onsdag den 29. februar 2012

Strømper igen...

Jeg er endelig blevet færdig med strømperne til manden! De er prøvet og godkendt. Og så er jeg kommet i gang med endnu et par til mig selv. De er noget mere spændede at strikke end mandens ensfarvede grå, da garnet er 'selvstribende' og farverne skifter på dejligste vis.

Så noget kan de stille nattetimer alligevel bruges til, når der er pauser på arbejdet. Ikke de vilde kreative udfoldelser, men jeg får da produceret...


tirsdag den 28. februar 2012

Dagens fangst - vol. 7

Jeg har igen været på garnkøb på den tyrkiske online webshop http://www.iceyarns.com/, som for øvrigt har fået nyt design og derfor nu er nemmere at finde rundt i.

Nærmest ufattelig billigt garn! Noget dyr levering, men den opvejes af det billige garn. Denne gang tog det nogle dage ekstra, før det blev leveret, da pakken rundede Skat.  Jeg skulle betale ca. 25 kr moms, hvilket var helt ok. Stadig billigt!

Men så skulle jeg betale 187 kr for, at Skat lagde ud for momsen!!! Hvad?!? Det synes jeg bare er for galt! Er der nogen, der ved, hvordan man kan undgå det på lovlig vis? Altså, kan man betale på forhånd, så de ikke behøver lægge ud? Eller kan man gøre andet?


I fredags var jeg igen med datteren i Århus midtby, da hun igen skulle danse ballet. Denne gang tog vi ikke en tur igennem Latinerkvarteret, som vi ofte gør. I stedet besluttede vi at besøge Søstrene Grene og Tiger.

Og i Søstrene Grene fik jeg købt noget af det populære dekorationspapir, som jeg er sikker på, at mange af læserne allerede kender. Desuden købte jeg smalt silkebånd i tre forskellige farver: lilla, pink og sort kan man altid bruge. Og min datter fandt nogle søde kort, der var udformet som pyntede cupcakes.

Faktisk kom jeg ud fra butikkerne med to fulde poser og ville gerne have vist billeder af det hele. Men jeg pakkede ud med det samme, da jeg kom hjem, og da jeg skulle til at tage billeder, kunne jeg slet ikke huske, hvad jeg havde købt. Kender I det?


I dag kom det nye Kreativ Strik (nr. 1, 2012) med posten. Dejligt! Jeg elsker at kigge det igennem og blive inspireret, selv om jeg ikke altid finder noget, jeg vil lave med det samme. Denne gang fandt jeg også nogle opskrifter, som det godt kunne tænkes, at jeg vil prøve.




fredag den 24. februar 2012

Nuværende projekter...

Som de fleste har jeg gang i flere projekter samtidig. Et par stykker af dem er jeg faktisk træt af, men jeg har jo forpligtet mig, så jeg må hellere gøre dem færdige: bamsen til min datter og strømperne til min mand. Og ja, det er jo ikke, fordi jeg ikke vil glæde familien, men bare fordi det ikke er ret spændende projekter.

Desuden er jeg ved at hækle en pude til børnenes værelse. Og den er blevet stoppet af, at jeg stadig ikke har fået fat i en rund monteringspude. Men den får jeg snart fat i, og så må jeg se at gøre puden færdig.

Faktisk skal jeg have fat i flere runde monteringspuder, for jeg har set så mange flotte pude i blogs og på Ravelry.com, som jeg gerne vil lave. Men det skal du nok få lov til at læse mere om senere...




torsdag den 23. februar 2012

Ugler...

Jeg påstod jo forleden i dette indlæg, at jeg ikke rigtig var hoppet med på ugletrenden. Men tidligere i dag, da jeg kom hjem fra tandlægen og tørrede fødderne af i dørmåtten, gik det op for mig, at vores gæster måske har en helt anden opfattelse. Det første indtryk, de får af vores hjem, fremgår af nedenstående billede. Og den har jeg gået og tørret fødderne af i et godt halvt år, tror jeg. Har bare ikke tænkt videre over det, da det er min 'vældig trendy' mand, der på et tidspunkt har købt den.

