tirsdag den 24. januar 2017

Tre par skóleistar


Det har i lang tid været sådan, at jeg ikke finder på noget helt nyt at strikke eller hækle men bare går i gang med de samme velkendte ting, som jeg har prøvet at lave før. 

Jeg slapper dejligt af med det. Og jeg får produceret - strømper, futter, karklude, oldemorfirkanter til mit tæppe, julepynt og lignende. Men udfordrende er det ikke. Og en gang imellem tænker jeg, at NU har jeg lyst til at gå i gang med noget helt nyt. Men så er jeg for træt, har for lidt tid eller lejligheden byder sig ikke. Men jeg kan jo li' at prøve noget nyt og at blive udfordret, så forhåbentlig kommer snart i gang. Måske i aften?

For nylig har jeg igen strikket skóleistar. Tre par blev det til. De er strikket i farveskiftende garn, så hvert par er temmelig umage i farverne. Derfor bliver alle tre par nok bare til mig selv. For selv om jeg er vild med umage strømper og futter, så er der tilsyneladende rigtig mange mennesker, der slet ikke kan have det.

Opskriften til de strikkede skóleistar finder du ved at klikke HER.

Hvordan har du det med ting strikket i farveskiftende garn? Stræber du efter symmetri eller nyder du de tilfældige farver?

fredag den 20. januar 2017

Hæklet hjerte til datterens bukser


Begge mine børn er inde i en periode, hvor de er hårde ved deres tøj, især får de ofte hul på knæene i deres bukser.

Jeg kunne brokke mig over det (og gør det også lidt), men det meste af tiden vælger jeg at glæde mig over at have raske og aktive børn. Og så kompenserer jeg ved at købe billige bukser, som de kan boltre sig i til hverdag.

Desuden har ingen af børnene noget imod, at jeg forlænger buksernes liv lidt ved at sætte lapper for hullerne. De synes, det er ok, så længe det stadig ser ud på en måde, der falder i deres smag. 

Jeg køber strygemærker med motiver som fodbolde eller Star Wars figurer til sønnen. Datteren sætter pris stjerner eller noget mere diskret. 

Men i dag skulle der faktisk noget mindre diskret til. Hun har et par dejlige joggers fra H&M med nogle sjove små motiver på. Og hun spurgte, om jeg kunne lave en lap i samme stil. Så jeg har hæklet et rødt hjerte med sort kant. 

Hjertet blev hæklet 'på rygraden', da jeg hæklede rigtig mange af disse små hjerter før jul. Og så er det bare blevet syet på. Forhåbentlig falder det i datterens smag. 



onsdag den 14. december 2016

Dørkrans - Julen 2016


Som så mange andre familier hænger vi også hver jul en krans på vores dør for at fejre julen og for at byde gæster velkommen i december. Vi har en ny krans med ny pynt hvert år.

Årets krans er meget enkel. En flettet krans købt i supermarkedet. Den overlever nok til næste år i modsætning til de mange grønne kranse, vi tidligere har haft. 

Pynten er ligeså enkelt. En balletengel med lidt glimmer. Ja, det kan godt være, hun er en fe, men hun pynter op til jul, så vi har besluttet, at hun er en engel. Vi har haft hende, siden datteren var 5 år og gik til ballet. Nu er hun 10, og englen er blevet en del af vores faste julepynt, som skal frem hvert år. 

Desuden en strikket sløjfe. Faktisk strikkede jeg den til pakkespil til julefrokost med kollegaer. Julefrokosten var jeg nødt til at aflyse på grund af migræne. Så jeg fandt en anden anvendelse for sløjfen. 

Datteren er vild med kransen. Jeg er godt tilfreds. Sønnen synes vist, den er for tøset. Manden har ikke rigtig sagt andet end, at det er hyggeligt, at den hænger der. Hmmm...

torsdag den 8. december 2016

Skóleistar til mig selv


Forleden strikkede jeg dette par skóleistar. Jeg tænke, jeg kunne bruge dem som gave eller sælge dem. Men jeg elsker farverne så meget, at jeg nu har taget dem i brug selv. Og de er dejlige!

Da garnet virker en lille smule tyndere end garnet i min oprindelige DIY, har jeg strikket en enkelt retrille og en eller to omgange glat mere for at forlænge foden. Og de passer fint.

Min oprindelige DIY til Skóleistar i voksenstørrelse finder du ved at KLIKKE HER.

Garnet med de flotte farver er DROPS Delight, som blandt andet kan købes hos Kukuk.dk i 16 forskellige farvekombinationer med lange farveskift, som giver det flotte farvespil.

Hvis du køber via dette affiliate link, tjener jeg lidt på det.

Men kig nu rundt i hele shoppen, for der er meget lækkert at vælge imellem!

<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

onsdag den 7. december 2016

Skóleistar til sønnen (str. 35)


Min søn har brug for hjemmesko i skolen her om vinteren. Vi gik og kiggede på et nyt par i en butik her forleden. Men han fandt ikke nogle, han syntes, han kunne bruge. Hvorefter han udbrød: "Jeg vil også hellere have nogle, som kommer fra dig!" Det kunne jeg jo ikke stå for, så jeg fandt det neonfarvede strømpegarn frem og strikkede et par skóleistar til ham.

De er cirka i str. 35. Og jeg har justeret min almindelige opskrift, så den passer til størrelsen.

Jeg slog 30 masker op til at begynde med og tog ud til 32 masker, da jeg begyndte at strikke rundt. I den første del strikkede jeg 19 retriller, og i den anden del strikkede jeg 18 omgange glat før indtagningerne. 

Min oprindelige opskrift på skóleistar i voksenstørrelse kan du se ved at KLIKKE HER.

mandag den 14. november 2016

Hæklet sten


Hæklegarn nr. 10 i merceriseret bomuld. Min næsttyndeste hæklenål. En rullesten fra Færøerne. Ingen opskrift - men masser af kærlighed til doilies. 

Endelig har jeg fået afprøvet mine færdigheder i at hækle over en sten. Og jeg er ganske godt tilfreds med resultatet. 

Så godt tilfreds, at jeg har fået lyst til at prøve det igen. Men det kræver lige, at jeg finder nogle flere sten frem. Vi har vist en hel del runde sten i haven, men der er for mørkt og vådt til, at jeg vil gå ud og lede efter dem lige nu. Så det må vente til i morgen.

Nu kan stenen få lov til at ligge og pynte på min bakke med lysestager og andre fine ting og sager. 

onsdag den 19. oktober 2016

Er tiden inde til juleprojekter?


Jeg kan se på besøgsstatistikkerne på bloggen, at tiden nærmer sig. Flere gæster besøger siden med DIY for hæklede juletræer og andre juleindlæg.

Personligt er tiden ved at indfinde sig, når begge børns fødselsdage samt skolestart med forældremøder og lignende er overstået i slutningen af september. 

Tiden er inde til at gå i gang med de kreative projekter til jul!

Endnu har jeg ikke tænkt så meget på hjemmelavede julegaver. Sidste år kom jeg aldrig rigtig i gang med at lave selv, men det håber jeg dog på at få tid til i år. 

Jeg er gået i gang med at hækle og strikke småting til at sælge på julemarked i Bydelshuset i november. Traditionen tro, ville jeg gerne sige. Men faktisk er dette kun anden gang, at julemarkedet afholdes, da huset kun er godt ét år gammelt.

Vi håber alle på mange boder og endnu flere gæster, der gerne vil købe flotte håndlavede ting til deres kære i julegave. Eller til selvforkælelse!

Julemarkedet i Bydelshuset afholdes søndag den 27. november kl. 11-16.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...