torsdag den 31. december 2015

Vi fik lyst til at bage





Da vi var ude og handle forleden dag, blev vi helt overvældet af udvalget af kagepynt i det færøske supermarked. Det slog ethvert almindeligt dansk supermarked - efter hvad jeg kan huske. Jeg plejer at købe kagepynt i Bilka, hvis ikke jeg handler i en specialbutik.

Datteren og jeg stod dér og fantaserede om alle de flotte kager, vi kunne pynte. Det blev dog 'bare' til de velkendte minicupcakes med marcipan i dejen, et hindbær i midten og dejlig glasur på toppen. De blev pyntet med frysetørrede hindbær, hvilket måske ikke ser så festligt ud, men det fremhæver hindbærsmagen på dejligste vis.

Jeg bagte og sprøjtede glasur, imens børnene dryssede hindbærgranulat på toppen. Jeg var lidt udfordret af ikke at have min metalform til 24 muffins i nærheden. Kagerne blev ikke så smukt formede, som de plejer. Men de smager dejligt.

Faktisk kommer disse cupcakes til at erstatte kransekagen i aften - nytårsaften. De smager dejligt af marcipan ligesom kransekage, men de er lettere og friskere. 


tirsdag den 29. december 2015

Vil du prøve Mofibo? - Giveaway


***Koden er givet til en læser. Det gik lynhurtigt.***
God fornøjelse til, Shanice med den smukke blog Sysleri og Skribleri

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg er blevet vældig glad for at høre lydbøger på Mofibo appen på min mobil, imens jeg strikker - eller laver mad, vasker op, kører bil osv.

Mofibo giver imidlertid også mulighed for at læse bøger på tablet eller computer - eller på mobilen, hvis man kan holde den lille skærm ud. Og der er virkelig mange titler at vælge imellem!

Normalt kan man ved oprettelse af en ny bruger få lov til at prøve Mofibo gratis i 14 dage. Jeg har imidlertid fået en rabatkode, som én ny bruger kan bruge til at få en gratis prøveperiode på en hel måned. Hvis du vil have fingrene i den, så vær den første til at lægge en kommentar til dette indlæg. Jeg kontakter dig så og mailer koden til dig. Alle læsere er velkomne. Både dem, der plejer at kommentere, og dem, der ikke plejer. 

Rabatkoden skal aktiveres senest den 31. december. Jeg vil bede dig om kun at kommentere, hvis du virkelig har tænkt dig at bruge koden. Det vil være synd, at den går til spilde. 

Man bruger sit betalingskort ved oprettelse på Mofibo. Og man skal selv afmelde, hvis man ikke vil fortsætte medlemskabet. Det er nemt at gøre på hjemmesiden.

Hvis du fortsætter og bliver en betalende kunde hos Mofibo, får jeg en måned gratis. Men det er ikke noget, du forpligter dig til.

Hvis der ikke er kommet nogen kommentarer med ønske om koden senest den 31. december kl 12 (dansk tid), poster jeg i stedet på Facebook og tilbyder koden dér. 

Hvordan skal man vælge?


I går stod jeg igen foran en reol fuld af Navia garn i alle kvaliteter og farver og kunne ikke vælge. Jeg havde prøvet det før, og havde tænkt, at denne gang skulle jeg bare købe det garn, jeg faldt for. Men der var for meget at vælge imellem, så jeg gik i baglås.

Hvordan udvælger man garn uden at have et eller flere specifikke projekter i tankerne?

Og dette er bare udvalget i et almindeligt, færøsk supermarked. Hvordan skulle jeg vælge, hvis jeg kom ind i en strikkebutik?

Jeg gør endnu et forsøg i de kommende dage. Måske jeg kan få dannet mig en vag idé om noget, jeg vil strikke, før jeg igen opsøger garnhylden.


fredag den 25. december 2015

Glædelig jul 2015

Jeg vil ønske alle læsere en glædelig jul med et billede af årets juletræ. Jeg fejrer julen sammen med familien og nyder det i fulde drag. Ønsker en ligeså dejlig jul til jer alle. 

Gleðilig jól! Glædelig jul! Merry Christmas! Feliz Navidad!


