Ingen strik eller hækling! Ja, det er lykkedes mig at poste 9 billeder på Instagram uden strik eller hækling - eller garn på anden vis. Utroligt, men det viser selvfølgelig bare, at jeg har været optaget af andre ting.
Forrige weekend tilbragte jeg og børnene to dage i Sabro Rideklub, hvor der var stævne. Den ene dag nåede manden også at være med. Børnene fik lov til at hilse på mange af hestene, og de var vældig glade for Robbie med de blå øjne.
I fredags brækkede datteren armen ved at falde ned fra et legetårn i skoletiden. Begge knogler i underarmen er brækket, tæt på håndleddet. Hun blev opereret i fuld narkose og indlagt på Århus Sygehus og Universitetshospital (som det så mundret hedder). Jeg var indlagt sammen med hende. Fantastisk personale - det syntes min datter også. Men vi var glade for at komme hjem efter kun én nat. Datteren har været i skole igen som normalt denne uge og klarer sig forrygende. Hun skal bare have lidt smertestillende en gang imellem.
Så var der tre dage med undervisning i Low Arousal på arbejdet (jeg arbejder i socialpsykiatri). På vores borde lå diverse legetøj til at holde vores hænder beskæftiget, så vi bedre kunne fokusere, imens vi blev klogere. Jeg fandt ud af, at det stadig ligger i hænderne, hvordan man laver forskellige figurer med en Rubiks twist. Sjovt!
Og så var der en fin rose, som datteren fik, efter at have gået modeshow i SFO. Rattet på min bil, som jeg købte i november og stadig glæder mig over hver dag. Og to konkurrencer - fra Rice og DrOetker.
Besøg min Instagram profil på @gudrunjac