Jeg har vundet en giveaway! - og scones med hvid chokolade...

I går fik jeg den dejligste pakke med posten! Den var fra Marianne, som har bloggen Kager skal der til.
Giveawayen var lavet sådan, at indholdet af pakken var en overraskelse. Og den var fuld af dejlige ting og sager!

ALT ramte plet og var noget, som jeg og resten af familien kan bruge: dejligt bomuldsgarn fra Søstrene Grene, plungers til at trykke fondant ud, tyl og holder, stempel og stempelpude, søde cupcake viskelædre (dem snuppede min datter med det samme), prikkede forme til minimuffins, udstikkere til småkager (biler og fly, dem bliver min søn bare vild med!), mønstret tape og sidst men ikke mindst et smukt etui, som jeg har tænkt mig at bruge til hæklenåle og andre smådimser.

Det er jo næsten for meget, ikke? Tusind tak, Marianne, for den dejlige pakke!





Og så var der dømt hygge om eftermiddagen. Vi hentede børnene tidligt og bagte scones med hvid chokolade til eftermiddagsteen. Den hvide chokolade karamelliseres, hvis den er udenpå sconsene, og indeni bliver den bare til klumper af hvid chokolade. De smager bare så godt!

Og igen gik jeg ind for den lidt uregelmæssige udformning, hvor de ikke behøvede se ens ud eller være lige store. Så er det også nemmere for de små hænder at være med. ;)

Problemer med blogroll...

Jeg har nu i et stykke tid haft problemer med at tilføje nye blogs til min blogroll. Jeg kan ikke tilføje mere end 166 blogs. Jeg har forsøgt at fjerne nogle og så tilføje andre, men tallet når stadig ikke op over 166. Jeg har endda oprettet en ny blogroll, men når stadig kun til samme antal. Jeg ville gerne kunne tilføje langt flere blogs, som jeg nyder at følge med i, og derfor også synes, at mine læsere skal have mulighed for at finde frem til.

Jeg har på nettet læst mig til, at der er mange, der har dette problem, om end det ikke altid stopper ved 166. Men jeg har endnu ikke været i stand til at læse mig til en løsning på problemet.

Oplever du det samme?

Har du fundet en løsning?

Med venlig hilsen,






tirsdag den 21. februar 2012

Køn er den ikke...

...men der var rift om den!

Min datter havde i en uges tid plaget mig, om jeg ikke ville strikke en lille bamse til hende, en opskrift fra den strikkebog til børn, som vi købte i en genbrugsbutik forleden. Og det ville jeg jo gerne men skulle lige finde tid og lyst frem.

Hun valgte garn, noget strømpegarn, som jeg havde købt til at strikke strømper til hende. Men der var guldglimmer i, så det skulle bruges til bamsen.

Jeg gik så i gang, og fandt med det samme ud af, at der var en fejl i opskriften. Træls! Men nemt at rette. Og jeg tvang mig ellers til at strikke bamsen, sådan som den skulle strikkes ifølge bogen. Så den fik de dimensioner, som fremgik, og den blev strikket i ret hele vejen igennem. Og syet sammen og broderet, som det fremgik af bogen. Og så fik jeg brugt noget af mit biprodukt til at udstoppe den!

Resultatet kan I se på billederne! Jeg synes jo, den er temmelig grim, men min datter blev glad, da hun kom hjem fra børnehave og fandt bamsen i sit værelse. Uheldigvis forelskede lillebror sig også i bamsen, og den søde storesøster valgte af opgive den for at få fred. Nu har jeg så lovet at strikke en ny bamse til hende. Og så har jeg lovet, at den bliver meget kønnere. Lad os håbe, jeg kan holde, hvad jeg har lovet!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...