Viser opslag med etiketten Tæpper. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tæpper. Vis alle opslag

tirsdag den 23. juli 2013

Zpagetti på legepladsen

Jeg har igen indtaget min plads på bænken med hæklenål i hånd, imens børnene leger udenfor. En helt fantastisk sommeraften.

Jeg er allerede gået i gang med et nyt doilytæppe. Det sidste skuffede fælt. Foreløbig ser dette ud til at fungere fint.

Jeg er skuffet :(

Jeg har de sidste dage hæklet på et doilytæppe med Zpagetti. Opskriften er fra Frk. Garnglad, og den er nem at følge, og mønstret er rigtig fint - faktisk helt perfekt til sådan et tæppe.

Men jeg tror bare ikke, den passer til min hæklefasthed. For tæppet krøller for meget til, at det kan bruges. Jeg overvejer at vaske det og håbe, at det får det til at glatte sig ud. Men jeg tænker, at det måske et spildt ulejlighed, og at jeg er bedre tjent med at trævle op og bruge garnet til et andet projekt. Jeg har mere af det samme garn og vil gerne have, at det hele skal passe sammen i farven. Derfor tøver jeg med at vaske.

Har du erfaringer eller forslag, der kan hjælpe?

 
Jeg havde faktisk satset på et endnu større tæppe og hæklede derfor en hel mønstersektion ekstra. Men da det kom ned på gulvet at ligge i aftes, var det klart, at det krøllede alt for meget og aldrig ville komme til at ligge glat. Så jeg trævlede op til den originale størrelse igen. Men det ser altså heller ikke ud til at være lykken.

tirsdag den 16. juli 2013

At trævle op eller ikke at trævle op - og så en rose!

Jeg blev for få dage siden fristet til at slå masker op til et tæppe. Det er inspireret af Arne & Carlos' tæppe, som jeg nævnte i dette indlæg, og af et tørklæde, som jeg strikkede til min søster i julegave. Jeg bruger strømpegarn i lysegrå - fra garnreolen - og rester i alle mulige farver fra restekurven af strømpegarn og lidt akryl og mohair/angora. Ikke noget bomuld, og heller ikke noget luksusgarn.
Det er nemt og hurtigt at strikke, og farveskiftene gør det underholdende. Men jeg er af en eller anden grund ikke helt tilfreds. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på det. Måske tvivler jeg bare på, at vi har brug for tæppet?
Så jeg overvejer faktisk at trævle op igen. Måske jeg vil strikke et tørklæde eller sjal i stedet for. Med samme teknik og garn. Jeg tænker, at jeg i hvert fald skal strikke noget, hvor jeg får brugt en god del af resterne, som jeg har liggende.





Og se så min gule rose, hvor fin og stor den er blevet. Den dufter dejlig frugtagtigt, synes jeg. Min søn på 3 synes, den dufter af slik. Hvilket i hans verden er ganske vidunderligt. Og vidunderligt var også det ord, min datter på 6 helt spontant brugte, da hun første gang snusede til rosen.

tirsdag den 9. juli 2013

Udehækling igen

Jeg sidder igen ude på bænken og hækler, imens børnene leger. Hvor er sommeren dejlig, når den viser sig fra denne side!

mandag den 8. juli 2013

Hæklede oldemorfirkanter

Jeg hækler oldemorfirkanter igen!

Jeg havde nogle liggende, som jeg hæklede til min søns tæppe af oldemorfirkanter. Jeg brugte dem ikke til tæppet, da de var for små. Garnet viste sig at være tyndere end alt det andet garn, jeg havde brugt, selv om det ikke burde være det ifølge informationen på banderolen.

Nu hækler jeg så nogle flere firkanter i det samme garn. Blå og grønne bliver de. Og de skal komme min søn til gode - sådan da. De bliver hæklet sammen til et tæppe til hans build-a-bear hund.

søndag den 7. juli 2013

Zpagetti-tæppe

 
 
Endelig er det lykkedes mig at hækle et Zpagetti-tæppe færdigt!
 
Jeg har trævlet op flere gange, og i sidste ende besluttede jeg mig for bare at hækle et almindeligt, rundt tæppe i stangmasker. Enklere kan det næppe blive. Men så fungerer det også.
 
Jeg har brugt 1045 gram Zpagetti, og tæppet måler 68 cm i diameter. Jeg startede med en magisk ring og fortsatte så med stangmasker i 12 omgange. Udtagningerne er med vilje lagt på samme sted, så tæppet bliver en lille smule 12-kantet (altså 12 udtagninger for hver omgang). Bare for at det ikke skulle blive helt almindeligt rundt.
 
