fredag den 10. oktober 2014

De seneste 9 - på Instagram


Det er ikke så ofte, jeg viser Instagram oversigter her på bloggen. Men en gang imellem går det vel an. De sidste ni billeder er fra august og september.

Der er billeder af nogle af mine sidste færdiggjorte strikkerier: et par strømper til mig selv og to stribede tunikaer til datteren. Vi er begge glade for vores nye strikkede tøj. Datteren poserer desuden gerne, når jeg har strikket noget til hende og vil have taget billeder. Det er værre med sønnen. Han har alt for travlt med andet. 

Kagen lavede jeg til min søns fødselsdag. Han havde glemt alle ønsker om superhelte- eller monsterkager og ønskede bare en nougatkage, for den er han tosset med.

Det begyndte med, at jeg lavede en banankage med nougatcreme og chokoladeganache til mandens fødselsdag i august. Den smagte virkelig godt. Med det resultat at datteren ønskede sig samme kage til sin fødselsdag i starten af september. Og min søn er så vild med den, at den også skulle laves til hans fødselsdag i slutningen af måneden.

Både manden og jeg er også vilde med kagen. Uheldigvis tager den et par dage at lave og koster en hel del. Så familiens nye kage er ikke én, det bliver lavet særlig ofte. Men det er måske godt, når man tænker på, at den er en kaloriebombe. Og den smager altså af mere end et enkelt lille stykke...

Den smukke himmel på billedet nød jeg på en af aftenturene med 'damerne'. Jeg er begyndt at motionere med nogle veninder i nabolaget, tre gange om ugen - når jeg kan. Desværre arbejder jeg ofte om aftenen, og så kan jeg ikke være med. Men det er altså helt vildt dejlig motion og selskab, så jeg håber, vi alle holder gejsten oppe og fortsætter.

Posen fra Stoff & Stil indeholder mine indkøb fra forleden dag. Dem skal I nok få lov til at høre mere om på et senere tidspunkt.

Og så var der selfierne! Dem tager/viser jeg ellers ikke ret mange af. Men jeg prøver at vænne mig til at se mig selv på billeder. Det er vist ved at være tid nu, hvor jeg er over 40. Og så må det ligeså godt være med grimt pandehår og uden makeup. For sådan ser jeg ud til hverdag. Det hjælper så heller ikke ligefrem, at min hårtørrer holdt op med at virke for nogle dage siden...

Husk, at du kan følge mig på Instagram. Mit brugernavn er gudrunjac

torsdag den 9. oktober 2014

Forført af farver

Jeg har endnu et par strømper på vej. Igen til mig selv. Og jeg er kommet lige forbi hælen på strømpe nummer to, så der er ikke lang vej igen. 

Denne gang har jeg købt noget garn, der er en smule tykkere end det, jeg plejer at bruge. Dette opdagede jeg dog først, efter jeg var godt i gang med første strømpe.

Jeg tror, jeg har fokuseret så meget på farverne - som jeg er helt vild med! - da jeg købte garnet, at jeg helt glemte at tjekke løbelængden. Den er 150 meter for 50 gram, hvor jeg normalt bruger cirka 210 meter for 50 gram. 

Men det går nok. Garnet er lækkert, og jeg strikker på pind nummer 2,5 som sædvanlig. Så bliver strømperne bare en lille smule tykkere end sædvanlig.


onsdag den 8. oktober 2014

Nu skal jeg lære at sy!


Jeg har besluttet, at nu skal jeg altså lære at sy. Jeg vil lægge ud med en kjole til mig selv, så i dag har jeg været i Stoff & Stil og købt et mønster, hvorpå der står EASY. Desuden jerseystof, tråd og nåle til symaskinen. Så nu skal det være!

Ok, stoffet skal lige vaskes først....Stort antiklimax!

Selvfølgelig snuppede jeg også noget garn og andre småtterier, nu jeg var i butikken.

I dag bare et billede af posen, det hele blev hjemført i. En anden dag kommer det billeder af mine varer og mine udfoldelser udi det at sy. 

søndag den 5. oktober 2014

Endnu en stribet tunika på vej

Denne gang strikker jeg til min venindes datter - min datters veninde. Samme tunika, som jeg allerede har strikket til min datter i to versioner.

