tirsdag den 9. juli 2013

Udehækling igen

Jeg sidder igen ude på bænken og hækler, imens børnene leger. Hvor er sommeren dejlig, når den viser sig fra denne side!

mandag den 8. juli 2013

Skóleistar i børnestørrelse

 
I aftes blev jeg færdig med et par skóleistar til min datter. Hun bruger størrelse 31-32, og disse passer nøjagtig til hendes fødder. Der er ikke noget rum at give af. Så jeg bliver nok nødt til at lave endnu et par, som er en lille smule større. Hun synes, de er hyggelige. Og lillebror har også bestilt et par, så jeg ved, hvem jeg skal strikke til næst.
 
 

Hæklede oldemorfirkanter

Jeg hækler oldemorfirkanter igen!

Jeg havde nogle liggende, som jeg hæklede til min søns tæppe af oldemorfirkanter. Jeg brugte dem ikke til tæppet, da de var for små. Garnet viste sig at være tyndere end alt det andet garn, jeg havde brugt, selv om det ikke burde være det ifølge informationen på banderolen.

Nu hækler jeg så nogle flere firkanter i det samme garn. Blå og grønne bliver de. Og de skal komme min søn til gode - sådan da. De bliver hæklet sammen til et tæppe til hans build-a-bear hund.

søndag den 7. juli 2013

Zpagetti-tæppe

 
 
Endelig er det lykkedes mig at hækle et Zpagetti-tæppe færdigt!
 
Jeg har trævlet op flere gange, og i sidste ende besluttede jeg mig for bare at hækle et almindeligt, rundt tæppe i stangmasker. Enklere kan det næppe blive. Men så fungerer det også.
 
Jeg har brugt 1045 gram Zpagetti, og tæppet måler 68 cm i diameter. Jeg startede med en magisk ring og fortsatte så med stangmasker i 12 omgange. Udtagningerne er med vilje lagt på samme sted, så tæppet bliver en lille smule 12-kantet (altså 12 udtagninger for hver omgang). Bare for at det ikke skulle blive helt almindeligt rundt.
 
Tanken er, at det skal bruges som bademåtte. Men det skal lige afprøves, før jeg beslutter mig endeligt.
 
Jeg er dog ikke færdig med Zpagetti endnu. Jeg har ikke mere hjemme, men har tænkt mig at købe mere og så få hæklet det doily-tæppe, som jeg oprindelig havde planlagt.
 
 

lørdag den 6. juli 2013

Trendsales Giveaway - 90 VIP + 50 klip

Denne giveaway er nu færdig 

Sponsoreret indlæg - Giveaway

Jeg skyder min første giveaway nogensinde i gang i dag. Den er sponsoreret af Trendsales.dk, som giver 90 dages VIP medlemskab og 50 klip til den heldige vinder.

Jeg har i årevis været medlem af Trendsales og har brugt det on and off. Jeg har især solgt børnenes aflagte tøj og har jagtet gode handler med tøj og ting til hjemmet. Jeg har flere gange overvejet, at jeg kunne sælge ting, jeg har lavet. Men jeg er endnu aldrig kommet i gang med det. Men nu står den på tre ugers ferie (efter bare en enkelt nattevagt i nat), så der er da tid til at give mig i kast med noget nyt.

Hvis du vil vinde denne giveaway, skal du bare lægge en kommentar til indlægget. Du er selvfølgelig mere end velkommen til at blive fast læser og dele denne giveaway med venner og bekendte, men det er ikke et krav. Sidste frist for deltagelse er den 15. juli, 2013, kl. 23:59. Vinderen trækkes dagen efter.

Gør det muligt for mig at kontakte dig enten via din blog eller email.



Myntepesto

Der vokser store mængder kraftig mynte i vores have, og i dag besluttede jeg at tynde ud i vildnisset.

Jeg ville gerne lave en myntepesto til brug i det søde køkken. Så jeg kom frisk mynte, smuttede mandler og sukker i minihakkeren.

Jeg skulle lige have fingrene/køkkengrej ned i hakkeren og også ryste den nogle gange for at få det til at tage helt ved.

Konsistensen blev ikke så flydende som købt pesto, da jeg med vilje ikke kom olie i. Men det smagte dejligt. Forestil dig marcipan med mynte. Fortrinlig til en dejlig vaniljeis efter frokost, nu hvor sommeren endelig er her.

Opskrift:
4 dl friske mynteblade
100 gr smuttede mandler
5-6 spsk sukker

Jeg opbevarer det i glas med tætsluttende låg i køleskabet. Jeg ved ikke helt, hvor lang holdbarheden er.

Min myntepesto smager meget stærkt. Man skal elske mynte for at kunne li' den. Men jeg forestiller mig, at der findes mildere mynte f.eks. i potter i  butikkerne, så man kan lave en lidt mildere version. Ellers må man bruge mindre mynte, hvis man synes, det er for stærkt med så meget.


fredag den 5. juli 2013

1124 gram Zpagetti

Sådan ser et nøgle med 1124 gram Zpagetti ud. Næsten ligeså stort som en fodbold.
 
Jeg trævlede op, som jeg i sidste indlæg sagde, at jeg ville. Og nu kan jeg slet ikke finde ud af, hvad jeg skal bruge garnet til. Måske købe noget mere og få et endnu større projekt ud af det?
 
Faktisk vil jeg gerne hækle et doilytæppe, men jeg kan bare ikke finde et mønster, som jeg er tilfreds med. Undtagen ét, som jeg ikke har nok garn til.
 
 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...