Tanken er, at det skal bruges som bademåtte. Men det skal lige afprøves, før jeg beslutter mig endeligt.
 
Jeg er dog ikke færdig med Zpagetti endnu. Jeg har ikke mere hjemme, men har tænkt mig at købe mere og så få hæklet det doily-tæppe, som jeg oprindelig havde planlagt.
 
 

lørdag den 25. maj 2013

Udehækling

Jeg sidder på en bæk og holder lidt øje med børnene, som leger på legepladsen. Og så kan man jo hækle lidt i det dejlige aftenvejr.

tirsdag den 7. maj 2013

Den vokser...

Oldemorfirkanten vokser. Den har åbenbart besluttet sig for at vokse sig stor nok til at blive til et mennesketæppe.

Så stor er den nu, at jeg her til aften blev nødt til at finde nogle flere garnrester frem samt et par nøgler bomuldsgarn, som der endnu ikke var taget hul på.

Jeg er nu ret spændt på, hvad dette skal ende ned. Og hvor lang tid, det kommer til at tage.


mandag den 6. maj 2013

Tæppe af oldemorfirkanter # 2

 
Færdig! Endelig færdig med tæppet i oldemorfirkanter til min søn. Jeg har hæklet på tæppet siden marts sidste år. Dog med lange pauser, da jeg har haft gang i andre projekter i mellemtiden.
 
Mit første indlæg om tæppet skrev jeg den 23. marts, 2012. Da præsenterede jeg mine tanker om, hvordan tæppet skulle laves med hensyn til farvesammensætning, mønster og garn. Oprindelig havde jeg tænkt mig at hækle sammen med en mellemgrå farve, men senere hen besluttede jeg at bruge sort, hvilket jeg er glad for.
 
Jeg har brugt forskellige slags strømpegarn, for det meste bestående af 75% uld og 25% polyamid/nylon. Tæppet bør derfor kunne vaskes i vaskemaskine, ligesom strømper kan det. Jeg har med vilje købt garn i mange forskellige mærker, og har også brugt fra restekurven, for at få så stor en farvevariation som muligt. Ligeledes har jeg brugt både ensfarvet og farveskiftende garn, både med korte og med længere farveskift. Løbelængden har ligget på omkring 210 meter per 50 gram. Undervejs har jeg lært, at der er stor forskel på strømpegarn, selv om det består af de samme fibre.
 
Firkanterne er tilfældigt sammensat. Eneste kriterium var, at der ikke skulle være to firkanter i det samme garn op ad hinanden. Mens jeg hæklede sammen, fik de farvede felter adskilt af den smalle sorte kant mig til at tænke på kirkevinduer. Jeg har hæklet sammen på enkleste vis med fastmasker og med en kant ligeledes bestående af fastmasker. Ingen krummelurer eller picoter, da tæppet gerne skal være et sejt drengetæppe.
 
Tæppet består af 196 oldemorfirkanter med seks omgange hver. Det er hæklet med nål nr. 2½. Mønstret er noget mere lukket end det helt klassiske mønster, som jeg tidligere har brugt til et tæppe til min datter. Tæppet måler 124 x 124 centimeter og vejer 983 gram.
 
 

 

 


Jeg vil lige tilføje, at jeg faktisk allerede har et nyt projekt med hæklede oldemorfirkanter i tankerne. Garnet er bestilt. Nu skal jeg bare lige beslutte mig for mønstret, da det skal være lidt anderledes en de to mønstre, jeg har brugt til tæpper indtil videre. Og så er det faktisk ikke sikkert, at det næste bliver et tæppe, selv om det også bliver et større projekt.

mandag den 15. april 2013

Passer de ind?

Jeg er ved at gøre klar til at sammenhækle tæppet til min søn. Jeg har lagt firkanterne på gulvet for at få overblik. Og nu er jeg kommet i tvivl om, hvorvidt den ene af farverne passer til. Det drejer sig om de lyseste af firkanterne på det øverste billede. Jeg vinder en række ved at beholde dem. Men jeg tænker, at de måske afviger for meget farvemæssigt. Hvad synes du?




søndag den 17. februar 2013

Så mangler der kun 9!

...hæklede firkanter til tæppet til min søn. Og jeg mangler garn!

Jeg har muligvis noget i gemmerne, men det er problemet lige nu, nemlig at garnet er gemt!