Min mor kalder dette billede en selfie, da billedet bag ved juletræet, er af mig som lille.

torsdag den 24. december 2015

Andet og tredje par


I aftes blev jeg færdig med sæsonens andet par strikkede strømper. De er til min søn, som tog dem på med det samme. Farven er en fin petroleumsblå, som ikke helt kommer til sin ret på billedet.

Igen er det helt rart, at når den første strømpe er færdig, så er den anden det også. De er nemlig strikket to-på-én pind. På traditionel vis oppefra og ned. Med kilehæl, tror jeg, det hedder. 

Jeg er begyndt på endnu et par. Til manden, i mørkegrå. Dem hygger jeg mig med i dag.


fredag den 11. december 2015

Sæsonens første par


Jeg er lidt sent ude, men jeg har endelig strikket sæsonens første par strømper. De er til datteren, som er glad for dem. Næste par bliver sandsynligvis til sønnen, som måske er blevet lidt forsømt på det område. Eller også bliver det til manden, som hvert år til jul ønsker sig et par strikkede strømper.

Jeg har brugt almindeligt strømpegarn i en blanding af uld og nylon eller lignende. Den tynde slags garn, som strikkes på pind 2,5. Garnet er fra Tiger-butikken, og det er købt på grund af farverne (mange farver og korte farveskift). Garnet er meget billigt, og det føles en lille smule stift at strikke med. Men jeg har tidligere brugt garn fra Tiger, og det er udmærket i brug.

Strømperne er strikket to på en gang, med 'magic loop' på rundpind. Det er blevet min favorit måde at strikke strømper på. Dog er det en lille smule besværligt, når man skal strikke hæl. Det kunne afhjælpes, hvis jeg lærte at strikke fra tåen og op. Det har jeg dog ikke gjort endnu, så jeg strikker stadig oppefra og ned og slutter med tåen.


søndag den 6. december 2015

Julekrea


Ja, det er ikke mig, der har gang i julekreativiteten. Og det bærer bloggen også præg af. Når jeg ikke får lavet noget, har jeg heller ikke noget at skrive om. 

Men børnene har været i gang. Datteren har i SFO lavet en tegnet julekalender til hele familien. Den har vi stor glæde af, når vi åbner lågerne hver morgen. Det er spændende at se, hvad hun forbinder med julen, og hvad hun ønsker at vise os. 

Vi var for nogle dage siden til julearrangement i sønnens klasse. Han deltog i flere kreative værksteder og lavede gaver til flere familiemedlemmer. Især var han begejstret for at lave et pindsvin i ler. Stor koncentration. Og han lagde mange tanker i farvevalg på øjne og næse. Pindsvinet står nu og pynter i vindueskarmen i køkkenet. Det bliver næppe givet væk men bliver nok til et af de stykker julepynt, der skal tages frem år efter år. Forhåbentlig kan det holde til det.




torsdag den 12. november 2015

Jeg gør klar til julemarked


På lørdag er der julemarked i Bydelshuset, og jeg har en bod. Da jeg først hørte om markedet for nylig og ikke har et stort lager af færdiglavede ting, har jeg ikke så meget med.

Men jeg er ved at gøre klar. Jeg pakker og tænker over priser. Og så hækler og strikker jeg nogle småting, som jeg godt kan nå at blive færdig med.

Desværre ser det ud til at blive et lille marked. Ordet er bare kommet ud for sent, og jeg tænker, at flere har stået i den samme situation som mig og har ikke haft et lager af færdige ting. Til gengæld kræver det ikke meget forberedelse at shoppe. Man kan bare springe ud i det. Så kom frisk og se, hvad vi har at byde på på lørdag. Læs gerne mere på Bydelshusets FBside her: https://www.facebook.com/bydelshuset.tilst/


søndag den 25. oktober 2015

Grøn med glimmer



Børn vokser jo, og det betyder, at det tøj, man har strikket til dem, på et tidspunkt bliver for lille. Så har man en god undskyldning for at strikke noget mere.

Min datter er ved at vokse ud af nogle af de bluser, som jeg har strikket til hende. Her i sommer fandt jeg noget særdeles billigt bomuldsgarn i Netto, som jeg besluttede at bruge til en ny bluse til datteren. Den er grøn - hendes yndlingsfarve for tiden - med glimmer.

