lørdag den 13. juli 2013

Se min rose

Da vi flyttede ind i lejligheden i februar, så jeg i haven en lille kvist med torne på. Anlægsgartneren, som var forbi ved månedsskiftet februar/marts, fortalte mig (som jeg allerede havde gættet), at det var en rose. Men hun tvivlede på, at der ville komme blomster på.

I løbet af de sidste to måneder har vi gået og iagttaget, at kvisten faktisk er vokset, har fået blade på og for kort tid siden også tre blomsterknopper. Og i dag så vi, at den første rose er sprunget ud. Den er gul. Jeg har altid elsket gule roser.



Er der så nogen, der ved, hvad dette er for én? Det er ikke en form for græs eller almindeligt ukrudt. Den vokser på en meget hård stilk, næsten som en lille gren, og der er flere blade på, som man måske kan se på billedet. Der er begyndt at komme flere af dem.

fredag den 12. juli 2013

Håndarbejde i haven

Ja, det er titlen på Arne & Carlos' bog, jeg hentyder til. Og det har også været temmelig aktuelt for mig i et stykke tid nu. 

Jeg lånte bogen på biblioteket i går og er ved at bladre og læse lidt i den nu. De strikkede dukker og dyr er ikke lige noget for mig, må jeg nok indrømme, selv om de nu er søde. Men jeg er ret vild med flere af deres andre projekter i restegarn. For eksempel er dette helt enkle tæppe genialt til at få brugt mange forskellige rester på nem vis.

Det ligner for øvrigt lidt et tørklæde, som jeg strikkede til min søster i julegave. Jeg har siden tænkt på at strikke et tørklæde til mig selv også. Men måske jeg nu skulle overveje et tæppe i stedet for...

onsdag den 10. juli 2013

Dyr med pas

Jeg blev lige sat i sving med at fotografere husets yndlingsdyr og lave pas til dem. Så nu er Ninka og Hufhuf nærmest klar til sommerferie i udlandet - hvis man spørger mine børn. 

Tilføjelse: Jeg har ikke lavet selve passene. De er Build-a-bear udstyr. Jeg har bare fotograferet og klippe-klistret.

Kreativ Strik 3 - 2013

Det sidste Kreativ Strik (nr. 3, 2013) lå i min postkasse for et stykke tid siden. Men der er virkelig mange fine ting i, så jeg synes, jeg vil lave dette indlæg og varmt anbefale bladet. Der er især mange flotte bluser/trøjer/toppe til kvinder. Desuden var der tøj til baby og små børn, hvilket ikke er så aktuelt for mig, da min yngste snart bliver 4 år. Og der var nogle finurlige små hæklede sager til hjemmet. For min skyld måtte de gerne have nogle flere af disse små projekter med hver gang.
 
Toppen på forsiden er virkelig flot, synes jeg. Og den ser også ud til at være sjov at hækle. Men den ville ikke klæde mig, så jeg laver den nok ikke.
 
 
Til gengæld ville denne bluse kæde mig fint. Måske jeg ville style anderledes, men den er helt klart et bud på noget, jeg kunne finde på at lave til mig selv.
 
 
Det samme gør sig gældende for denne røde sag. Jeg elsker farven og den afslappede stil.
 
 
Og det samme kan siges igen om denne blå trøje. Desuden kunne jeg her lære en ny strikketeknik, hvis jeg gik i gang med den.
 
 
Jeg har altid haft en svaghed for snoninger, og jeg elsker at strikke dem. Men jeg synes ikke, de klæder mig, hvis de bliver alt for chunky. Denne trøje er dog et godt bud på, hvordan de kan bruges. Og så er snittet bare superbehageligt, kan jeg forestille mig.
 
 
Jeg skal virkelig beherske mig for ikke at nævne de allerfleste af de flotte overdele i bladet. Så jeg tager kun én til, som jeg også synes, må være noget så behagelig at have på. Måske man også kunne lave den med en slags ærmer?
 
 
Og til slut var der disse søde, hæklede planter. Der var også hæklede kaktusser i bladet. Samt andre hæklede ting til hjemmet.
 

