mandag den 20. august 2012

Garnreol igen igen...

Så har jeg igen været i gang med at organisere mit garn! Jeg har fyldt et par hylder mere i min reol. Det er de nederste hylder, der er blevet ryddet for andet ragelse og fyldt op med garn. Desuden har jeg fået brugt lidt mere fra det andet garn i reolen. Kan man mon spotte det?


fredag den 17. august 2012

Strikkemagasin 8 - 2012

For en god uge siden fandt jeg Alt om Håndarbejdes Strikkemagasin (nr. 8, 2012) i min postkasse, da jeg kom hjem fra arbejde. Og jeg skyndte mig som altid at bladre det igennem. Og ja, som altid, fandt jeg da flere opskrifter, som kunne blive fremtidige projekter.



Denne bolero bliver jeg nødt til at strikke til min datter. Vi faldt begge to for den, og jeg har garanteret noget garn i gemmerne, som kan bruges.


Måske jeg også tager mig sammen og prøver at hækle en sweater til min datter for en gangs skyld. Så var denne enkle sweater et godt bud. Men den skal nok laves i en mere munter farve, for at min datter skal blive glad for den.


Denne drengesweater er bare lige noget for min søn! Han elsker biler, så han ville nok blive stolt over at få den på.


Jeg har længe villet prøve det fristende Zpagetti-garn, som er brugt til denne puf. Forleden stod jeg og tjekkede farverne ud i Panduro Hobby, men jeg kunne ikke beslutte mig for at købe noget, da jeg ikke havde et bestemt projekt i tankerne. Denne puf kunne måske hjælpe mig med at tage beslutningen. Eller måske jeg kunne lave noget garn selv, som ligner Zpagetti-garnet?


Og til slut faldt jeg for denne trøje til mig selv. Den ser bare så blød og behagelig ud.


Hæklede blomster

Jeg er i gang med at hækle bordpynt og andet pynt til min datters fødselsdag i september. Der skal hækles små blomster i stor stil.

Indtil nu har jeg bare eksperimenteret med et par designs. Det ene er jeg godt tilfreds med, det andet trevler jeg op snart og forsøger noget nyt. Jeg vil gerne hækle mange forskellige slags små blomster i mange forskellige farver. Jeg øjner en chance for at få brugt rigtig mange garnrester.

Jeg har samlet mange forskellige links med inspiration på Pinterest. Nogle af dem skal prøves. Måske har I lyst til også at prøve nogle af dem? http://pinterest.com/gudrunjac/crochet-flowers/

Har I ellers nogle links eller opskrifter på søde små hæklede blomster, som I vil dele med mig?



torsdag den 16. august 2012

Dagens fangst - vol. 19

Jeg skulle måske kalde dette indlæg 'ugens fangst' eller 'de to sidste ugers fangst'. Men nu bliver jeg ved temaet. Faktum er, at jeg har forsømt at lave indlæg over mine krea-indkøb i løbet af de sidste uger, så nu kommer et opsamlingsindlæg.

For et par uger siden var jeg på udsalg på nettet og handlede garn hos Rosenmynte. Jeg købte ikke meget, men jeg købte godt og billigt. Bomuldsgarn i tre farver - mest for at prøve garnet. Og Kidmohair i 2 forskellige farver. Den grønne, fordi den så lækker ud, og den lilla for at matche noget, jeg har i forvejen. Desuden faldt der tre hæfter fra Drops ned i indkøbskurven. De koster kun en 10er stykket, og det er noget nemmere - og hyggeligere! - at sidde med hæftet end at skulle downloade opskrifterne, synes jeg. Også selv om de er gratis at downloade.


For et par dage siden smuttede jeg forbi Panduro Hobby i Latinerkvarteret i Århus. Der købte jeg to æsker Sugarpaste i forskellige farver. Jeg synes, det var rigtig fint, at de har disse æsker med tre farver i mindre portioner. Så slipper man for selv at stå og ælte forskellige farver ind i fondant i timevis. Nemt og hurtigt, når man kan købe det parat. At det så ikke smager af noget er ligemeget, når bare det ser godt ud, ik'?