Jeg har brugt samme opskrift, som jeg tidligere har brugt til et par bluser/tunikaer. Strikket oppefra og ned med raglan ærmer. Denne gang strikkede jeg uden striber og med synlige udtagninger til raglan. Datteren satte sit eget præg ved at vælge længde på både ærmer og krop. Blusen er dejlig og klæder hende skønt. Den er lige lang nok til, at hun kan bruge den bare med leggings indenunder. 

Garnet købte jeg som sagt i Netto. Det hedder Karina, og kostede kun otte kroner per nøgle. Jeg fik det muligvis på tilbud. Jeg mener at huske, at have se det noget dyrere før. Det er bomuld med en lille smule glimmer i. Dejligt blødt og lækkert. Jeg brugte kun lige over fire nøgler. Så det blev en ganske billig bluse.


søndag den 18. oktober 2015

De seneste 9 - på Instagram


Jeg er ikke så vanvittig aktiv på Instagram for tiden, men en smule bliver der alligevel postet. 

Man kan se, hvad der bare fylder vores lørdage, og hvad der fylder min datters hoved til hverdag også. Ridning! Hun er nemlig begyndt at gå til ridning lørdag morgen. Så vi står tidligt op, og jeg har lært at strigle hest og rense hove, samt at sadle op og lignende. Datteren lærer først og fremmest at ride på Karmen – som vi alle er faldet pladask for.

De sidste uger har helt klart ikke været de store projekters tid. Jeg har hæklet lidt på et tæppe, jeg har gang i. Jeg har hæklet en telefontaske til datteren. Og jeg er blevet færdig med en grøn bluse i bomuld - med glimmer - til datteren.

Og så har vi haft en stand på Loppeforum. Jeg har solgt nogle småting, som jeg har hæklet. Desuden har vi ryddet op i lejligheden og har fået solgt en masse ting, som vi ikke længere havde brug for.

Efteråret er kommet, og børnene har været til Halloween hygge i Bydelshuset, hvor de lavede en græskarlygte. Den er de meget stolte af, og den står og (u)hygger med fyrfadslys i om aftenen. 

søndag den 11. oktober 2015

Hæklet telefontaske


Forleden fortalte min datter, at hun manglede en lille taske bare til sin telefon. Vi kiggede i et par butikker men fandt ikke den perfekte taske. Så jeg tilbød at hækle én til brug, indtil hun fandt den perfekte taske i en butik. Datteren valgte selv farver i reolen med bomuldsgarn. Og hun blev så glad for den færdige taske, at hun ikke synes, vi behøver købe én. 

Jeg har brugt almindeligt bomuldsgarn fra Søstrene Grene i to forskellige farver. Tilsammen brugte jeg mindre end 50 gram garn.

Ingen opskrift. Jeg hæklede bare derudaf i vævehækling. Et rektangel, som blev foldet til en lomme og hæklet sammen i bunden og siden. Tasken bæres på skrå med en lang rem, som er hæklet i fastmasker.

Hurtigt og nemt. Nogle små skønhedsfejl, som jeg ville rette, hvis jeg skulle hækle en lignende taske til gave eller salg. Men et ganske brugbart resultat. Og en glad datter.


torsdag den 8. oktober 2015

Bordskåner i Zpagetti


For et stykke tid siden sad jeg med nogle rester i Zpagetti garn og tænkte, at det var da dumt bare at have dem liggende. De måtte kunne bruges til noget ligesom alle andre garnrester.

Så jeg slog op på hæklenålen og hæklede uden at tænke så meget over det en blomst efter egen opskrift.

Det slog mig, at den kunne sagtens bruges som bordskåner. Og sådan blev det.

Jeg hæklede flere bordskånere. Det viste sig imidlertid, at de mest vellykkede var dem, som var hæklet af det tykkeste garn. Tykkelsen på  Zpagetti-garnet varierer nemlig.