Skóleistar til min søn

Disse blev jeg færdig med i aftes, og min søn tog dem på i morges, da han stod op. Jeg havde lagt dem parat til ham, så han kunne blive overrasket over at finde dem. Og han blev også glad. Han blev også forkælet med en chokoladekiks lidt senere, og det har allerede sat sine spor på hans skóleistar.
 
Da de er små (str. 27), og jeg har brugt strømpegarn med lange farveskift, fik de tilfældigvis hver sin farve. Men det gør slet ikke noget. Min søn synes, det er nogle seje, blå skóleistar, siger han. Men han ville ikke posere for kameraet med dem på sine små fødder.

Jeg strikkede i dobbelt tråd i strømpegarn med en løbelængde på 210 meter pr 50 gram. Jeg brugte mindre end ét nøgle til dem, så der er en god rest tilbage til andre sjovt projekter.

tirsdag den 9. juli 2013

Strikkemagasin 7 - 2013

For få dage siden blev jeg fristet til at købe Alt Om Håndarbejdes Strikkemagasin 13, 2013. Jeg har opsagt mit abonnement, da jeg jo aldrig vil kunne få tid til at bruge alle de opskrifter. Jeg har så beholdt Kreativ Strik, som ikke udkommer ligeså ofte. Men der stod jeg en tidlig morgenstund hos bageren efter en lang nattevagt, og så kaldt magasinet på mig fra stativet. Og det kom med hjem...
 
 
Og der er jo fine opskrifter i bladet, lavet af dygtige designere. Men ikke så meget som jeg bare må lave. Dog fangede nogle ting min opmærksomhed.
 
Denne grønne bluse har så frisk en farve, at den bare skriger "sommer". Og så minder snittet mig en smule om en kjole, jeg strikkede til mig selv i 1992, hvis jeg husker rigtigt.
 
 
Jeg falder altid for hæklede blomster. Og jeg har en stor svaghed for det garn, der er brugt til det hæklede sjal - nemlig Angel fra Permin.
 
 
Endnu en gang faldt jeg for en opskrift af Lene Holme Samsøe. Denne hæklede og strikkede kjole er jo rigtig fed. Desværre er den for lille til min datter. Men måske jeg kan lade mig inspirere...
 
 
Denne kjole ville nok ikke klæde mig. Jeg har ligesom ikke figuren til den. Men hvor er den bare vanvittig flot!
 
 
Den blå bluse er i et fint snit, som nok ville klæde mig. Måske med længere ærmer.
 
 
Jeg elsker striber! Og så ser denne opskrift ud til at være særdeles anvendelig - også uden striberne. Desuden tror jeg, at jeg har kilovis af garn der passer i tykkelsen, så jeg har nærmest ingen undskyldning for ikke at strikke trøjen til min datter.
 
 

Kreativt rod?


Hah! Jeg ville være fuld af løgn, hvis jeg prøvede at påstå det!
 
Jeg har flyttet mit krea-rod fra et hjørne til et andet. Jeg har skubbet tingene til side, så der nu er en lille plads til computer på mit arbejdsbord. Og jeg er glad for at være tæt på vinduet, så jeg kan holde øje med børnene, der leger udenfor, og der er masser af lys. Men ellers er jeg ikke kommet meget videre. Hylderne er stadig ikke kommet op, og jeg har inddraget vindueskarmen til æsker. Desuden er garnkurvene under bordet overfyldte, og der ligger ledninger og roder.
 
Men jeg søger jo zen, så jeg lader mig ikke gå på af rodet. Jeg flygter bare fra det! Enten ved at lave mine kreative ting et andet sted, eller ved at lade som om kun mit lille hjørne af bordet eksisterer, når jeg sidder ved det.
 
Til gengæld ser garnreolen stadig ok ud. Den bliver reorganiseret, hver gang der opstår for mange tomme huller. Så der forekommer udskiftning og opfyldning en gang imellem. Og alle de dejlige farver indbyder virkelig til at gå i gang med alverdens projekter. Og ellers giver det bare glæde at se på dem i dagligdagen.
 
 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...