tirsdag den 31. december 2013

Godt nytår - Gott nýggjár - Happy New Year - Feliz Año Nuevo

Jeg vil gerne sige tusind tak til alle læsere af bloggen i 2013. Tusind tak for jeres besøg, kommentarer, mails og beskeder på Facebook, Instagram og Ravelry, og for alle jeres pins. Det har været dejligt at høre fra jer og at besøge jeres blogs og profiler på andre sociale medier.

Jeg ønsker for jer alle, at I må komme godt ind i det nye år, og at 2014 må blive et år med lykke og fremgang.


Billedet er taget her til aften i vores stue. Jeg har hængt lidt dekorationer fra Tiger og Søstrene Grene over spisebordet og lidt rundt omkring i stuen. Det var dog umuligt at få et godt billede af helheden, ligesom farverne heller ikke kunne gengives korrekt, så jeg nøjes med at vise dette nærbillede.

torsdag den 26. december 2013

Jólatrøll!

...er færøsk for 'juletrold'. Nedenfor ses et billede af min mands ben stukket ned i de nye strikkede strømper, som jeg gav ham som en del af hans julegave. Det er ikke min mand, der er trolden. Det er strømperne!


Da jeg som lille pige på Færøerne lærte at strikke, fik jeg også at vide, at man skulle blive færdig med sit strikkeprojekt før jul, for ellers ville det være en 'juletrold'. Og man kunne så risikere, at éns ufærdige projekt blev udstillet til spot og skamme, så alle kunne se, hvor doven man havde været, siden man ikke fik det færdigt.

Dette var heldigvis ikke noget, der blev praktiseret i min familie. Og det var vist også kun de ældre i familien, som fortalte om (u)skikken med udstillingen af juletrold - nok mest for sjov. Jeg har heller aldrig ladet mig dominere af andres krav om at få mine projekter færdige før jul (ej heller undlader jeg at starte nye projekter på fredage, men det er en anden historie).

Denne jul formåede jeg dog at stresse mig selv, fordi jeg absolut ville have et par strikkede strømper til min mand færdige, så jeg kunne give dem til ham den 24. december. Og hvad skete der? Ja, jeg var kommet helt frem til tåen på den anden strømpe den 23. december, da jeg opdagede, at jeg i min hast havde glemt at dreje hælen. Og så var jeg nødt til at trævle op igen! Hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne nå at få strømpen færdig inden gaveåbningen den 24.

Heldigvis havde jeg god tid til at strikke, imens jeg var på arbejde natten imellem den 24. og den 25. Strømpen blev færdig, og manden kunne tage begge strømper på i aftes. Han var heldigvis glad for dem.

onsdag den 25. december 2013

Hjemmelavede julegaver 2013

Jeg startede i oktober og nåede faktisk at strikke og hækle nogle julegaver i år. De fleste er endnu ikke blevet afsløret i deres helhed, da de jo skulle være lidt hemmelige. Men nu er pakkerne blevet åbnet, og jeg kan vise nogle billeder frem. 

Dette lilla halsrør havde jeg det lidt besværligt med. Det er strikket i dejlig blød alpaka men uden opskrift. Jeg afprøvede tre forskellige fremgange, før jeg besluttede mig for at strikke det i snoet rib. Røret er langt nok til at nå to gange rundt om halsen. Det blev givet til min niece på 10 år.


Jeg strikkede to ens huer i herremodel til min nevø på 18 og min fætter i 20erne. Garnet er en lækker blød blanding af silke, merinould og ganske lidt kidmohair. Det er så blødt, at selv den sarteste kan bruge huen, men samtidig dejlig varmt. Huerne kan foldes op eller bruges til at hænge ned bagved. Og de er ganske enkle at strikke. Opskriften er fra bloggen 'Luft ender vingerne' og nem at følge.



Ud over disse ting, strikkede jeg et par strømper til en veninde, som jeg glemte at tage billede af, før de blev pakket ind. Et par dejlige strømper med mønster af ganske tynde snoninger og strikket i strømpegarn med lange farveskift i fine efterårsfarver.

