lørdag den 21. december 2013

Bare lige én mere...

Ok, så jeg er gået i gang med at hækle endnu en julegave. Det var slet ikke meningen. Men når man har tid, garn og lyst, så kan man ligeså godt kaste sig ud i det. Jeg bliver nok færdig med denne i aften, regner jeg med.


Er du helt færdig med de hjemmelavede julegaver?

Juletræer med træperler

Jeg har skrevet flere indlæg om mine små, hæklede juletræer allerede. Men jeg vil lige vise, hvordan de ser ud, når de er helt færdigmonteret med pynt.


I to tilfælde har jeg brugt træperler på toppen af træerne. Dem med lyse perler blev givet væk i dag, og modtageren blev glad for dem. De passede ind i hendes hjem, som har en del lyst træværk.


Træerne med mørke perler har jeg endnu ikke fået en reaktion på, da pakken først må åbnes juleaften. Men jeg synes selv, de er fine.

Alle perlerne er fra Tiger-butikken, hvor jeg købte en lille pose med blandede træperler for ikke ret mange penge. 

torsdag den 19. december 2013

I gang med den anden...

...strømpe! For det er jo strømper, jeg er ved at strikke. Officielt den sidste hjemmelavede julegave i år. Jeg bruger 'magic loop', og skafterne skal ikke være så lange.  Jeg skal nok nå det...


søndag den 15. december 2013

Washi-tape & dåser

Min søn på 4 år har fået nye farveblyanter i pakkekalenderen. Dermed er der opstået et behov for opbevaring. Han har set de dåser, jeg tidligere har pyntet til hans søster, og har udtrykt ønske om at få noget lignende.

Så i aftes fandt jeg min samling af washi-tape og nogle rengjorte konservesdåser frem, og så gik vi i gang.

Først farvekoordinerede han. Den første dåse var med overvejende blå mønstre og den næste med overvejende grønne mønstre. Men med den tredje dåse gik han helt amok med mønstrene. Han valgte al tapen selv - imens jeg lavede klisterarbejdet - og han er godt tilfreds med resultatet, siger han.


lørdag den 14. december 2013

Moves - iPhone app

De sidste uger har jeg brugt en iPhone app, som jeg gerne vil anbefale. Moves, hedder den, og den tracker mine bevægelser.


Den tæller bl.a. skridt, og den fungerer langt bedre end de skridttællere, som jeg brugte for nogle år siden. Jeg skal bare have telefonen på mig - f.eks. i lommen eller tasken, så tracker den mine bevægelser. Jeg har den dog ikke på mig, når jeg er hjemme, så Moves tæller ikke, hvor meget jeg bevæger mig herhjemme. Alligevel har jeg fundet ud af, at jeg faktisk mange dage kommer op over de anbefalede 10.000 skridt. Og det er jo dejligt at vide. Desuden har jeg slået rekorden, som fremgår af billedet. :)

Moves skelner selv imellem gang, løb, transport osv. For mig har det fungeret godt indtil videre. Jeg løber dog ikke så meget og cykler heller ikke.


Til gengæld har jeg tastet alder, højde og vægt ind, og så fortæller Moves mig, hvor langt jeg er gået, i hvor lang tid jeg har gået, og hvor mange kalorier, jeg har brændt!

Desuden kan jeg se på et kort, hvor jeg har været. Man bruger faktisk en hel del skridt på at vandre fra Bruuns Galleri og ned ad gågaden til Klostertorv.


torsdag den 12. december 2013

Så er jeg i gang

...med det sidste stykke håndarbejde, som jeg absolut VIL have færdigt før jul. Bevares, jeg har gang i et par stykker, som gerne skulle blive færdige inden jul. Men nu skal jeg ikke starte på flere.


onsdag den 11. december 2013

Mere julehækling

Jeg er i gang med at hækle en gave, som ikke skal være en decideret julegave, men som jeg alligevel ønsker at give før jul. Jeg tror ikke, modtageren læser med, så jeg tør godt afsløre, at det er et par grydelapper. De hækles i to lag men med enkelt tråd, så det tager lidt tid. Jeg er lige startet på det tredje lag, så jeg er kommet knapt halvvejs, for de skal jo også hækles sammen.


Ellers mangler kun én ting mere, som jeg VIL have færdig før jul. Det er noget, der strikkes i hemmelighed. Lige om lidt går jeg i gang med aftenens strikning.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...