mandag den 23. september 2013

De er i brug

I går viste jeg et billede af de skóleistar, jeg var ved at strikke til mig selv. I aftes gjorde jeg dem helt færdige. Og i dag er de i brug. Så hurtigt går det. 

Jeg har brugt Bumbo Strømpegarn med Aleo Vera fra Bilka. Garnet har lange farveskift i de flotteste efterårsfarver. Jeg har brugt dobbelt tråd og slet ikke forsøgt at styre farverne, da det næsten er umuligt. Desuden synes jeg, det er festligt, at farverne falder tilfældigt, så de to dele ikke bliver helt ens men alligevel ser ud til at høre sammen. 


søndag den 22. september 2013

I'm lovin' it!

Ja, lige for tiden elsker jeg at strikke skóleistar. Så meget, at jeg tvivler på, at jeg får strikket nogle strømper denne vinter. 

Det sidste par blev færdigt og afleveret, før jeg nåede at tage et billede. Og nu er jeg i gang med et par til mig selv. 

Hurtig og afslappende strik. Jeg elsker det!

lørdag den 21. september 2013

WiP'ere

I denne kurv ligger der tre WiP'ere (Works in Progress) og venter på mig.

Den ene kan jeg ikke komme videre med endnu, da jeg mangler garn.

Den anden mangler kun en lille bitte detalje for at blive færdig. Jeg kan bare ikke beslutte mig for materialet, der skal bruges.

Og den tredje kunne jeg gå videre med nu, hvis det skulle være. Og det gør jeg nok snart.

Men i øjeblikket nyder jeg, at de ligger der og lover mig fornøjelige dage, timer eller minutter i fremtiden, når jeg sidder med dem i mine hænder og nørkler.

Hvordan har du det med dine WiP'ere?


fredag den 20. september 2013

Bella Baby tunika

Her til morgen har jeg hæftet ender på Bella Baby tunikaen, som jeg viste billede af forleden. Desuden skulle der hækles en trense og syes en knap i. Og det var så den montering. Dejlig hurtigt!

Det trænede øje vil hurtigt se, at jeg endnu ikke har vasket eller presset. Alligevel ruller kanterne ikke ret meget. Så det endelige resultat skal nok blive godt.

Tunikaen var hurtigt og nemt strikket på pinde 3 (øverste og nederste kant dog på pinde 2,5). Størrelsen er 3-6 måneder. 

Jeg brugte 76 gram almindeligt bomuldsgarn fra Netto (købt sidste år). Det er i udmærket kvalitet, og jeg er temmelig vild med farverne.

Opskriften er fra "Babystrik på pinde 3" af Lene Holme Samsøe. Jeg fandt hurtigt rundt i den. Men jeg tror ikke, den er egnet, hvis man ikke har strikket efter opskrift før, da der skal springes lidt rundt imellem forskellige afsnit, og et par ting tages det for givet, at man forstår eller kan regne ud selv.

Men som altid en smuk og detaljeret model fra Lene Holme Samsøe. Jeg er altid ret vild med hendes designs.



torsdag den 19. september 2013

Skóleistar igen

Så strikker jeg igen skóleistar efter samme opskrift, som jeg altid bruger. De er dejlig nemme at strikke foran fjernsynet, når jeg skal slappe af.

Denne gang bruger jeg for første gang 'magic loop'. Det fungerer fint, og jeg strikkede halvanden skóleist på relativt kort tid i aftes.

Disse skóleistar er enten til svigermor eller til svigerinde.

søndag den 15. september 2013

Osse mig!

Jeps, jeg er ligesom så mange andre gået i gang med at strikke en af Lene Holme Samsøes Bella modeller. En baby tunika.

Det er helt hyggeligt at strikke babytøj. Det har jeg ellers ikke gjort, siden før min nevø blev født for over 19 år siden. Hvis jeg altså husker rigtigt. Og det tror jeg, jeg gør.


onsdag den 11. september 2013

Hæklet doilytæppe i Zpagetti

Efter et fejlslagent forsøg med et stort doilytæppe, som jeg skrev om i dette indlæg, besluttede jeg mig for at trævle op og forsøge mig med en ny opskrift. Valget faldt på denne fra Yarnfreak. Mønstret er enklere end i den første opskrift, og det er nemmere at justere i forhold til egen hæklefasthed.
 
Men jeg ønskede et større tæppe, så jeg fortsatte med at hækle flere omgange end i opskriften. Det satte så også flere krav til mig om at holde øje med, om tæppet blev helt fladt. Det viste sig ikke at være et problem, jeg kunne nemt justere mine udtagninger, og tæppet blev pænt fladt. Og det er endnu bedre nu, hvor vi har haft det liggende på gulvet i et par uger og har gået på det.
 
Desuden undlod jeg at hækle den bølgede kant, for tæppet skulle ikke blive alt for feminint og 'blondet' i udtrykket. Dermed slap jeg så også for udregninger for at få kanten til at passe til et tæppe i denne størrelse. Jeg hæklede bare, indtil jeg syntes, tæppet var stort nok.
 
Jeg brugte lillafarvet Hoooked Zpagetti købt hos Yarnfreak den dag, jeg gik lidt amok med mine garnindkøb. Jeg havde købt tre store ruller af garnet men brugte kun cirka 2½ rulle. Jeg har planer for resten, men tiden må vise, hvad det bliver til.
 
Tæppet måler cirka 111 cm i diameter og vejer cirka 2,4 kg (for tungt til køkkenvægten!). Det er forholdsvis hurtigt hæklet, da garnet jo er tykt. Men det er ret tungt at sidde med til slut.
 
Projektet var en fornøjelse, selv om det ikke lykkedes i første omgang. Og jeg er slet ikke færdig med at hækle i Zpagetti endnu.
 

 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...