Vi er lige flyttet, og vi har ikke fået alt på plads endnu. Det meste af mit garn er stadig pakket ned.

Så indtil videre har jeg hæklet og hæftet ender på 191 firkanter. Jeg har desuden købt sort strømpegarn til at hækle sammen med. Jeg glæder mig voldsomt meget til at komme i gang!

torsdag den 7. februar 2013

Flere hæklede firkanter

Vi ligger i flytterod, og jeg har ikke så meget tid til at hækle eller strikke, som jeg kunne ønske mig. Desuden er de fleste af mine ting pakket ned, så det er umuligt at gå i gang med andre projekter.

Dog har jeg hæklet nogle flere firkanter til min søns tæppe. 14 styks er der i denne lille stak. Jeg bliver desuden snart færdig med at hækle firkanter og skal så bare til at hækle dem sammen.


mandag den 7. januar 2013

154 hæklede firkanter

Jeg har været i gang med det hæklede tæppe til min søn i rigtig lang tid nu. De sidste dage har jeg hæklet nogle flere firkanter, og her til aften har jeg hæftet alle ender. Jeg har nu 154 firkanter, men da jeg oprindelig regnede med at skulle bruge over 200, mangler der stadig en del.

mandag den 6. august 2012

120 lapper

Jeg har ikke opgivet det hæklede tæppe til min søn. 120 lapper er det blevet til. Så mangler jeg sådan cirka 80 lapper - gætter jeg på.

Jeg har lige siddet og hæftet ender på de sidste otte lapper. Det gør jeg gerne efterhånden for at undgå at sidde med alle enderne til sidst, for det er en sur tjans, hvis du spørger mig.

Nu ville jeg så til at hækle videre, men min hæklenål er altså blevet væk. Og jeg har kun en i den størrelse. Så jeg må i gang med at lede.

mandag den 18. juni 2012

Jeg hækler videre...

Ja, altså, jeg hækler videre på tæppet til min søn. Jeg har holdt en pause, imens jeg har lavet andre projekter, men nu er jeg gået i gang igen. Jeg er nu oppe på 95 firkanter (jeg regner med at skulle lave over 200), og på de fleste har jeg allerede hæftet enderne.

Jeg har hæklet i mange forskellige faver af strømpegarn, både printet og ensfarvet. Nedenfor ses et udvalg af de forskellige firkanter. Jeg har dog hæklet i mange flere farver, end det fremgår af billedet.

Jeg er ret vild med disse meget enkle hæklede firkanter. De er nemme og ret hurtige at lave, og ja, jeg kan bare li' dem!



torsdag den 5. april 2012

Vil du donere eller sælge garnrester til min søns kludetæppe?

Jeg er i gang med et hæklet tæppe til min søn, hvilket I måske allerede har læst om i et par indlæg. Jeg hækler i blå, grønne og grå nuancer. Indtil nu har jeg brugt strømpegarn, men kunne ligeså godt bruge alle andre uldblandinger med samme løbelængde - tænker jeg.

Jeg kommer ikke forbi så mange garnbutikker i det daglige, så mit udvalgt af farver består i det garn, jeg har fundet i Bilka. Jeg kunne godt tænke mig flere farver, altså flere forskellige nuancer af de samme tre farver, som jeg allerede bruger.

Og så tænkte jeg, at der måske var nogle læsere derude, som havde rester, der kunne bruges?

Garnet har en løbelængde på ca. 210 meter pr. 50 gr. Jeg hækler med nål nr. 2½. Jeg tænker, at alle uldblandinger kan bruges, også selv om der er lidt akryl i, dog mest uld. Farverne skal helt klart være blå, grøn og grå, i alle mulige nuancer.

Jeg betaler selvfølgelig porto. Vil det så være ok med ca. 5-10 kr. pr. 50 gr. garn? Jeg forventer selvfølgelig ikke nogen luksusgarner og heller ikke store mængder.

Her er endnu et billede af de hæklede lapper. Jeg har hæklet 44 indtil videre. Et par stykker skal lige trævles op, da den blå farve skiftede for meget over i lilla. Så de skal lige have to omgange i en anden farve, der passer til farveskalaen. Jeg regner med, at jeg skal hækle i hvert fald over 200 lapper.


tirsdag den 27. marts 2012

Kludetæppe til min søn # 2

Jeg er stadig syg. Faktisk var jeg forbi lægen i dag, og hun siger, det er regulær lungebetændelse. Surt! Nu får jeg så noget medicin i eftermiddag, og så bør det da gå hurtigt fremad, håber jeg! Men i det mindste har jeg masser af tid til at hækle klude, for jeg har ikke kræfter til så meget andet end at sidde i sofaen.