Min søster fik også et par strømper i snoet rib, som jeg heller ikke har noget billede af. Desuden fik hun fire af mine hæklede juletræer, som blev pyntet med mørke træperler, så de passer til de flotte, mørke trægulve i min hendes hjem.


En sød bekendt fik også nogle at juletræerne, men med lyse træperler. I har set billedet før, men her er det lige igen.


Jeg gav to sæt hæklede grydelapper væk. Det ene sæt var til min mor, og det er der ikke noget billede af. Men det var hæklet på samme måde som det sæt grydelapper, som jeg gav til nogle bekendte sammen med en hæklet kurv. De er bare hæklet efter eget hoved uden opskrift. Men jeg overvejer at lave en DIY, da jeg har fået meget positiv respons.


Den sidste hjemmelavede julegave var et par strikkede strømper til min mand, som han blev meget glad for. Men dem skal I høre mere om i et andet indlæg.

tirsdag den 24. december 2013

Glædelig Jul 2013

Jeg vil gerne ønske alle læsere af bloggen en rigtig glædelig jul. Tusind tak fordi I læser med.


I går pyntede jeg juletræ sammen med børnene. Jeg satte lys på og de mest skrøbelige kugler samt pyntede de højeste grene. Manden ordnede stjernen. Og børnene pyntede næsten alt andet.

Jeg synes, de gjorde det rigtig godt. Der var få ting, som jeg lige flyttede efterfølgende, fordi der hang lidt for meget på enkelte grene. Det blev gjort helt diskret, for jeg synes godt, de må være stolte af resultatet.

Vores juletræspynt er en blandet landhandel af billig og halvdyr, masseproduceret og håndlavet. Basis er holdt i rødt, hvidt, sølv og glas. Men der sniger sig andre farver ind også. Og pynten er i mange forskellige materialer.

Mange engle, kugler og hjerter har vi, men f.eks. også nogle svampe, agern, fugle og et par babushkaer. Vi skifter ikke tema men glæder os hvert år over at finde de samme velkendte ting frem samt tilføje nogle få nye.

I år har vi fået juletræstæppe. Eller i hvert fald et tæppe under juletræet. Jeg besluttede at bruge det lilla tæppe i Zpagetti, som jeg hæklede for nogle måneder siden, til formålet. Det fungerer ganske fint.

søndag den 22. december 2013

Så blev der bagt!

Jeg har indtil videre ikke haft meget tid til julebagning her i december. Men nu har jeg fri helt indtil julenat. Og i dag fik jeg endelig gang i småkagedej og royal icing sammen med børnene.

De gik højt op i at udvælge de rigtige udstiksforme, stikke småkagerne ud og pynte med glasur i forskellige farver.





Hæklede grydelapper og kurv

Jeg har hæklet et par grydelapper og en lille kurv i limefarvet bomuldsgarn. De skal gives væk lige om lidt. Og jeg tør afsløre dem her, da jeg ikke tror, modtageren læser med.

Garnet er fra Søstrene Grene. Og den sorte gennemfarvede elastiksnor, som grydelapperne hænger i, er fra Stof2000.

Grydelapperne er vævehæklet med enkelt tråd. De er hæklet i to lag, som så også  er hæklet sammen med vævehækling.




Kurven er i stangmasker og dobbelt tråd. Den er hæklet med ret tynd hæklenål, så siderne bliver lidt stive. Det er min første hæklede kurv nogensinde. Jeg brugte ikke nogen opskrift men hæklede bare helt enkelt med en flad, rund bund og lige sider. Jeg ville gerne have lavet siderne meget højere og så bøjet dem ned. Desværre havde jeg ikke mere garn.



lørdag den 21. december 2013

Bare lige én mere...

Ok, så jeg er gået i gang med at hækle endnu en julegave. Det var slet ikke meningen. Men når man har tid, garn og lyst, så kan man ligeså godt kaste sig ud i det. Jeg bliver nok færdig med denne i aften, regner jeg med.


Er du helt færdig med de hjemmelavede julegaver?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...