Der skal strikkes i bomuld, da hun ikke kan klare uld eller noget, der kradser. Der blev bestilt smalle striber denne gang. Jeg håber virkelig, de lever op til forventningerne.


onsdag den 24. september 2014

Det er bare for grimt!

Forleden fandt jeg ældgamle og nyere rester i tykt bomuldsgarn frem og tænkte, at jeg da ligeså godt kunne bruge dem til noget i stedet for at lade dem ligge og fylde.

Jeg har meget lyst til at hækle et tæppe, så det gik jeg i gang med. Og jeg besluttede mig for at lade farverne skifte helt tilfældigt, da der er tale om rester i mange forskellige størrelser og farver.

Jeg strikker og hækler sjældent i tyk bomuldstråd, og farverne bærer da også præg af, at jeg har haft en del af disse rester liggende siden halvfemserne.

Farvesammensætningen blev ikke køn - faktisk blev den ikke engang charmerende grim. Så nu har jeg besluttet mig for at trævle op igen og gøre endnu et forsøg, hvor jeg tager en smule mere styring over farverne.

Måske det var dråben, at jeg af flere forskellige mennesker blev spurgt, om jeg var ved at hækle det tyske flag? Ikke fordi jeg har noget imod det tyske flag, mit tæppe skal bare ikke være et flag. 


lørdag den 20. september 2014

Mini pizzasnegle

Disse små pizzasnegle bliver revet væk, når jeg laver dem. Sidste weekend holdt datteren fødselsdag for pigerne i klassen og derefter for vennerne i nabolaget. Der var vel omkring 20 børn tilsammen og nogle få voksne. Jeg lavede 95 pizzasnegle, og jeg blev bedt om flere!


De er nemme at lave, da jeg i dette tilfælde vælger de hurtige løsninger. De kan sagtens laves helt fra bunden og bliver sikkert endnu mere lækre på den måde. Pizzasneglene er et hit til børnefødselsdage, som snacks eller i madpakken. Jeg har faktisk også serveret dem som nem aftensmad med salat og grøntsager til.


Mini pizzasnegle
(30-35 stk)

Ingredienser:
1 pk færdiglavet pizzadej
1-2 pk kalkunbacon i skiver
1 pk revet mozzarellaost
1 glas pesto
Evt. en lille smule parmesan eller grana padano

Køb den største færdiglavede ferske pizzadej fra Bilka, eller hvor du nu handler. Fjern bagepapiret, rul sammen og skær i skiver. Alt efter tykkelsen på skiverne kommer der 30-35 af hver rulle. Det er vigtigt at skære, imens dejen er køleskabskold, for så er den nemmere at arbejde med. Læg skiverne på en bageplade dækket med bagepapir. 

Brug din foretrukne pesto eller eksperimenter med forskellige. Smør et tyndt lag på hver skive dej. Der skal ikke ret meget til, så en lille rest pesto kan sagtens være nok. 

Drys hver skive dej med kalkunbacon skåret i tynde strimler. Bacon er ret salt og kan godt skiftes ud med f.eks. kylling eller skinke.

Drys nogle strimler mozzarella på hver skive. Top evt. med et lille drys revet parmesan eller grana padano. Sidstnævnte kan dog fint udelades.

Bages i forvarmet ovn i ca. 10 minutter på 200 grader. Server varme eller kolde efter smag og behag. 



mandag den 8. september 2014

Hæklede og strikkede tæpper

Jeg elsker at hygge mig på sofaen på en mørk aften med et barn ved hver side, manden i nærheden, og et dejligt, varmt tæppe over os. Eller på en fridag midt på ugen, hvor jeg nyder en kop te og mit håndarbejde og har et tæppe over benene.

Tæppet må gerne være hæklet eller strikket. Og jeg laver det gerne selv. Jeg har så mange idéer til tæpper, som jeg gerne vil lave. Men hvor mange tæpper har man brug for i et hjem?

Jeg tror ikke helt, vi er nået mætningspunktet endnu, men det er tæt på. Billedet nedenfor viser vores hæklede og strikkede tæpper. De to nederste har jeg ikke lavet selv, men de er dejlige alligevel. Foruden disse har vi også en smuk uldplaid og nogle billige fleeceplaider. Alle er gode til forskellige formål. 

Laver du selv tæpper?


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...