lørdag den 12. oktober 2013

Og så var der fire!


Jeg har spraymalet endnu et låg til krukkerne i min søns værelse, så nu er der fire krukker med dinosaurer på låget. Endnu en gang var min søn begejstret, men indtil videre ser han ud til at være godt tilfreds med at lade dem stå til pynt uden at opbevare noget i dem.

Lilla glimmer


Jeps, lilla glimmer er lige, hvad jeg har drysset på den lilla glasur, som jeg har pyntet mine hindbærcupcakes med i dag - på min fødselsdag.

Giveaway - Vind skóleistar & garn

Denne giveaway er nu afsluttet og vinderen fundet

Endnu en gang skyder jeg en giveaway i gang. Der en én gevinst, som består af to ting.

Du kan vinde de skóleistar, som jeg forleden lavede i forbindelse med min første DIY. De er cirka størrelse 38-40. Kan måske også bruges til endnu mindre fødder.

Desuden kan du vinde garn til at lave dine egne skóleistar - eller til at strikke et par strømper eller noget andet dejligt. Det er et nøgle strømpegarn fra Andrea Yarn på 100 gram, så der er nok til strømper i voksenstørrelse.
Alle kan deltage ved at lægge en kommentar til dette indlæg. Du kan desuden få et ekstra lod ved at 'synes om' bloggen på Facebook. Skriv i kommentaren, hvor mange lod du vælger at bruge.

Gør det muligt for mig at kontakte dig, enten ved at skrive din email adresse eller ved at linke til din blog, hvor jeg kan finde relevante kontaktoplysninger.

Sidste frist for deltagelse er den 31. oktober, 2013, kl. 23.59. Vinderen trækkes dagen efter og får direkte besked samt to uger til at sende mig sin postadresse, så gevinsten kan fremsendes.

Du er velkommen til at dele denne giveaway med venner og bekendte - brug gerne billedet herover - samt til at følge bloggen på forskellige måder.

fredag den 11. oktober 2013

Selvportræt


Min dejlige 7-årige datter har ligesom alle andre i hendes klasse lavet et selvportræt. Alle de flotte portrætter hænger nu på række i klasseværelset. Jeg synes, min datters er virkelig vellykket, for det ligner hende faktisk. Det er nemlig lykkedes hende at gengive nogle specielle træk som f.eks. ansigtsformen. Hun er selv glad for portrættet, hvilket jeg godt kan forstå.

torsdag den 10. oktober 2013

Strikket tæppe i restegarn

Jeg troede, det ville tage mig meget længere at strikke dette tæppe færdigt. Men det har været så fornøjeligt et projekt, at jeg er vendt tilbage til det, hver gang, jeg har haft garn. Og i aftes blev det færdigt.

Tæppet er strikket halvt af restegarn og halvt af nyt strømpegarn fra lageret (samt lidt, som jeg var nødt til at købe ekstra). Noget af restegarnet er virkelig gammelt. Min mor fortæller mig, at en lille garnbold stammer fra en dragt, som min mormor strikkede til sig selv for flere årtier siden. Så sjovt at tænke på. Især da jeg selv syntes, garnet var ret grimt, og jeg aldrig har haft lyst til at bruge det før. Det var dog perfekt til dette tæppe. Og det var det også til min mormors dragt, som vist var ret flot, ifølge min mor.

Af restegarn har jeg brugt ren uld og uldblandinger - en hel del strømpegarn, som har været til overs, når jeg har strikket skóleistar. Desuden har jeg brugt en smule andre garnblandinger med angora, akryl, alpaca og lignende. Intet bomuld har jeg brugt denne gang.

Tæppet er lige stort nok til at bruge men ikke så stort, at det er svært at håndtere. Det måler ca. 120 x 125 cm. Og vejer 576 gram, hvoraf cirka halvdelen er det grå strømpegarn.

Jeg overvejede og forsøgte mig endda med hæklede kanter. Men jeg trævlede dem op igen. Jeg er ret vild med de rå kanter uden nogen forskønnelse, og jeg er temmelig godt tilfreds med det endelige resultat.




tirsdag den 8. oktober 2013

Mere garnshopping


Efterhånden som jeg får brugt en hel del af strømpegarnet fra lageret på skóleistar, bliver der fyldt op med en masse bomuldsgarn - og lidt andet også. Det ser i hvert fald ud til, at jeg ikke kan gå ind i en butik, uden at falde over noget garn, jeg absolut skal slæbe med hjem.

Lige før weekenden var den gal igen. Jeg var i Søstrene Grene og fandt straks nogle farver bomuldsgarn, som der var for lidt af i mit lager. Syv nøgler blev det til.

I Kvickly fandt jeg desuden to nøgler bomuldsgarn og to nøgler sort akryl med sølvglimmer, som også skulle med hjem.

Lidt quillingstrimler og et hæfte med inspiration fra Netto, og washi-tape og silkebånd fra Søstrene blev det også til.
 
Lader du dig også friste jævnligt?

søndag den 6. oktober 2013

Flere strikkebøger


I min begejstring over "Blogbogen" af Julia Lahme, glemte jeg helt at fortælle, at jeg i samme omgang også købte to dejlige strikkebøger, som jeg har ønsket mig.

Den ene er "Tøsestrik" af Annette Danielsen. Den har opskrifter på modeller til piger fra 10 til 14 år. Der er kun seks opskrifter. Til gengæld er de alle så fine, at jeg har lyst til at strikke dem alle sammen, og min datter har smaskforelsket sig i én af dem. Så den er helt sikkert et fremtidigt projekt.

Den anden bog er "Strømper & Sokker" af Sys Fredens. Den indeholder flere opskrifter på forskellige sokker i forskellige størrelser. Nogle af dem er virkelig fine og anderledes. Andre er helt klassiske. Desuden er der vejledning i at strikke forskellige typer af hæle. Og der er størrelsesskema med maskeantal midt i bogen.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...