tirsdag den 2. april 2013

Pink igen!

Jeg er i gang med at strikke med lækkert merceriseret bomuld iblandet lidt viskose. I pink - til min datter - igen!

Nogen, der tør gætte på, hvad dette skal blive?


lørdag den 30. marts 2013

Krea-hjørne

Det tager langsomt form, det nye krea-hjørne. Jeg har pakket mere garn og grej ud. Men det fylder så meget, at der slet ikke er plads til at arbejde ved bordet. Jeg glæder mig godt nok til at få sat hylder op - forhåbentlig snart!


torsdag den 28. marts 2013

Neongul strikbluse i kidmohair/silke

Det gik nemt og relativt hurtigt at strikke den neongule bluse i kidmohair/silke. Og i dag kunne min datter få den på. Hun kastede sig gladeligt ud i forskellige poseringer foran kameraet. Stylingen stod hun også selv for, og jeg synes, hun har ret i, at neongul ser fint ud sammen med lilla.

Garn: Angel by Permin - jeg har brugt ca. 1½ nøgle à 25 gr.
 
Opskrift: fra "Kæk og klassisk børnestrik" af Lene Holme Samsøe.
 
Pinde: opskriften sagde pinde nr 3 og 4, men jeg var nødt til at bruge nr 3½ og 4½ for at ramme strikkefastheden.
 
Størrelse: 6-8 år - den passer min datter nu, hvor hun er 6½ år og bruger tøjstørrelse 122-128.

Blusen var overraskende nem at strikke. Hulmønstret var ikke svært at lære og følge med i, selv om det kan være svært at se mønstret tydeligt, når man strikker i kidmohair. Dejligt lidt montering. Det kan anbefales at bruge maskemarkører diverse steder. Jeg klarede mig dog uden.














onsdag den 27. marts 2013

Vi pynter cupcakes

For et par dage siden bagte jeg cupcakes sammen med børnene. Vi lavede to størrelser. Jeg pyntede de store og brugte lejligheden til at øve sprøjteteknik. Skal vist øve mig noget mere...

Børnene pyntede de små. De gik vældig højt op i det. Storesøster pyntede endda en cupcake til lillebror, fordi hun syntes, hans ikke blev så flotte. Han var taknemmelig og spiste med stor appetit.







mandag den 25. marts 2013

Kan man have for meget grej?

Jeg elsker at bage, og det gør børnene også. Det må gerne være lidt sjovt og festligt også til hverdag. Så jeg køber forme til muffins og cupcakes. Og udstiksforme. Dem har vi nok af til at fylde kurven i baggrunden på billedet. Lidt overdrevent måske? Men vi bruger lystigt af alle formene.

Det, jeg mangler, er en god måde at opbevare alle mine muffinsforme, udstiksforme og andet grej!

fredag den 15. marts 2013

Strik i musikvideo

I denne dejlige færøske musikvideo bliver der fremvist nogle virkelig flotte striktrøjer. Og det er ikke bare en gimmick. En stor del af færinger går altså i hjemmestrikkede trøjer, det er især populært blandt unge mennesker. En del af æren skal nok tilskrives Guðrun & Guðruns popularitet indenfor de seneste år.


onsdag den 13. marts 2013

Neongul strik

Jeg har søgt næsten overalt, og endelig fandt jeg det: neongult Angel by Permin!

Jeg fandt det hos Garnlageret i Rosenkrantzgade i Århus. Og det bliver brugt til en bluse til min datter, som godt kan bære gult.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...