Nu er nogle af bordskånerne blevet pakket ind og gjort klar til salg. De bliver ikke ret dyre. Så må vi se, om nogen vil købe.

fredag den 2. oktober 2015

Karklude igen

Jeg er virkelig uinspireret for tiden. Der venter skam et par spændende projekter på mig. Og jeg har også et par stykker, som jeg gerne vil afslutte. Men jeg får hverken strikket eller hæklet noget, der kræver nogen som helst koncentration.


Jeg strikker karklude igen. Jeg købte et garn i Netto forleden, som indeholder 70% bambus og resten bomuld. Det er noget tykkere end det bomuldsgarn, jeg plejer at bruge til karklude. Men jeg købte det i tre yndlingsfarver, så jeg håber på et godt resultat. Bambus og bomuld skulle i hvert fald være godt til karklude. Det har jeg også tidligere erfaret. Men med tyndere garn.

torsdag den 17. september 2015

Jeg sælger blomster!


Jeg har i et stykke tid haft en bunke hæklede blomster liggende. Jeg har hygget mig med at hækle dem af garnrester, og jeg har glædet mig over alle farverne.

Nogle af blomsterne har jeg også brugt til forskellige projekter. Men jeg må nok indse, at jeg aldrig får brugt dem alle sammen.

Derfor har jeg i dag lavet små poser med tre hæklede blomster i hver. De skal sælges på min stand på Loppeforum.

Nu er spørgsmålet bare, hvad jeg skal tage for dem?

mandag den 7. september 2015

Loppeforum


Dette er IKKE et sponsoreret indlæg. Dette er et begejstringsindlæg!

Jeg er vældig begejstret for Loppeforum, som for ikke så lang tid siden åbnede en butik i Århus. Jeg opdagede det, da jeg tilfældigt kørte forbi en dag, og så var jeg nødt til at tjekke det ud. 

Jeg fandt flere ting, som jeg havde lyst til at købe. Da jeg havde besøgt stedet nogle gange, fandt jeg så ud af, at det var nemt og billigt at få sin egen stand.

Det fik jeg / vi så i lørdags. Vi har allerede solgt en smule og har været tilbage og fylde op et par gange. Hele oplevelsen har været hyggelig indtil videre, både for mig selv og familien.

Både mand og børn finder også gerne interessante ting og sager, som de har lyst til at købe. Så det er en øvelse at begrænse sig. Vi er begyndt at bruge udtrykket "Køb kun det, du er helt VILD med!"

Læs gerne mere på Loppeforum.dk og se, om du også kan få en god oplevelse - på den ene eller den anden måde. 

onsdag den 26. august 2015

Strikketilbehør i Netto


Jeg står i Netto og har lige fundet diverse strikkegrej til ikke ret mange penge. Der er små rundpinde, stoppenåle, strikkepinde til børn, stoppere og alt muligt andet til sølle 6 kr.

mandag den 24. august 2015

Så trævler jeg op igen


Jeg har i et stykke tid strikket på en bluse til min datter. I aften fik hun så prøvet den på.

Hvor er det dejligt, når man strikker top-down, for så kan tøjet prøves på undervejs. Elsker det!

Nå, men det viste sig, at hun godt kunne tænke sig blusen løsere. Så jeg trævler op for at strikke den i en større størrelse efterfølgende.

Jeg havde svoret, at jeg ikke ville gøre det, og i stedet bruge blusen som gave. Men datteren var ret vild med blusen, og farven klæder hende så fint, så jeg har besluttet, at den alligevel skal være til hende. 

søndag den 23. august 2015

Hæklet abekat


Vi fandt denne lille hæklede abe i den lokale genbrugsbutik for et stykke tid siden. Jeg ved ikke, hvem der har lavet den, eller om den er fra Danmark eller udlandet. Men jeg må beundre de fine masker og små sting, hvormed den er syet sammen og dekoreret. Jeg havde ikke den krævede tålmodighed. Nu er aben min søns yndlings nøglering (han er vild med aber!) sammen med LEGO Darth Vader med lys i fødderne. 

torsdag den 13. august 2015

Ventestrik


Nej, jeg mener ikke vendestrik men ventestrik. For det er det, jeg har gang i. Jeg strikker, imens jeg venter. På min 5-årige, som er startet i skole i denne uge og insisterer på at blive hentet kl. 14. Når jeg så dukker op, vil han gerne lege mere, for så er det SFO-tid, og han føler sig ikke mere så usikker, som når han bliver afleveret om morgenen.