Desuden købte jeg endnu et Drops hæfte, og et af Sys Fredens små hæfter med strikke- og hækleopskrifter. Denne gang blev det hæftet 'Strømper og sokker'.


Til slut har min postkasse også haft dejligt indhold i løbet af den sidste uge. Det nyeste Strikkemagasin den ene dag, BoligLiv med tillægget KreaBoligLiv den anden dag, og i går modtog jeg 'Feminin Strik' af Lene Holme Samsøe, som jeg købte på Den Blå Avis forleden.

onsdag den 15. august 2012

80'er tunika til min datter

I sommerferien kom jeg i tanker om en bluse, jeg strikkede til mig selv i 6. klasse. Det inspirerede mig til at strikke en tunika i lignende design til min datter. Jeg blev færdig med den for en lille uge siden. En tunika blev det, fordi den blev ret stor.

Ellers er den bare stikket uden opskrift og på nemmeste måde og udelukkende i ret. Jeg startede med 3 masker i nederste hjørne og tog derefter 1 maske ud i slutningen af hver pind, indtil den rigtige størrelse var nået, hvorefter jeg tog 1 maske ind i slutningen af hver pind, indtil der igen var 3 masker. Ryg og forstykke er strikket helt ens. Ærmerne er også strikket i ret og er ret korte og vide. Til slut hæklede jeg musetakker ved alle kanter for at give bare en smule finish og hold.

Datteren stylede med bælte og jeans. Bæltet er helt nødvendigt, da tunikaen er vid. Farverne gjorde stor lykke hos min datter, både pink og sølv (som de helt smalle striber er) er yndlingsfarver. Og så fik hun lyst til at fjolle foran kameraet, efter at have gjort sig kostbar i et par dage.

Garnet hedder Angora Milennium fra Okilana. Det er et billigt akryl/mohair/uld garn fra Bilka. Jeg mener, jeg kun gav omkring 15 kr for hvert nøgle, som er på 100 gr. Jeg brugte ikke engang to nøgler. Sølvtråden brugte jeg, som man kan se, også kun lidt af. Den var dyrere end garnet. Men faktisk blev den hentet fra en af mine restekurve. Så jeg har nok ikke engang givet 30 kr for denne tunika.

Jeg brugte pinde nr. 5½, så tunikaen var nemt og hurtigt strikket.
 


 

onsdag den 8. august 2012

Tillykke til farmand

I søndags fejrede vi mandens fødselsdag, og der skulle selvfølgelig laves en fødselsdagskage. Han havde ønsket sig banankage med valnødder lagt sammen med nougatcreme, så det lavede jeg i lørdags.

Søndag blev kagen lagt sammen og fik overtræk af mørk chokolade med en lille smule piskefløde. Manden er hverken glad for fondant, smørcreme eller almindelig glasur, så det skulle undgås. Jeg brugte en god mørk chokolade til overtrækket, så den fik en lille smule bitterhed og dermed en 'voksensmag', der passer godt til hans smagsløg. Børnene var dog også ret glade for kagen, ligesom jeg var det.

Påskriften blev bestilt af datteren, en blanding af dansk og færøsk. Vældig passende til vores kaotiske husholdning. Desværre fik hun ikke lov til at pynte med krymmel, da farmand heller ikke er glad for det. Men så kom der bare lidt nougatcreme ovenpå.

mandag den 6. august 2012

120 lapper

Jeg har ikke opgivet det hæklede tæppe til min søn. 120 lapper er det blevet til. Så mangler jeg sådan cirka 80 lapper - gætter jeg på.

Jeg har lige siddet og hæftet ender på de sidste otte lapper. Det gør jeg gerne efterhånden for at undgå at sidde med alle enderne til sidst, for det er en sur tjans, hvis du spørger mig.

Nu ville jeg så til at hækle videre, men min hæklenål er altså blevet væk. Og jeg har kun en i den størrelse. Så jeg må i gang med at lede.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...