pyntede næsten alt andet.

Jeg synes, de gjorde det rigtig godt. Der var få ting, som jeg lige flyttede efterfølgende, fordi der hang lidt for meget på enkelte grene. Det blev gjort helt diskret, for jeg synes godt, de må være stolte af resultatet.

Vores juletræspynt er en blandet landhandel af billig og halvdyr, masseproduceret og håndlavet. Basis er holdt i rødt, hvidt, sølv og glas. Men der sniger sig andre farver ind også. Og pynten er i mange forskellige materialer.

Mange engle, kugler og hjerter har vi, men f.eks. også nogle svampe, agern, fugle og et par babushkaer. Vi skifter ikke tema men glæder os hvert år over at finde de samme velkendte ting frem samt tilføje nogle få nye.

I år har vi fået juletræstæppe. Eller i hvert fald et tæppe under juletræet. Jeg besluttede at bruge det lilla tæppe i Zpagetti, som jeg hæklede for nogle måneder siden, til formålet. Det fungerer ganske fint.

søndag den 22. december 2013

Så blev der bagt!

Jeg har indtil videre ikke haft meget tid til julebagning her i december. Men nu har jeg fri helt indtil julenat. Og i dag fik jeg endelig gang i småkagedej og royal icing sammen med børnene.

De gik højt op i at udvælge de rigtige udstiksforme, stikke småkagerne ud og pynte med glasur i forskellige farver.





Hæklede grydelapper og kurv

Jeg har hæklet et par grydelapper og en lille kurv i limefarvet bomuldsgarn. De skal gives væk lige om lidt. Og jeg tør afsløre dem her, da jeg ikke tror, modtageren læser med.

Garnet er fra Søstrene Grene. Og den sorte gennemfarvede elastiksnor, som grydelapperne hænger i, er fra Stof2000.

Grydelapperne er vævehæklet med enkelt tråd. De er hæklet i to lag, som så også  er hæklet sammen med vævehækling.




Kurven er i stangmasker og dobbelt tråd. Den er hæklet med ret tynd hæklenål, så siderne bliver lidt stive. Det er min første hæklede kurv nogensinde. Jeg brugte ikke nogen opskrift men hæklede bare helt enkelt med en flad, rund bund og lige sider. Jeg ville gerne have lavet siderne meget højere og så bøjet dem ned. Desværre havde jeg ikke mere garn.



lørdag den 21. december 2013

Bare lige én mere...

Ok, så jeg er gået i gang med at hækle endnu en julegave. Det var slet ikke meningen. Men når man har tid, garn og lyst, så kan man ligeså godt kaste sig ud i det. Jeg bliver nok færdig med denne i aften, regner jeg med.


Er du helt færdig med de hjemmelavede julegaver?

Juletræer med træperler

Jeg har skrevet flere indlæg om mine små, hæklede juletræer allerede. Men jeg vil lige vise, hvordan de ser ud, når de er helt færdigmonteret med pynt.


I to tilfælde har jeg brugt træperler på toppen af træerne. Dem med lyse perler blev givet væk i dag, og modtageren blev glad for dem. De passede ind i hendes hjem, som har en del lyst træværk.


Træerne med mørke perler har jeg endnu ikke fået en reaktion på, da pakken først må åbnes juleaften. Men jeg synes selv, de er fine.

Alle perlerne er fra Tiger-butikken, hvor jeg købte en lille pose med blandede træperler for ikke ret mange penge. 

torsdag den 19. december 2013

I gang med den anden...

...strømpe! For det er jo strømper, jeg er ved at strikke. Officielt den sidste hjemmelavede julegave i år. Jeg bruger 'magic loop', og skafterne skal ikke være så lange.  Jeg skal nok nå det...


søndag den 15. december 2013

Washi-tape & dåser

Min søn på 4 år har fået nye farveblyanter i pakkekalenderen. Dermed er der opstået et behov for opbevaring. Han har set de dåser, jeg tidligere har pyntet til hans søster, og har udtrykt ønske om at få noget lignende.

Så i aftes fandt jeg min samling af washi-tape og nogle rengjorte konservesdåser frem, og så gik vi i gang.

Først farvekoordinerede han. Den første dåse var med overvejende blå mønstre og den næste med overvejende grønne mønstre. Men med den tredje dåse gik han helt amok med mønstrene. Han valgte al tapen selv - imens jeg lavede klisterarbejdet - og han er godt tilfreds med resultatet, siger han.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...