I dag har jeg så taget strikketøj med, for jeg kan ligeså godt bruge ventetiden fornuftigt. Og jeg har masser af tid. For jeg har ferie, da jeg havde på fornemmelsen, at han ville få mere brug for en tålmodig mig her ved skolestart, end han havde i sommerferien.

Min store pige på 8 har kastet sig ud i starten af 3. klasse, ligesom hun gør med alt her i livet. For hende er det tilsyneladende nemt. Lillebror har brug for lidt mere tid og tryghed for at kunne vænne sig til noget nyt. Men når han føler sig tryg og på sikker grund, blomstrer han op igen. 

Jeg begyndte i aftes i Striklecafé i Bydelshuset på en bluse til datteren. Strikket oppefra og ned i bomuldsgarn med lidt glimmer.


mandag den 10. august 2015

Tunesisk hækling


Det er alle vegne for tiden - i magasiner, på blogs og på Facebook: tunesisk hækling. Nu har jeg også lært det, og det er nemt!

Jeg var færdig med et mindre hækleprojekt i aftes og sad dér med garn og hæklenål, og så lå der et magasin på bordet foran mig, hvor forsiden nævnte noget om tunesisk hækling. 

Jeg kastede mig ud i det, og det tog ikke mange forsøg, før jeg syntes, jeg havde styr på det. Tilbage er selvfølgelig at lære at bruge teknikken i et rigtigt projekt. Men så skal jeg have fat i noget ordentligt grej. Som det er nu, har jeg kun almindelige hæklenåle, og de er for små. 

Jeg synes, strukturen i tunesisk hækling er rigtig fed, især på retsiden. Og jeg kunne godt tænke mig at lave noget mere. Dog lagde jeg mærke til, at strukturen blev meget tæt, og jeg kunne godt have brugt en hæklenål, som er lidt tykkere, end jeg ellers ville bruge til det garn.

Nu skal jeg så finde ud af, hvad jeg skal hækle. Jeg har set mange fede puder i tunesisk hækling. Og vi kunne godt trænge til nogle nye puder i sofaen. Måske...

lørdag den 8. august 2015

Slotte i sand



Vi har nydt en dejlig eftermiddag på Moesgaard Strand denne sidste weekend, før skolen starter. Børnene lavede sandslotte og sluttede af med at hælde flere kilo sand ud af deres badetøj - sådan så det ud. Og jeg nød endnu en spændende lydbog, imens manden holdt øje med ungerne - og legede i sandet.


En færøsk båd passerede stranden og fangede vores opmærksomhed. Vi så det på flaget og på bådens form. Ikke nogen, vi kender. Men hyggeligt alligevel. 

søndag den 2. august 2015

Knyttet armbånd


Datteren sidder og tegner, og jeg sneg mig lige over og tog et billede af det armbånd, som jeg knyttede til hende forleden. 

Det blev fint nok. Lidt tyndt måske, men jeg har styr på teknikken. Så jeg er parat til at eksperimentere, hvis jeg skulle få lyst.

søndag den 26. juli 2015

Jeg knytter

Efter nærmest udelukkende at have strikket og hæklet i lang tid, fik jeg i dag lyst til at brodere. Så jeg fandt brodergarn frem, før jeg kom i tanker om, at et broderi jo skal planlægges - i hvert fald en lille smule. 

Så jeg klippede nogle længder af garnet og gik i stedet i gang med at knytte. Jeg var rigtig god til at knytte armbånd i slutningen af 80'erne og lavede virkelig mange. Teknikken ligger tilsyneladende stadig i fingrene. Nu må vi se, om de også bliver ligeså pæne som dengang, eller om jeg lige skal øve mig lidt.


DIY - Strikket karklud # 1 - Enkel perlestrik


Jeg får strikket en del karklude for tiden. Disse er blevet nogle af mine favoritter. Til dels fordi jeg er vild med strukturen i perlestrik. Men også fordi de bare fungerer i mit køkken.

Opskriften er enkelt og bør kunne følges af en relativ nybegynder i strik. Foruden bomuldsgarn kan man med fordel strikke i en bambusblanding, som også giver gode resultater.

