lørdag den 30. november 2013

Piger & perler


Min datter havde en veninde til aftensmad i aftes samt til overnatning. De er begge søde piger med masser af fut i men også vældig fantasifulde og kreative. De tegner ofte sammen. Men i aftes kastede de sig iver perlepladerne - efter sengetid! Det blev til to små plader, hvor de lavede én hver, og en stor plade, som de lavede i fællesskab. Jeg synes, den store er SÅ fin. Desværre må jeg ikke få den, da den er lavet til deres klasselærer. Heldige hende, siger jeg bare!

torsdag den 28. november 2013

Flere hæklede juletræer


Ja, jeg fortsætter med at lave de små hæklede juletræer. Jeg ved ikke helt endnu, hvordan de skal bruges. Men jeg tænker, at der er så mange muligheder, at jeg ikke behøver begrænse mig til ét formål. Så jeg kan da bare lave rigtig mange.

Er der interesse for en lille DIY?

Selv om de er vældig nemme at hækle, kan jeg godt lave en vejledning, hvis det har nogen interesse.

Ændringer på bloggen

Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til det, men bloggen har altså fået eget domæne. Jo da, det skete faktisk for et stykke tid siden. Blogspot adressen fungerer stadig, men den henviser automatisk til det nye domæne ByGJ.dk

Jeg havde en del overvejelser, før jeg købte det nye domæne. For egentlig synes jeg, at det er helt fint med et blogspot domæne. Når man ser det, er man med det samme klar over, at det drejer sig om en blog. Det er vældig praktisk, synes jeg. Men jeg valgte alligevel eget domæne med tanke på, at så er der større udviklingspotentiale. Jeg valgte et dk domæne, da jeg har tænkt mig at fortsætte med at skrive dansk og ikke satse på noget mere globalt - i hvert fald indtil videre.

Der har været et par sponsorerede indlæg. Og der vil komme nogle i fremtiden. De betaler bl.a. for domænet. Der kommer flere i fremtiden, men det er ikke meningen, at de skal komme ofte eller tæt på hinanden. Jeg vil forsøge at holde mig til emner, som er nogenlunde relevante for bloggens tema, eller for det at blogge eller være online. Sponsorerede giveaways kan også forekomme. Til gengæld har jeg indtil videre fjernet alle reklamer i sidepanelet.

Alle sponsorindlæg er mærket med etiketten 'sponsorindlæg' samt med teksten 'Sponsoreret indlæg' øverst i indlægget. Hvis jeg lovpriser eller anbefaler et produkt, en tjeneste eller andet, og det IKKE fremgår af teksten, at indlægget er sponsoreret, ja, så er indlægget alene opstået ud fra min egen begejstring, og der er ikke tale om skjult reklame.

Jeg har igen leget med vidgets - eller det modsatte! Jeg har fjernet nogle vidgets fra sidepanelet igen. Jeg syntes simpelthen, det blev for rodet. Så nu er der ryddet op. Og jeg har lagt nogle enkle sociale ikoner ind, så man stadig følge bloggen på forskellig vis.

De fine ikoner, der ser ret håndtegnede ud, har jeg fundet på bloggen dindin does..., hvor der også er en vejledning i, hvordan de kan bruges. En vejledning på dansk kan man finde på Blog Fantastisk.

Tak fordi du læste dette indlæg - og fordi du læser med på bloggen.

Med venlig hilsen,

mandag den 25. november 2013

Oldemorfirkanter & Instagram


Her til aften har jeg fået hæklet endnu en omgang på mit evighedsprojekt - min store oldemorfirkant, som jeg har været i gang med siden sommerferien. Den er stor nu, men ikke helt stor nok.

Da jeg var færdig med at hækle, tog jeg et billede og lagde ud på Instagram. Der kom en del 'likes' (tusind tak til jer alle), og fluks kom der også flere nye følgere.

Instagratifikation burde man kalde det!

Nu er spørgsmålet så, hvad den pludselige tilgang i følgere skyldtes? Mon billedet var mere tiltalende end andre billeder, jeg normalt lægger ud? Eller skyldtes de nye følgere, at jeg for en sjælden gangs skyld også tilknyttede en kommentar til billedet?

Eller var det bare tilfældigt?

Forresten, jeg er @gudrunjac på Instagram. Læg gerne din vej forbi min profil ;)

søndag den 24. november 2013

Hæklede juletræer


Jeg blev færdig med disse små hæklede juletræer i forgårs og havde tænkt mig at hækle flere her i weekenden, men så blev jeg syg. Faktisk er vi alle fire syge, og jeg har ligget i sengen siden i går morges. Er I også ramt af virus?

Jeg hæklede disse fire grønne juletræer i rester af bomuldsgarn, men de kan jo hækles i al slags garn - og i alle farver. De er hæklet i stangmasker, dobbelte og fyldt med en lille smule fyldvat. De er hæklet sammen med fastmasker på retsiden.

Jeg overvejer at brodere lidt pynt på dem. Men jeg kan faktisk godt li' dem sådan helt enkle. Dog skal de nok have en anden tråd.

Dette er det første julepynt, jeg har lavet i år. Jeg er nok lidt sent ude, tror jeg. Er du godt i gang med at lave julepynt?

mandag den 18. november 2013

I gang igen...

Ja, altså jeg er gået i gang med julegaverne igen. De er jo lidt hemmelige, indtil de bliver pakket ud, så der kommer ikke rigtig afslørende billeder af dem før efter jul.

Her er noget i det lækreste grå garn...


søndag den 17. november 2013

Hæklet vimpelranke til min datter


I dag har jeg færdiggjort den hæklede vimpelranke til min datter, som jeg begyndte på for efterhånden nogle måneder siden. Jeg hæklede et par vimpler og lod det så ligge. Men da jeg genoptog hæklingen for ikke så mange dage siden, gik det hurtigt.

Jeg har nu hæklet 12 vimpler samt snoren, som holder dem sammen. Tilsammen har jeg brugt 84 gram bomuldsrester. Farverne er hvid, sort, rød og flere nuancer af pink. Og farvevalget blev taget ud fra, at det skulle være 'sådan lidt Monster High agtigt'. Desuden passer pink stadig godt til min datters værelse, hvor hun har rigtig mange tøsede ting.

Vimpelranken er endnu ikke hængt op. Datteren skal være med til at bestemme, hvor den skal hænge. Men hun er ikke hjemme lige nu. Jeg forestiller mig dog, at den kommer til at hænge foran vinduerne, ligesom lillebrors vimpelranke, som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg.




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...