Jeg har efterhånden hæklet 20 klude til tæppet til min søn. Jeg har prøvet at hækle fra flere af nøglerne, som jeg har købt, og jeg er ret vild med de grønne klude, og hvordan farverne skifter på dem. Så jeg skal helt klart over i Bilka efter endnu et nøgle i de grønne nuancer. Håber lidt, at de så har fået nogle flere farver, så jeg kan få købt mere. Ellers må jeg gå på jagt andre steder, for jeg kunne godt tænke mig endnu mere farvevariation, dog stadig i diverse nuancer af blåt, grønt og gråt.


fredag den 23. marts 2012

Kludetæppe til min søn

Jeg har tidligere hæklet et tæppe i oldemorfirkanter til min datters seng, hvilket jeg skrev om i dette indlæg. Det var selvfølgelig en stor tilfredsstillelse at færdiggøre dette store projekt. Men undervejs var det også en fornøjelse at hækle de små lapper i forskellige farver. Og jeg kunne godt tænke mig at have gang i et lignende projekt samtidig med, at jeg laver andre ting.

Derfor er jeg nu gået i gang med et tæppe til min søns seng, eller bare til hans værelse. I øjeblikket er han 2½ og taknemmelig for det meste, som jeg laver til ham. Men sådan kan det jo ikke altid fortsætte med at være. Jeg håber jo, at han vil bruge tæppet i sit værelse fremover. Men hvordan laver man et sejt hæklet tæppe til en dreng?

Jeg har besluttet at bruge strømpegarn, og andet lignende garn, dog ikke noget luksusgarn. Firkanterne skal være i alle mulige grønne, blå og grå nuancer. Og de skal ikke være de traditionelle oldemorfirkanter, men derimod en variation, som man kan se på billedet herunder.

Jeg har ikke brugt en opskrift til firkanterne, men jeg har set lignende flere steder på nettet (bl.a. her), og har så prøvet mig frem, så de bliver, som jeg vil have dem. De ser mindre feminine ud end oldemorfirkanterne, da de ikke har så mange huller og derfor ikke ligner blomster, når man laver dem i flere farver. De tager lidt længere tid at hækle og bruger noget mere garn, da de er mere fyldt ud end oldemorfirkanterne.

tirsdag den 31. januar 2012

Tæppe af oldemorfirkanter

Så blev jeg endelig færdig med det tæppe, jeg har hæklet på on-and-off i nogle måneder. Det er hæklet i oldemorfirkanter og primært af restegarn. Det meste er 100 % bomuld. Det er samlet med fastmasker i hvid bomuld. Jeg valgte at lægge kludene diagonalt, hvilket jeg synes, giver en sjov effekt. Jeg har brugt 190 klude, og tæppet måler ca. 165 x 150 cm.

Min 5-årige datter skal have det som sengetæppe. Dette har selvfølgelig haft indflydelse på de muntre farver. Desuden har jeg valgt at gøre det meget enkelt bare med en kant af fastmasker, for så kan jeg nogenlunde nemt komme til at tilføje flere klude, hvis jeg skulle få lyst til at gøre tæppet længere. Og de allerfleste firkanter er for nemheds skyld ensfarvede, imens ganske få er hæklet i flere nuancer af samme farve.

Egentlig er det vel et stort stykke håndarbejde. Men sådan har det ikke føltes undervejs, da jeg bare har hæklet en lille firkant en gang imellem og ikke har haft et slutprodukt for øje. Desuden er oldemorfirkanter jo noget af det nemmeste af hækle. Man behøver ikke koncentrere sig så meget. Her til sidst var det dog lidt tungt at sidde med, men samtidig dejligt at putte i, imens jeg hæklede de sidste kantmasker.



torsdag den 26. januar 2012

Oldemorfirkanter

Jeg har hæklet oldemorfirkanter til et tæppe. Helt præcist har jeg hæklet 176 af dem, men bliver måske nødt til at supplere med nogle stykker. De allerfleste er helt ensfarvede og nogle få er hæklet tone-i-tone. De fleste er hæklet af restegarn, dog har jeg købt nogle nøgler for at supplere med flere farver. Jeg er nu begyndt at hækle lapperne sammen og glæder mig afsindig meget til at se det færdige resultat.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...