Størrelsen er ca. 24 x 24 cm. Men den afhænger til stor del af garnets tykkelse og din strikkefasthed.


Du skal bruge:
  • 1 nøgle bomuldsgarn med en løbelængde på ca. 165 meter pr. 50 gram
  • rundpind nr. 3 (eller anden pind i samme tykkelse)

Fremgangsmåde:
  • Slå 61 masker op
  • Strik ret indtil der er fire retriller på hver side
  • 4 ret, derefter *1 vr, 1 ret*, gentag fra * til * indtil der er 5 masker tilbage på pinden, 1 vr, 4 ret.
  • Gentag denne pind, indtil karkluden har den ønskede højde på nær højden af 4 retriller. Mål efter ved at folde karkluden diagonalt som vist på billederne nedenfor. Antal pinde afhænger af din strikkefasthed min karklud har nu 48 retriller ude i kanten på hver side).
  • Fortsæt i retstrik, indtil der er 4 retriller øverst på én side g 3 retriller på den anden.
  • Luk af i retstrik (nu bør der være 4 retriller øverst på hver side).
  • Hæft ender.
Karkluden er ikke lang nok endnu

Endelig er karkluden lang nok

Obs! I stedet for at strikke den første maske ret på alle pinde, kan man tage den over på den anden pind uden at strikke den. Dette giver en pæn kant. Du kan også forsøge dig frem med andre former for kantmasker.


lørdag den 25. juli 2015

Dagens underholdning - strik og lydbøger


Efter en hård dag i går, hvor jeg var sengeliggende med migræne, har jeg i dag brug for en rolig hygge-og-slappe-af-dag.

Så er det godt, jeg har mit nemme strikketøj. En rundpind og et nøgle bomuldsgarn bliver til en karklud, imens jeg nyder Lars Keplers 'Stalker' som lydbog på Mofibo på telefonen. 

Og lige præcis Mofibo er jeg nødt til at anbefale til dig, der elsker bøger men måske har svært ved at finde tid til at læse.

Jeg downloadede appen, fordi jeg gerne ville høre lydbøger. Men i starten kunne jeg slet ikke vænne mig til at høre en anden stemme læse, end den jeg selv hører i mit hoved, når jeg læser. Så jeg loggede på for at opsige mit abonnement, men fik i stedet tilbud om en måneds gratis medlemskab. Det var vældig klogt af Mofibo, for jeg besluttede at give det en chance mere, og nu har de fået en ny kunde i mig. Faktisk har de fået to nye kunder, for min datter er også blevet vældig begejstret for lydbøger.

Lad mig lige for en god ordens skyld nævne, at jeg ikke bliver betalt for min anbefaling af Mofibo. Jeg deler bare min begejstring. Andre lignende tjenester er sikkert også underholdende.

Jeg er bare glad for, at jeg den sidste måneds tid har hørt flere Jo Nesbø og Lars Kepler bøger, imens jeg har kørt bil, vasket op, slappet af med strikketøj eller ligget og været ved at falde i søvn. Skønt! Og jeg har set meget mindre tv, end jeg plejer. Måske tiden så er inde til at opsige Netflix? Nej, det tror jeg dog, børnene ville blive vækdig kede af.

Nu står den så på strik og 'Stalker' i køkkenet, imens regnen siler ned udenfor, og jeg en gang imellem vender en pandekage.

God weekend til jer alle på trods af det sørgelige sommervejr!

tirsdag den 21. juli 2015

Cupcakes for børn


Forleden dag deltog min datter i en af de sommeraktiviteter, som der for tiden er en del af i vores ret så nye Bydelshus.

Piger og drenge fra 6 år var inviteret til at bage og pynte cupcakes (mindre børn måtte komme sammen med en voksen).



Der var pynt og udstyr til den store guldmedalje. Børnene lavede endda deres egen pynt af fondant i forskellige farver.




Stolt var datteren, da hun blev hentet og kunne hjembringe en overdådigt pyntet cupcake til hvert medlem af familien. 

Hun dækkede selv bord og serverede dem til dessert om aftenen. Og de smagte dejligt. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...